Ja, hej skipper Las. Det er alt for længe siden.
Tiden flyver, men jeg flyver ingen steder. Jeg har det godt, men kunne da godt bruge 10 ekstra hestekræfter og en bankbog fuld af penge. Det er længe siden, den er blevet tjekket - måske der står 6 millioner, så kan du få en god skilling. Har iøvrigt været ude at male igen hos nogle meget søde mennesker. Men I dag vil jeg sige noget om tiden, som den blev erkendt hos mig for ca. 10 år siden.
Måske fordi, at jeg stadigvæk bakser med dens falske herredømme i vort liv, ja for ellers er der jo i sandhed tid til lidt af hvert. - Det berører endsige forstyrrer også min planlægnings-evne, jeg mener den ufrivillige, der står i henhold til kravet om at være i overensstemmelse med BNP-regnskabet i skattestatslig bankvirksomhed og de knopskydende socialrådgivende fagforeninger, der i kølvandet derpå løber ind i selvretfærdig forhærdelse ovenpå mange års usandseligt hårdt hjerteslid med containerskibet. Det sejler jo derudaf fra havn til havn og lodser og laster de mange lig. - Tid er penge og bliver med andre ord symboliseret så kraftigt sammen i vor kulturkreds, dermed sindelag, at det kan være vanskeligt at bevare et ærligt sandset åndedræt for livet i al evighed. Og vokse videre med dét, så det kan forplante sig. Og så begynder vi at løbe og cykle rundt på landskabets pæne overflade endsige gå og pruste og stønne én i bedene, som man sagde, da havebruget i det danske land var på sit højeste: Vår er herren henne? Ja, han er vist desværre gået i bedene!!!
I den socialdemokratiske kapital-stats trykkende sprog og administrative tilværelse hedder det følgeligt fritid, ja så den efterhånden ganske udvidede arbejder-kultur i sit henhold til grundlovens inddannelse af sindet, altså retfærdighedens social-statslige kultivering af danskerne gennem mange, mange år arbejder altså derfor på at få fritid, eventuelt spare den sammen, så man kan spadsere af med den. Eller ”bare” ved at købe sig til og fra den. - Men, hvorvidt de så bruger fritiden i al evighed, altså til i vort hjertes eget navn at arbejde for livets ånd- og vækstpotentiale på jord i al evighed – og altså ikke for satans forenings-teoretiske lyster med sine lystjoller af universitære, idealistiske og halv-politiske fagsprog, som de jo videre udgår fra landets autoritetstro myndigheders abekatte-lignende kød med deres evindelige regnskabagtige ånds førelse af fædrelandet i våde. Nej, men ja og amen, for det bider jo sig selv i halen, når ikke også jeg gør opmærksom på, at vi ikke er hunde og at samfundet derfor ikke beror på deres svinske vaner med at ryste sig for den regnvåde pels på det nyvaskede gulv!!!
De lærer jo ikke af at blive elsket, da de ikke kan indrømme livets egen sandselighed, nej end ikke i hundige, derimod kun lystre og dresseres, så det ligner noget uskyldigt med hundeøjne. Sådan er for eksempel min kære svigerfar, der ifølge socialdemokratisk ideologi gennem hele livet har levet sin familie ind i Dansk Metal med udskydningen af konen til FOA med boaslangen. Jeg mener, da jeg så livsnaturligvis ærede ham ved næstekærligt samvær på almindelig vis og lod ham være sammen med sit barnebarn, derved fik ham til at overvinde hans bræk-fornemmelse forbundet med en angst for at skulle skifte ham...(vel den statsborgerlige alkoholiker-angst for at gøre noget forkert med menneskebarnet eller for at komme i kontakt med sit eget!!!). Men, jaså åd han ham som om det var hans søn. Kærligheden virkede, men der er jo også den med fandens lillefinger..., der videre tapper én hele vejen op med samfundet, når man sandser et godt menneskehjerte af åbenbarent sind givet som det ellers er fra barns ben i sigte for hele vort samfunds oplysende vækstgave på jord.
På den anden side har jeg jo heller ikke haft det så godt med dét - ejheller, da jeg mærkede, hvor meget hjertelig energi mit barns mor har brugt på hendes far siden barndommen. Vel nærmest tilsvarende jeg med mit ophav og sågar videre bagud, da jeg bærer min bedstefars navn, men ja, det er jeg altså ganske godt klar over livsnaturligvis skal indrømmes, så de værste elementer af den samfundskulturelle, altså politiske fornufts-systematiske arvesynd, som mine forfædre også har været udsat for ikke kommer videre. Vel, filosof-jens, som du blev kaldt i højskole-regi, omend du bare gik oplysnings-vejen ud fra dit unders opland, fremfor den politiske eller sagførende og trods den slags selvhøjtideligheder i det hele taget. Fordi du hørte sigtet med livet i et oplysende menneskesamfunds hjertelige dannelses-orden, jordet på ordets kød i al vor lærerige virksomhed og mangfoldighed. Og derfor jo så, hvordan hadet, vreden og forargelsens bedske bær udgår af forstilt retslig magt-kultivering via arbejdspladser med diverse aber udi i management, fornuftsetik og moralsk vogteri med kapital og uendelige stridigheder tilfølge, altså den slags, der ikke kommer af den sande faderlige elskværdighed, nejda ejheller fra den taknemmelighed, der kommer af vore forfædres indsats med at bringe budskabet om det helbredende samfund i helligåndens navn frem på bæredygtig vis. - Jeg mener, jeg har jo i det inderste nærmest ikke bestilt andet siden barns ben end at indrømme og omvende alt det døde gennem hjertet i retning af det åbenbarne livs forstandigt oplysende ånd, som den nu engang er mig givet som jeg skabt er på almindelig vis. Det betyder iøvrigt også, at der ikke er store sorger i mit eget lille liv, bortset fra den bette tjenestemandssag af en forstilt verdenssorg hele den danske befolkning jo har rodet sig ind i, jeg gentager længere og længere ind i og desværre ikke ud af. Og som desuden jo også tog min søn fra mig i første ombæring, da det jo efterhånden er normalt...
- Hvem skal vende den samfundssorg, den menneskesorg, så kommende generationers børn ikke vokser op inde i kapital-stats-idéernes mange snoldede iværksættelser gennem tiderne og deres kopi-forførende efterladenskaber i det falske køds selvmål af gentagelse og gentagelse udi selvretfærdig livsførelse deraf. Da det jo altså kommer til at ske på bekostning af gudlivets egen åbenbarne opvækst med sin persons gliden ud med livet i al evighed, levende mellem himmel og jord og med al driftighedens hjertegode sandselighed at gøre godt med. Endvidere i og omkring det danske modersmål ganske som det menneskeærligt udgår fra vort vi-kongelige samfunds faderligt rappende kød - da ikke mindst nu, hvor revselses-straffen er ophævet til det universitær-statslige uddannelses-miljø over én kam med Gud på psykopat-skyen i EU. Tillige fortsat med al vort i sigte, da der jo altså ikke er andet i det store og hele? Hvem skal dét, jeg siger, hvem skal vende det danske samfunds deltagelse i produktionen af den romersk kejserlige, altså romantiske verdenssorg med dertilhørende børn i konsekvent opvækst af menneskesorgens kompenserende institutioner som om det i sandhed var glædens nødvendige lovmæssighed? Hvem skal dét?
For hør: mine svigerforældre og mit barns mor er altså hjerteligt søde mennesker trods alt, dog ikke trods også min søns faderlige kærlighed. - Vil man gøre den pøbelvældige romer-rets behovs-psykologiske trygheds-fanatisme gældende i hjertelivets opvækst på min søn, nåså, ja for så hjælper det altså ikke bare at kridte skoenes fodspor af på lystavlen i skole-lokalerne endsige at føre underholdet over til et underholdningsbidrag og diverse weekend-aftaler, så han kan få tildelt og doseret lidt ægte far ifølge de administrative sindelag i det pædagogo-retspolitiske landskab med politi-pistoler mod min pande til jeg makker ret. Nej, så det er da ganske vist, at også jeg har mine vanskeligheder med at planlægge vor tid i overensstemmelse med de herskende magters kategoriske djævle i kødet på statsborgeren... Derfor i mellemtiden jo også har nødig fortsat at tro, at den pige, mit hjerte hørte kalde og som jeg forlovede mig til og fik barn sammen med, ja, at hun jo nok skal passe på ham i den opvoksende kærligheds faderlige navn!!! - Givet er det under alle omstændigheder, at jeg har hjertelig oplysningspligt til at lade hende mærke den, så hun ikke tilsidesætter mit hjerteblod i vort barn og samfundet derved senerehen bliver et værre forvirrende helved via ham i ulykkelighed. Var det barnets tarv, din overskårne tunge med legetøjshammeren talte om, kvindelige byretsdommer i Herning med slangens ulækre slæng i angst for den komplet falske domsmagt... Troede du ikke, jeg kunne høre dig helt ind i hjertekarret på lang afstand via dine ludo-spillende håndlangere af rang, tunge eller ej, ja angrebs-advokaten sukkede jo ligefrem, da hun hørte, hvad jeg ydmygt bad om i agtelse for 2009 års kultiverende retfærd i hjertets oplysende samfundssigte via forplantningens slægtsbarne hjem. Nemlig min ret i kærlighedens navn.
I Vor Herres kongstro navn, jeg idømmer hermed i reformeret oplyst forstand på tro og kærlighed DIG OG ALT DIT UNIVERSITÆR-statslige RETSVÆSENS UTRO BAGGRUND til døden, så det levendes organisk sandselige kultivering af os med al vort hjertelige VI-kongelige-kød ihu kan bestå i første, medfødte hug. – Tillige gøres det i ære af kærligheden hos personligt værdsatte medmennesker på min alder, såsom Sune L, Jacob U, Christen T, Jesper Ø, Agnar V, Søren M, Søren A, Helge, Jens L, Xander S, Peter C, Per L, Lasse L, Søren L, Niels AN, Franz F, Mark B, Glenn O, Jes J, Claus P, Mikkel W, Jens D, Jens P, Carsten P, Jens F, John M, Jacob H, Rune V, VagnÅge M, Henrik M, Martin HM, Ole R, Peter R, Peter F, Thure Ø, Stig B, Carsten F, Mogens GA, Lars D, Hartvig B, Hans J B, Jesper, Brian J, Tom H, Jacob P, Peter T, Ole T, Anders RB, Tommy S, Aksel K, Harald Aa, Torben C – og mange, mange flere.
*
Så jeg siger, tilbage til ærindet om tiden og fritidens folkefærd: De sku’ ta’ at indrømme livets arbejde og søge at forsone og forløse, istedet for at forene og forlige, hvad de i forvejen ikke er givet forstand til og derfor gør det indover de forpulede rets-statslige magtdealismer, deraf følgende socialfascistiske ideologier og behovsretslige psykologier med sine mere eller mindre tvungne opstandelser af universitære fagforeninger og musik på massemedierne. Altså falsk nød lukket om sig selv og sin egen lille verden, så det videre betragtes som en højtidelig gestus at gøre plads til andre i den. Jeg gentager: i dén. Altså satans. - Nøden er kapital-statslig fikseret i sin mangeårige kultivering af folkekødet, dermed sindet, ja statsborgerliggørelsen af os ifølge et lige lovlig dybt grundlovsgivende ødipus- kompleks i Voldsmose-beton, jada det jo for fanden ikke er forfattet af Gudlivets egen bid af budet til vi-konge-slægten på vore egne. Især da ikke, når danske mennesker i deres uddannelses- og arbejdsliv glemmer, at grundloven står skrevet under kongens ærbødige hånd i Hans håb og sigte for, at det folk, Han, Vort Kongehus har tjent siden Gudfred rejste sig af Danmarks muld, kan og vil leve menneskeligeværdigt opvoksende og oplysende i kære-lighedens eviggode hjertekøds fredssigtende og t- ro-givende navn. Var der iøvrigt ikke osse store ører i den familie?
Deres Majestæt, Vor kære dronning har båret oplysnings-gaven videre. Efter min mening tilfulde, nemlig uden al magtliderlighedens gamle snadder – og vel fordi magt, lov og ret netop ikke er landets ledelse. Nej, thi det er oplystheden i hjertets livsbårne og slægtsbårne navn med sine mangfoldige skæve smil af bud på livet. Mangfoldigheden bringer den hjerte-ligeværdige menneskeforstand frem som facts på bordet i udspillet med hjerterknægt, så det siger spar to. Og uden at bryde slægtens livsnaturlige bånd. I west æret whist nok den søde kløe, der så har forrang, men det kan I så sande og sunde Jer over, ja, for det betyder jo altså ikke, at det klør ad helved til så ruderne i spejlsalene klirrer i lyst. Vel og velan dan mand.
Man kan ikke først lige uddanne sig eller arbejde, ja sætte sit liv ind til forløsning af det gældende samfunds usle åndssektor, den, der binder livets egen driftige vækstmåde til menneskers storhedsvanvittige management-systemer i hænderne på uoplyste social-rådgivere, jurister, økonomer, sygesikringskorts-læger og –psykiatere samt selvbestaltede by-, land- og højesterets-dommere og diverse øvrige særdeles kompetente skidesprællere, såsom hos Post Danmark. Og sådan sagt, fordi det foregår bag retslighedens ældgamle disk. Den nedarvede juridiske angst for straf eller bare frygten for det retslige apparat og mediernes slagteri indover og helt ud til fingerspidserne - og dermed sagt helt indover kærlighedens ellers så trostrygge retfærd med vort åbenbarne menneske i personlig sands for samfundslivets egen oplysende vækstmåde. - Altså alt-i-alt den akademisk-politiske kapital-statsløgns snusfornuftige og småborgerligt selvlovgivende virksomhed i sin ligeledes selvretfærdige kultivering af kødet endsige landskabet, så det over tid, som man siger, bilder sig ind at være fixende de armes tilværelse. Sidstnævnte lykkes de jo så desværre også med, for slet ikke at tale om hævelsen på eget overhørte livs albuer derved.
Jeg gentager bekræftende omkring punktet på dagsordenen: Nej, det kan man altså bare ikke lige først gøre sådan og sådan og såd’n, for dernæst bagefter at sætte tid af til sandheden i al evighed, sandseligheden, velværet og det egentlige arbejde med det forstandigt åbenbarne og menneskevarmt opløftende navn på vor kongeligt oplyste jord. Altså i fritiden. Nej, Gudlivet Bevare Danmark, for det kan man ikke bare gøre i fritiden.
Det kræver ærelig menneskekongelig hjerteånd at forløse et helt samfunds kød af det snerrende snærende, der binder os på mund og hånd - så de i sandhed kødelige, altså hjertesandseligt givne bånd helligt kan agtes, måske så vi ligefrem kan indrømme vore forfædres hjertegode erfaringer og bevares, ja vor herre bevare os dermed ens liv igennem høste sand indsigt til helbredende glæde for al vort. Og da ikke mindst i et gammelt vi-kongerige som det danske. Jeg mener, hvad vil man uden slægt og det hjertegode personligt erfarende forplantnings-potentiale vi er givet med vort kød på jord? For det tjener os da ellers til ære at indrømme, da det kan gøre en særdeles hjertegod menneskeværdig indsats med hensyn til at højne livet fra verden af det lave. Også indirekte derved den såkaldte verden omkring os. - Dog ikke længere væk, tror jeg, da der jo også findes fine mennesker dér, der før eller siden finder vej med al vort på deres måde.
Kanske gennem udveksling af den såkaldt afsmittende effekt som medicinal-lægevidenskaberne så dog desværre kaldte: Placebo-effekten, fordi de bevæger sig i det rets-akademiske endsige den latinske fornuft, hvor alt åndeligt og helbredende jo har noget med plasma, materie og gazabind stående ude af munden at gøre!!! Hos dem er det jo indtagelsen af det rette stof, der giver den rette helbredelse – såvel læsestof som medicin - og lige ned i foret, så man næsten ikke kan undlade at bemærke, at der sguda er noget uldent ved dét helbredelsesmæssige foretagende på ventelisten udi sine slavisk kopidannende og autoritetstro tilværelser, generation efter generation!!! - De privatpraktiserende lægehuse i eget personlige navn, der enten benytter sig af kaffen og den gammeldags forstand i næstekærlig samtale, som hos præsten, eller iøvrigt erkender halvdelen af deres universitære studies lærdom som én stor fejltagelse, for dernæst at gå videre med livet i ”alternativ behandling” i Vor Herres eget jordiske navn af kongelig dansk slægt og ikke jødisk - de er naturligvis undtaget.
Altså, når JEG bliver lægen eller læreren, så bliver du jo den syge eller dumme, medmindre den af hjertets livserfaringer oplyste menneskeforstand er virksom og begge parter derved troligt bliver raske. Ja, fanden fløjtme. Det var jo sådan set dén, den hjertelige menneskeforstand, samfundet i første ombæring gennem opvæksten skulle bekræfte på bæredygtig vis, altså før sygedommenes socialiseringsform blev en handelsvare hos satanisterne udi universitære kunstarters kunst-politik-og-videnskaberi med dertilhørende undersåtter i ingeniør-reklame-byggeri af veje mellem forlystelsesparkerne. - Og hvad læreren angår joda ikke på bekostning, altså i dræn og sug af det medfødte nye vidnesbyrd, som barnet skal vokse med i sit sandseligt åbenbarne slægtskød. Nej, så det kan autoritetstroens indskolede tilværelse i det skatte-statslige regi med sine evindelige rettelser af diverse opgaver siden barns ben jo altså meget let forhindre. SKAL DET GENTAGES?
*
Alt-i-alt: Den berøringsflade, tidens falske herredømme over vort liv og dermed blokeringen af min planlægningsevne, ja den skal derfor søges afsluttet og parkeret, så Gudlivet-gudsandhedens ånd eller bare åbenbare sandselighed i al evighed kan komme til sin forstandige ret med al vort. Og hjertets sprog i et oplysende samfund bekræftes, udtrykkes og gøre vort egentlige vækstvilkår sandselig klart!!! - Jeg udskyder kort sagt ikke livets erfaringer længere, men indrømmer dét, jeg har at byde ind med så det kan ramme tiden lige i panden med sine horn.
Og da gerne så svinehundens ånd dermed flyver ad helvede til med heksen til bloksbjerg. Ja, for vi elsker jo vort land, når den signede jul tænder lys i vort eviggyldige hjerte, men ikke, når den ik’ gør det!!! Så, hvad mangler vi at få sat på skinner og lovliggjort på toget, automobilen, cyklen og vejen til synshallen, så hjulene atter kan dreje rundt - år rundt – år-rundt-og-rundt-og-rundt-og-rundt-og-rundt, jaa Qulturen skal gå rundt!!! (Skråskriften er en tyvstjålet strofe eller vers, afhængig af litteraturvidenskabelig teori, universitet, fagforening, radiokanal, copyright-firma og hvem, der sidder på pinden i dommerpanelet!!! Men altså jo bare af Niels Hausgårds hånd med jydske heste og stemme engang for mange år siden. Ja, så nu er jeg nok en hestetyv!!!).
Skulle der tilfældigvis, om muligt og nødvendigvis udi de logiske og retslige gangarter for alles og ingens skyld, udover dem, der tjener til livets ophold derved, ved at hævde sandheden uden forstandigt hold i hjertet og på dén usle måde deres egen førsteret til livets brød – skulle der være nogen i det danske land, der kun har fulgt med tiden og dens vigtigpråse med horn i panden og hammerslag som tvangshandling på skærmen, men ak og ve, jammen kanske ej med livet på jord i al evighed, jaså kan nok engang ske, at de må tage fat med den i anden hånd, for ikke at føle sig ramt i skallen. Ammen seså, så se og hør: Thi det kan jeg ærlig talt ikke tage ansvar for mere end jeg gør, vuf, vuf i ny og næ og såmænd også ud, ind, op og ned livet igennem har søgt at gøre det af hjertetro oplysningsglæde i menneskets åbenbarne livs navn. Vel ganske som mit almindeligt danske personnavn, Jens, livsnaturligvis adlyder det på levende og åndende vis. Og joså nok engang på dansk, når det er modersmålet, der er tale om, da jeg vel stadigvæk ville være en almindelig menneskeperson af ordets kød ved det nedarvede danske navn, Jens, omend jeg skrev eller talte på engelsk eller tysk. Skole-engelsk er ikke troværdigt i England, blandt engelske og skole-tysk ejheller i Tyskland, blande tyske – fordi ånden da ikke taler på almindelig vis af hjertets hørelse og rørelse gennem sin opvækst, derimod meget let bliver holdt kunstigt oppe på rets-skrivningens, rets-skafne rets-stat i sit uhyre af systematiske utopier udi politiske ideologier og såvidt lige lovligt forførende, ja ååh så fint-maskede netværk til administration af fisk i Ishavet.
Hør, jeg er hverken en udelukkende kirkens mand eller en satans lovreligiøs og autoritetstro statsborger som de færreste, men dog en menneskehjertelig stemt, forhåbentlig oplysende dreng-mand, der er opvokset i og med den åbenbårne kærligheds vi-kongelige slægter på vor sandjord. Der, hvor de så taler dansk på alle muhlige og umulige måder med kartofler i munden og lignende nattergal drøvtyggeri. – Men det håber jeg sandelig da, at jeg er givet lov til, da det jo ellers kan være lige meget med den på. Også fordi, at I ellers får ballade med Gudfreds kongelige slægt, som jeg troligt skal hilse fra af underdanig agtelse for budet, det nye vidnesbyrd, som det så høres i al vort hjerte-lige menneskekød hos mig, ganske som det kommer med ethvert barn på vore egne og uanset herkomst iøvrigt.
Ja, hov, logiske sten i det universitære maren-i-sumpen ude-i-hampen miljø, der videre forplanter sig ud i hele det statslige apparats kultivering af danskernes internet i hjerteblodets egen oplysende arv: Hov, siger jeg, er jeg ikke en fornufts-analytisk isoleret størrelse, jeg mener, hovsæ, kan jeg godt høre al vort hjerte-lige menneskekød hos mig, tilmed det opland, jeg kommer fra og står inde for i deres højde, ja de elske-lige menneskers kød, jeg har færdes iblandt? - Eller kan jeg ikke fagsprogs-fanatiske identitets-dannende klubmedlemmer, uden stort andet end mos med pylp, pylp på fedtstenen i ulækker omgang med unge danske mennesker af i forvejen vi-kongelig samhørig livstro at være samfundet ved? Ja kanske, fordi det ikke lige passer til, ikke stemmer overens med alle-logikkernes logos-sprog, dem I jo opretholder tilværelsen ved som de største menneskesvin på jord i udkobling til det justitsiale samfunds usle social-kapital-statslige orden i sin fortsat lodrette knægtelse af ordet i det ellers så åbne åndedræts oplysning af vort levende kød i kropsnært arbejde mellem himmel og jord? - Troede I ikke, at I skulle arbejde for livets levende ånd i glidsom glæde på jord? Eller troede I det var i, i, i satans-staten lovreligiøse væsen, da det jo er så mageligt let med rødvinsmavens brysteholder at kneppe de små søde studiner eller børn i reference af sit store vid i henhold til autoritetstroens trygge tilværelse, hvor jo kun intet og ingen kan komme ind, og så jeres fine koner og børn iøvrigt sørme så opvokser i den helt rette borger-rets ægteskabende og åndsnærværende opløftende tilværelse på jord i vort sågud forsynsgivne menneskesamfunds kødeligt oplysende sigte!!!
***
Du véd nok, at psykolosofis, som min hjertelige fætter engang sagde, er båret af logik og logiske erkendelser. Ja og det kunne for den sags skyld såmænd også hedde pædofilofi eller poliotics. Men logik lader sig altså ikke gøre uden livets sandseligheder at være logiske med. Derfor hedder det er-kendelser og derfor handler det kun om at være til som almindeligt menneske og derved at kende livet gott som det vokser, glider frem, kanske også op, ud, ind og frem og tilbage af sit til tider højtidelige vækstunder med glædens rørende vinde. – I de tomhjertede akademiske-politiske luftlag kaldes sådanne sandseligheder traditionelt begreber, teoremer, principper og ligefrem retsprincipper. Og det halve af dem er og bliver derfor desværre institutionelt nedarvende i kødet på folkeviddets adfærd udi uskønne gentagelsesmønstre og straf-følelser forbundet med skyld helt ud i den blå storhedsvanvittige luft af dårlig ånde, ringe arbejdsevne, forkvaklet seksualliv og i det hele taget undertrykkelse af vor gudsbenådede kreative driftighed, der jo ellers tilvejebringer forløsningen. En varm, dog alt for sjældent menneskevarm, luft, hvor der så tilsyneladende også findes mennesker, der kuldslået sidder med en hammer og bilder sig ind, at de kun rammer hovedet på sømmet og ikke hele den oplysende dagsorden med ikke blot det danske samfund, nej sågar Gudlivets!!! - Desværre, sagde jeg, da det betyder, at de er så ganske døde, altså ikke kan befordre vækst i vort samfund. Vækst og trivsel er ikke et princip og da slet ikke et retsprincip, men derimod glid til glæde og giveri befordrende det forplantende kendskab i åndelig og levende forstand.
Ikke desto mindre: Med sådanne begrebsdannelser "kører" filosofien og videnskaberne, herunder statskundskab og dens usædeligt romantiske virke i De Danske Domstole så derudaf i Erasmus Montanus’ moderne køretøj til rumfart oppe på universitetet, ude i universet og laaangt ud i skoven. Ja, vel at mærke oppebåret af den statslige institution, altså over skattebilletten, hvis film i biografen det nok desværre kun er de få beskåret at se. Men som alle vel alligevel nok skal få at føle, som man jo temmelig nedtrykt, men af samme institutionelle baggrund velsagtens sagde om kærligheden i folkemunden førhen, tror du ik’? Tja, og så må resten vel nøjes med genopstandne majs til trailerens læs afklippede blade fra klapstolens arbejde med saks på retfærdens lige ligusterhæk!!! De skal nok tage sig iagt for, ja passe på, at de ikke klipper ledningen over, da livlinens sikringer jo forlængst er røget sig en tur!!!
BEMÆRK: Når sandseligheder bliver til, ja samler sig i begreber, så betyder det, at de kan begribes. Og altså håndteres i begavede gøremål til indrømmende glid og glæde for al vort hjertegode menneskeliv - eventuelt materialiseres i skrift, maleri, krukker, potter og pander end-at-sige andre ulykkelige former for kunstfærdige produkter alá meningsløs tekno-logik eller tekno-krati (management-teo-ristende ad helved til). De foranleder altså kinesisk energi og overgår mao. til en bevægelse på den anden side af jorden, hvor de så bliver helt gule af misundelse!!! – Nå, men smøg tilside og puls. For af samme grund er det ikke ligegyldigt, hvilken sandselighed, der koncentreres. Det SKAL være hjertelig livsorienteret i sit udgangspunkt, for at kunne blive det i sin slutning, altså først som sidst, inderst som yderst, af under som i øvrigt og på jord som i himmel. Thi det er jo helligåndens bud og samfundne sigte. Ja, så jeg gentager fortsættende: ikke mindst da koncentreret sandselighed sat i bevægelse jo involverer hele vort liv, vor ånd, vort samfund, menneskelivet. Og nok engang med andre ord: Det skulle gerne være opløftende, oplysende, måske ligefrem hjerteligt forløsende og åndeligt befordrende at sende noget videre fra sin hånd. Ja det er sigtet i også fremstillingsvirksomhed - og gælder i øvrigt også på svineslagterierne. Glem ikke dét.
Det hele foregår i al evighed på menneskelivets kødelige bølgelængde i Gudlivets eget navn på jord. Ja, hvad der siges, gøres og smøres på brødet griber før eller siden vort møre øre i sit pløre med kødet, hvorfor det videre er ganske gott, at være klar over budet, vi i helligåndens navn skal høre uden tudet. Det kræver så forhør i forsynets forstandige element i mosen på bjerget af forbrugets affald hos ethvert reformeret menneske engang imellem, kilden indrømmelse og indsigt, thihi - men lad nu det ligge til det melder sig af Gudlivets egen nåde og måde med al vort. Ja, fra hver vort kødelige livs sted som det så fint kunne fremhæves på dansk.
At leve samfundet på jord er jo ikke en stats-socialistisk eller rets-statslig idé om løsslupne individer dumpet ned fra himlen uden mål og med i hjertet, nej og end ikke statskundskabeligt omhandlende alles velfærd udi et sandt mareridt af matematisk inspirerede koordinatsystemer, statistikker, evalueringsskemaer og socialrådgivende forvaltnings-teknokrater, der tilsyneladende intet véd bedre. Et helt, altså helligt, helbredende samfund lader sig ikke automatisere per idé eller lov i sigte for vækst og trivsel på jord. Nej, nej og atter nej, det véd enhvert jordisk menneske - ikke mindst den bondske arv her i landet - thi da tager man grueligt fejl af, hvem, der bestemmer over vækstens under og i undfangelsens grøde derpå, trivslen. Og det handler jo heller ikke om at komme først hen til graven, for at kunne genopstå til de olympiske lege eller om at overholde og adlyde alle landets love om selvstændig frihed, ansvar og magtpåliggende ret og pligt til at deltage i nedværdigelsen af alles menneskehjertelige værd, ja ligefrem systematisk og lovmæssigt ind over skatten at holde det nede, så der kan holdes gang i den politisk rets-statskundskabelige og medicinale sygdomssektor, for nu ikke igen at tale om undervisnings-industrien koblet til justitsias enten-eller-både-og-kultur under et!!!
Nej, så sandheden, der indtil videre her kanske tordner frem i det store og hele må altså ikke betyde, at vi holder os tilbage i skipper skræk for at gøre stavefejl med livets egen hånd!!! Heller ikke da JUSTITSIAs, FOAs, BUPLs, DANSK METAL, DAF, DIK og DUMs børn da ikke kan få den højesteretslige sandhed på også oplyst dansk grund at høre i vort faderlige, kongeligt hjertetro slægskød. I dén lille danske bid af menneskeslægtens store organisme vi så er.
BEMÆRK VIDERE omkring nærværdet af menneskelig sandselighed. - Jeg har sagt noget lignende før med hensyn til brevformen, da den i ordets materialiserende stund, ja skriftens stund giver éen en kendt læser. Kanske flere alt efter, hvor omfattende man synes at have hjertegod samvittighed til at gøre sig til med sit menneske-kundskabelige forråd i huset fra dels sit eget livs omgivelse og de oplivende, kanske blot oplevede medmennesker, man har færdes iblandt og dels fra, ja hvorfra tror du... Det gør formidlingen livsorienteret og menneskevarm, uanset om man måtte være kompromisløs i ”sit eget” budskab. Ærelighed varer længst. Jeg tror i det mindste, at det til en vis grad sikrer, at man ikke bliver misforstået mere end som så endsige forfalder til at skrive til hele verden, skulle man nu uheldigvis blive læst af en efterhånden typisk dansk læser ude af stand til at høre, hvilket modersmål, der skrives på, dermed det land, der skrives på baggrund af og forhåbentligt ganske omsorgsfuldt til igen. Sidstnævnte ikke mindst, da fædrelandet jo er sine hjertetro fædre i kongens navn af vækstens eget under som over os i kronen og dermed af forsynsgiven kærlighed til menneskebarnet, livets børn, der jo bærer det opvoksende, oplysende samfunds ånd- og vækstpotentiale på tronen.
Fra hjertets kød i almindelig opvækst omkring erfaringerne til forløsning af al vort i helligåndens opstandelse. Pløj, så, gød, høst og lad op er de kønne planters trivsel fra markens grøde til stakladen - og in der kindergarten! - men vi er mennesker af slægt og ikke planter, der senere skal skårlægges eller rykkes op med rode, så der ingen frø forplanter sig af vor aks. Vel elskede skjoldunger. Vi er alle givet noget at bidrage med, fordi vi ER i det samme samfundne menneskelivs kødelige element på jord. Og bidraget er nu engang først og fremmest vort hele kød i sit glæde-lige sigte, medmindre I vil ud i et konkurrerende foretagende, hvor det ikke opfattes som så - ja, for så skal jeg da gerne lyse de tungnemme magtbegærlige drenge op indefra og ud ved hjertets egen sandtro ånd, så de kan mærke, hvor meget satans lort, de har på hjernen endsige, at der sådan set ikke er mere menneskehjerteligt kød tilbage hos dem at gøre gott med til slægterne fremover. Nej, for det har deres livsførelse og virksomheder jo ikke handlet om... Og det er ikke først og fremmest erhvervslivets børn, jeg tænker på, omend det vel stadigvæk er på sin plads at sige, at de jo ikke har store chancer for at indrømme deres kongelige hjertearv fra deres forfædre, så de kan blive voksne mænd, sålænge romer-rettens normaler for socialrådgivende adfærd er gældende i landets pøbel. Dét, den matematisk-tekno-kratisk funktionaliserende kultivering af kødet kalder for flertallet og som alle følgeligt skal henholde sig til, da faldloven for masse jo er objektiv og ligevægtig i socialfascismens selvretfærdige sindelag...!!!
At det er sandseligheder, der er på tale, når man er logisk, er vigtigt at hæfte sig ved. Fordi der ellers ikke er noget menneske i den oplysning, der foregår derved og ingen personlige nøk af indrømmelser da ejheller finder sted. Og det åndselement er jo visdommens sted, mediet: menneskelivet, her Jens i medhør af livet til dig, foranlediget af dit brev og den baggrund, jeg véd, vi har tilfælles. Kanske mere til. Desuden er det sandselige element, der for eksempel opstår hos dig i din hørelse i forbindelse med læsningen af dette – ja det sandselige element, der opstår derved er vigtigt at hæfte sig ved, fordi vi er slægtsforbundet hele vejen rundt. Det handler med andre ord altid om al vort i sin livsmæssige sammenhæng, når det altså er kødet, der taler ud af sine erfaringers omgivelse med ordet. Også når man roder rundt med sig selv, altså er i færd med at indrømme de hjertelig sande erfaringers næring til livets fortsatte gang med al vort. Ja, sådan rodet sagde jeg kun, fordi den normaliserende omverdens regelrettende slavekød, jo som regel ikke kan holde ud at lade livets egen ånd opstå via det personende menneskeliv, der har hørt efter i, nej ikke timen, men i al evighed – og derfor ikke bestiller andet end at danne undertryk i kødet i reference til alskens ideologier og sprog om det rette og rigtige, arbejdsmarkedet, uddannelse, den du er eller ikke er og så forpulet videre. Ja gid fanden da tage deres afkom, så menneskelivet på jord ikke blot kan bestå, nejda, tilmed fortsat forplante sig i Gudlivets forsynsgivne sigte via dem, der kender budet i al vort kød. Er du med?
Den almindelige samhørighed hviler på slægtsbåndene i deres naturlige forplantende gang med overgangsfaser og vækstfaser, så i indrømmelse deraf opstår med andre ord vor egentlige ånd og budet dermed. F.eks. giver indrømmelse svar på, hvorfor, at du har skullet ære dine forældre og dét, de kommer af, ja for du kan jo altså ikke gøre det bagefter, vel. De var medvirkende til, at du overhovedet blev til og er du ikke glad for dét, så kan du gudhjælpme rende mig i røven. Men ellers æreligt indrømmet, dermed naturligvis også svigerforældrene skulle du være i tvivl. - Ellers kan du iøvrigt ejheller indrømme deres givtige livserfaring med samfundet på hjertelig vis, så netop også dén kan lyse dit unikke åndsgode livspotentiale op i barnets sigte: Vor Herres ånd i dit kød i sigte for al vor beståen som almindeligt godt menneskesamfund underlagt Gudlivets store hele.
En almen-menneskelig logik – det vil sige folkeviddet i fornuftsåndens kryds-og-bolle-kultur, der ellers forstandigt ville hedde menneskeviddet i al vort slægtskød, såfremt det var almindelig-hjertetro sands for hørelse, der var på tale – jeg gentager, en almen-menneskelig logik, der med andre ord ikke hæfter sig ved sandseligheden som personlig stillet, personligt forankret i menneskeslægten, den overser eller overhører den slægt, der tages vare på ved det modersmål, der gøres gott med. Og ånden bliver da ikke oplyst, så budskabet kan blive hørt i sin samfundsmæssige, altså livsmæssige og levende kontekst. Nej - og da kan det sguda være lige meget at sige nogetsomhelst til og med mennesket i det danske, hvorefter vi jo så bare ikke kan sige hinanden noget.
Eller rettere sagt, da bliver det nærmest lige meget, for ikke at skulle tale om, hvad der er langt, langt værre, nemlig at --- ååh, nej, dén gru tror jeg, at jeg gemmer i baghånden til de indkomst-søgende karle på vej op i stats-sektens overhørsel via skolesektorens kapitale blodåre, der ikke kan adlyde sandheden i kærlighedens højesteretslige navn på jord og altså skal have det på den hårde måde, når den tid kommer. For ikke at tale om dem, der allerede mageligt sidder deroppe på overmenneskelig vis og dirigerer rundt med menigmand til han stemmer overens med sig selv ligesom dem i deres livsforførende fristelse i henhold til lovens selv-lov-givende utopi... Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde, ja og det onde er kendt i vort samfund: Det udgår fra tilbedere af satans kapital-stat i sin universitære samfundsorden, orden, orden, uden agtelse for ordet, vor kødelige sandselighed i udvikling med livets oplysende vækstforetagende på jord. Må Gudlivet mærke Jeres børn i hjertet henad en kant, universitær-statslige menneskeslagtere, thi det gør han allerede hele vejen, indtil Vor Herres vi-kongs-kødelige forløsende oplysning indrømmes som menneskelivets samfundsmæssige dagsorden og ledelse i vort slægtsbårne navn på dansk. Nej, det er sandelig ikke tvangs-kristning at gøre så, men 2009 år gammelt hjerteblod, der her taler gennem rundt regnet 1000 år og såvidt blot næstekærligt oplyst på vore gudfredelige egne at lade Gudsandhedens herre tale satan ud af kødet på Jer i de luderkarle-legemer og tilsvarende virksomheder I jo begår Jer med. Ja, uden så meget som at høre efter i al evighed, så tidens djævel jo render af med Jer og I bliver dødsens syge, forpester hele samfundet og ganske enkelt er alt, alt for farlige at have til at stå i ledelse, undervisning og oplysning.
Jeg skal i Guds fredssigtende navn hos Holger Danske på forhånd næstekærligt hilse dem, de omtalte og sige, at der ikke længere bliver lagt fingre imellem: Enten tager I Jer i agt for våbenskjoldet i vor ånd eller også er I ude i den foragt I jo ikke selv mestrer at undlade og omvende, uanset hvor mange kedelige referencer til Jeres lovmæssigt romantisk forførte liv eller projektioner I synes er på sin plads at gøre brug af i Jeres vantro spermatuose virksomheds logikker. Føj, for satan.
Den levende kontekst betyder naturligvis menneskelivets levende omgivelse, men skrives kon-tekst, når det er læs-og-forstå-kulturen man har med at gøre, altså skrift-traditionen, der sandser vort liv og samfund via skriftligheden og indretter alt efter dét, der mere eller mindre ordret bliver sagt rundt omkring. Dermed tillige opfatter højesterets studentikose statssystem jævnfør Karnovs tørvetrillere helt på sin plads, da ingen jo tilsyneladende svarer dem med kæppen i øret eller ligefrem stopper læs-og-forstå-kulturens akademiske skoler - og hammerens svar derfor falder over høre-se-mærke-og-sandse-kulturen åbenbarne åndedræt gang på gang, hjertets egen tro. Ja, for så er alt jo på sine døde og teknokratiske skriftsprogs fornuftige plads og ved det gamle med gagen og gøgen i hus for de privilligerede!!!
De tørre mosefund er iøvrigt brændfarlige for samfundet i samme udstrækning som vi med vore guddommeligt hensynsfulde og næstekærligt i-agt-tagende egenskaber ikke formår at kvæle deres græsk-romersk-kejserlige ånd af ligevægtens gudinde, Justitsia og hendes olympiske leges ild i hele systemet. Tab og vind med samme sind, ja jeg er efterhånden klar højesterets-røvhuller i skriftens bibliotekarrige sind og samfundsorden uden sigte for ledelse og åbenbaren dannelse af menneskelivet på jord af krop og ånd, som det kommer helt og aldeles livsnaturligt op fra barns ben med alle guldkornene i det levende hjerte ihu af samtlige vore forfædre i menneskeslægten. Er I klar, romantikere, må jeg høre Jeres kødelige bidrag til det danske samfund – altså på skrift, så det kan være offentligt kendt og ganske ærligt i det oplysende samfunds dagsorden? Det gælder naturligvis også den øvrige akademiker-stand I mænger Jer med, for at ligge øverst i det hiearki, der ikke findes, når først man er kommet på plads med evighedens overførsels-indtægt og dermed sagt kan sige, at hieraki ikke findes. Ja, bevar mig vel, jeg misunder Jer da ikke, opfatter Jer ejheller som hierakisk positioneret – pånær lige i hørelsen af dem, I udsulter, ja formår at indbilde, hvad der er vort samfunds orden via Jeres usle og møghamrende beskidte legemes adfærd. Er det strafbart ikke at tale sandt i højesterets navn?
Ja, det håber jeg da, endda ganske som det jo ikke lader sig gøre, såfremt man ikke har levet i hjertelig sands for menneskelivets samfundsudvikling på jord i hørelse af al vort kongelige slægtskød. FAAARveel kategoriske slaver i det aristokratisk akademiske samfund før år nul, da det jo fortsat lever på bekostning af menneskelivets organiske forstand. Kan I ånde, nu, hvor I inden længe skal til at indrømme Jeres sande personlige og næstekærlige medhør af de mennesker, I har fængslet gennem tiderne ved Jeres beskæftigelse. Også barnemorderen, Peter Lundin. Eller får det Jer til at bevæge Jer endnu længere ud i kejser Nero-arvens frit svævende tilværelse til glæde for jeres børn, fordi det simpelthen bare ikke kan være sandt, at I har taget fejl af samfundets kropsnære og jordnære ånd mellem himmel og jord, der følgeligt i Jeres synsindvinklende tilværelse fordrer administration og at blive banket på plads jævnfør loven over én kam, koste, hvad det vil i sandhedens sandseligt kultiverende navn i kommende generationer! Ja, for ingen må jo høre Jeres sindssygdom, vel OFFENTLIGHED. Jeg mener, hvordan går det med at opretholde 5-2300 års gentagelser i kødet i hele den gnaske danske befolkning, da de jo helst ikke vil figurere som ildsøjler langs hærvejen ned til rom eller miste deres 1-2 toårige drengebørn grundet mennesker, der har ladet deres ånd psykopatisere i magtens falske omgivelse og romantiske pligtforstillelse udi politik, stat og diverse lignende pensions-ordnende foretagender i reference til vort samfunds mavelige beståen på jord.
Ja brændfarlig, det gælder hele vejen i det offentlige statsmiljø, da de sidste mindst 150 års virke dermed jo allerede har forplantet sig og skabt selv-rådende fagforeninger i samme utåleligt skattede selvretfærdige ånd med pampere i falsk ”samarbejde” hele vejen rundt de sidste 35 år, som jeg så gennem mit lille liv kan bevidne at mennesket slet, slet ikke har hørt godt nok efter på almindelig åbenbaren, dermed samfunden vis. Gudsketak, ja, for det er godt, at alle ikke hører det forkromede samme i lyset af magt, lov og ret gjort gældende over hele udviklingspotentialets kødeligt levende - men også Vor Herre bevare os med Hans NEJ, når den gældende selvretfærdige samfundsorden fortsat indbilder børn og unge i foretagendet. Ja eller såmænd bare NEJ, når al den forkvaklende falske lidelse tages i betragtning som normaliserende omgivelse via skriftkultur, der overhovedet ikke bekender sig til ordet eller i det mindste blotlægger sit ærlige sigte, så høres kan. Ja, lad da blot være hørt. Thi folkestyrende kultur baseret på menneskets oplysende stemmeret og hørelse synes ligesom ikke lige helt, altså helligt at være slået igennem - pånær måske i landets antenne-foreninger.
Her I gamle Brande havde man f.eks. i forbindelse med digi-degi-digi-dik, digi-degi-digi-diktaliseringen, som det udpræget hedder heromkring - altså i forbindelse med udvidelsen af høre-apparatet, båndbredden og bølgelængden på sendefladen en vældig folkelig debat i lokalbladet om, hvorvidt DR skulle indkodes på 1eren, TV2 på 2eren, TV3 på 3eren og lignende, da det jo ikke kan være ligegyldigt, hvem der bestemmer, hvad vi skal se og hvilke knapper, der trykkes på. Ikke mindst, hvis der skal være fodbold på programmet alle ugens syv dage. - Hvad fjernsyn angår, så savner jeg nok mest nærsynet af den gamle hyletone med de mange farver og tager jeg ikke meget fejl, så var det også kammertonen. Ja, for dén bragte jo megen fornøjelse, ik’ sandt kammerpiger, men smut nu og gem Jer under harmonikassen, for sssh, kammerinden kommer med skæppen og natpotten, så godnatlyset kan slukkes og principia overståes. - Hallooo, er der nogen ude i mørket, der har noget papir, jeg må låne, for det skulle være foregået i omvendt rækkefølge? Du skal nok få det tilbage igen, når du tænder lyset ved kontakten!!!
Iøvrigt mere gennemskueligt i den tidligere offentlige virksomhed, PostDanmark, der jo kører Danmark Rundt og derudaf med et ordentlig lag læs ifølge Helge Israelsens kejserlige åndspotentiale med funktionær-opdragne endsige romantiske ledere udi politisk korrekthed – men på markedsvilkår, de efterfølgende groft sagt intet kender til, samt bundet afleveringspligt til, hvad der kun kan blive til funktionær-statslig pligt set med PostDanske øjne. At de er Vor Herres budbringere af ordets forstand i skriftlig meddelelses-kultur her i landet synes at være gemt mellem alle reklamerne og rudekuverterne eller i det mindste hårdt nedtrykt i taskerne, uagtet at de jo gerne vil bryste sig af hovedkvarterets brilleaber i panden: Det Kongelige Postvæsen.
Hør engang: De kan ikke aflive hierakisk ånd, der er bundet til kødet og forbliver bundet til kødet, ja og slet ikke uden indrømmelse og genopstanden hørelse af vor almindelige menneske-kære-ligheds vilkår. For den ånd står jo desværre i den groteske fordrejning, ja det vred og det hårdt spændte skruestik om hjertet, vi lige giver en ekstra omgang og en skalde, slår på med en hammer og vander til rusten sætter sig - der følger af den funktionær-statsborgeligt fikserede afleveringspligt over hele landet. Og således altså på markedsvilkår!!! Men hovsada og ups: Den gamle tjenestemand i det gamle ”system” var af kongelig dansk tro på meddelelses-virksomhed. Han løb ikke den platoniske fornuftsstats ærinde, førend de så kaldt røde akademikere i 70-80’erne kom til med fem flade øres planer om markedsøkonomi og i det hele taget formidlede deres analytisk-teoretisk-psykologisk-pædagogisk-fagforenings-politiske græker-sprog på ærke Erasmus Monteringsmusisk vis, så de måtte drikke bajer henad en kant i hele postvæsenet, for at kunne udføre arbejdet på vor vi-kongelige danske grund. En sikkerheds-repræsentant, der havde mange år i sadlen indenfor posten gav anledning til den lille slutning hos mig. Han blev i sin tid ansat, fordi han tog en sodavand i kassen efter at være blevet vist rundt i postgangen af postmesteren. Det var vist nok i Nyborg.
Men det skyldes altså stats-arvens fjernsyn. Ja for ikke alle røde akademikere var sortseere, nej, der var nogen, der af agtelse for deres position i forhold til vort samfunds oplysende dagsorden trak sig langt væk, for følgende hele livet igennem med det sande hjerte forrest at kunne tage tilløb ind mod satans fornufts-logiske midte som den falske fællesnævner, den vel at mærke i al uendelighed er. Altså mod den kødeliggjorte projektions logiske åndsliv i systemets systematiske skabelse af nye tiltag og fikse iværksættelse, dvs. et samfundsforetagende, der bærer livets hjerte i hjernen, for at kunne gøre det rette med statskassen.
Det samme pimperi har gjort sig gældende i håndværker-traditionen, snapstinget, DR-byen, politikens kantine, mv. Det blev betragtet som folkeligt. Du kan jo spørge Hella Joofs film, hvordan erhverv-og-politik blev identitets-skabende på så idealiserende-ideologisk vis, at man i dag vil betegne det som en sindslidelse. Uheldigvis så ofte uden at fatte, hvoraf den opstår, hvilke logikker og systemer, der tvinger den frem via opvækst, uddannelse og arbejde i deres åndelige omverden. Der blev med foragt talt om ”fjenden”, det modsatte parti, den modsatte pol, de røde russere og så videre, altimens der blev byttet koner og drukket af whiskey-flasken som ægte cowboys i westerns. Ja ligesom på film, da det jo var sjovt at efterabe og mere seriøst efterhånden gav den barske goodwill blandt hårde bananer - som man idag jo end ikke behøver at skrælle, for at æde. Nej, det klarer de selv, så vi skal sådan set bare sørge for, at der også bliver en sort gravplads til dem udenfor kirkegården. Ikke mindst, så også kvinden kan lære budet at kende af ægte mænd.
Men bortset fra dét, du tænker, så er statsarvens fjernsyn, grundloven, sat i kulturarv via de arbejdssløsendes robotliv i sandbanken, eftersom forplantnings”læren” nu engang foregår uanset selvindbildte opfattelser foranlediget af tåbelige tekno-systemers idealistiske afhændelse ned i hjertet på alle medarbejderne og deres licensbetalende unger på girokortet. Ja så det skal ud. Politik og politisk lov-kapitalistisk ledelse skal ud, mens oplysende ledelse af krop og almindelig, hjertelig stemmeret skal vinde frem via vor vi-kongelige adfærd og organiske sands for organisering omkring næringsgivende formål. Og en sådan adfærd kan blandet andet ikke komme fra det gymnasial-akademiske eller skriftbårne miljø, fordi den dannelse, der foregår med kødet i det regi ikke har kroppen og hjertets eget sprog til ånd med på jordet vis, altså ærligt som simpelt, også driftigt menneske af forstandig ånd. Nej, det har den boldgade ikke med, gentager jeg. Det er med andre ord terapeutisk og inddannende, hvad der foregår i akademisk-politisk åndsregi, men ikke uddannende af menneskelivets oplysende samfund omkring væksten og dens næringsgivende vilkår kaldet levebrødet... Det skal sikkert nok også ses i lyset af kapital-teknologiernes måde med livet, industriel livsførelse har jo heller aldrig kunnet noget, der var værd at tale om. Ikke desto mindre dynamikken mellem kapital og akademiske lovreligiøsitet har aldrig løftet noget af menneskeligt værd.
De drak med videre som sagt førhen, men vel også fordi de/vi under indflydelse af oldtidens samfundsopfattelse, lektor-blomme-arven, da ikke kunne sande hjertets sprog i menneskelivet af almindeligt oplyst dansk-nordisk vi-konge-slægt. Ejheller under indflydelse af det lastefulde skibs kølvand fra krigens kritiske verbaler udi race-diskriminationer, hvor vi jo jævnfør germania-geografi-og-historie-lærerne blev stemplet som den forbilledligt arrige menneskerace. Ja lige bestemt ifølge Gudselvs eget bab på den pibefalske klassiske akademiker-politiske arvs tobak. Min morfar, der iøvrigt stadigvæk kaldte den videnskabelige institution for en sten i vesterhavet, han oplevede kontrasten, da flyverne kom ind over landet, mens der stadigvæk blev kørt med hestevogn rundt omkring, for så senere jo at mærke, at det ikke var frie fugle, der morede sig, men ørne på rov.
Eller de/vi ku’ ik’ sande vort egentlige menneskeværd på vore egne, fordi det jo simpelthen er hårdt at sande, hvilken åndsvirksomhed, der er nældens rod i Europa, nemlig: loven i sin selvlovgivne, selvretfærdige fornuft, ganske som den løber via den akademiske løgn-og-latin-skoles skriftbårne statskultivering af også danskerne gennem tiderne. Jeg gentager: Gennem tiderne, hvilket betyder at den står i kødet på hele den danske befolkning. – Det var blandt andet via revselses-straf, lydighedsnægtelse, tavshedspligt, fyringsgrunde, tvangsforflyttelse, bøde eller fængsel og lignende former for karaktérgivning og sortering iblandt os, at det foregik. Desværre stadigvæk foregår visse steder. - Videre førte det selvsagt til volden i familierne, da de ligesom uvilkårligt kom til at synes, at deres børn jo skulle have en chance for at klare sig og derfor hellere måtte smage lidt af medicinen på forhånd. Der er da stadigvæk drenge, der gik ind i politik og lod deres barndoms lussinger og flade på hovedet kanalisere ud i orden, vi alle så måtte indrette os efter. Jovist, så læg også mærke til f.eks. dagens ekstra blad om faren, der lige pludselig med et følte sig nødsaget til at kanalisere statens opdrag gennem mange, mange år ud på sin datter til hun lå helt stille på gulvet jævnfør overensstemmelses-kriteriet: 1:1, altså matematikkens juridiske og kapital-logiske afdeling. - Går I på arbejde lovførende folkens? Arbejder I for menneskelivet på jord omkring vækstens sande grøde, derunder ordets kød personligt stillet som det er hos Jer til lutter adlydelse i glædes oplysning og opløftende samfundssigte?
Vigtigere end selveste vigtigper er det, når alt kommer til alt, som det jo gør, når det ikke er palle alene i verdens ligegyldigheder og intetheder man roder med – vigtigere er det jo at sande, hvordan vi får de usle samfundsvilkår og utro sprog og logikker vendt gennem indrømmelse af de kongeligt nedarvede erfaringer med al vort kreative hjertegode. Så videre bæredygtigt, holdbart nyt kan opstå deraf på blødgørende, altså blødende vis med hjertevarmt blod – og ikke blodigt. Det raske gode skal omvende og hele det syge onde, der vel at mærke ikke lader sig afsløre, uden i sandhed at være kærligheden bekendt i sit sandselige troskød. Det hedder så trosbekendelsen hos dem, der ingen åbenbaren forstand er givet fra barns ben, så lad mig fortælle dem, at det sådan set ”bare” betyder, at du skal ære de helende, hellige og helbredende energier hos dig i mødet med alverden. Da især også, når de giver anledning til fødsler eller livs-erfarende høstvirksomhed om du vil. Livsnaturligvis skal du tilsvarende undlade de onde, vrede, forargede, forsømte energier, medmindre, at du er rask nok til at tage tyren ved hornene, så de ikke stanger dig ihjel hele livet igennem til videre forpestning af hele samfundet. Ja, nogen kan vist nok godt li’ at satans horn i hjertet sådan prikker lidt hele tiden, men jeg mener nu ikke, at det er befordrende for samværets sande ånd til samfunden genopstandelse. Nej tværtom gentager jeg: at tage tyren ved hornene i ny og næ betragter jeg som det egentlige samfundsmæssige arbejde at gøre, da sorg, vrede, forargelse og så videre jo kommer til at stå som plinten i næstens øje, så han ikke ser måtten og da snubler mens hele gymnastiksalen vælter med bjælken i eget til tåren løber ned ad kinden på det overfyldte bægre. Intet sandseligt forløsende samarbejde, samvær, samfund kan opnå ben at gå på og arme i favntag dermed, såfremt vi hverken kan se klart eller være det. Nej, så kan vi intet opklare og ærlig talt: det er jo ikke særlig meget. Vel, solbriller!
Uddannelses-programmet omkring læsning, at europas befolkning skulle lære at læse var knyttet til reformationen af bibel-foretagendet kaldet skriften på væggen. Men jo først og fremmest knyttet til det hjerteligt sande budskab for mennesker at rømme sig ved – jaså det ikke blev en stand i samfundet, der tog patent på sandheden, det rette, rigtige og så videre udi det meningsløse tomme rum via diaboli universitazzzzzpyyyh. – Nej, så det er jo i vid udstrækning ikke sådan man benytter sig af det skriftlige sindelag i dag. Nej, gentager jeg, for da bliver ordets medfødte hørelse, tilliden, tiltroen, det åbenbarne hos os ødelagt, undertrykt, underkendt, ja tilsidst syndogrevet af skolebøger, manualer, direktiver, love og den adfærd de afstedkommer via deres ordnende logikker på kryds og tværs i tone af, at vi skal stole på det. Ja minsandten om vi så ikke også gør så med hæmorider og bumser på ballen, når blot sædelighedens justitsianale højesteret er tilstrækkeligt indbildt i befolkningens skriftbårne kød. – Nåmen, nå, ja og undskyld mig, men det betyder omvendt sagt, at man skal høre og se sin kødelige egenret og kanske tillige søge færdigheder med at slappe af på opladende vis dermed. I høj grad gerne så retsfølelser og lignende selvretfærdigheder udrenses.
Slappe af på opladende vis med vort samfund indover til en nikker gør jeg så af og til som nu, personligt i trolig hørelse af ordet som det opstår gennem den optrænede åndsevne, jeg så har disciplineret mig ved: dén at lade hænderne tale. Ja, for de sidder jo for enden af amen på begge sidder af hjertets brystning og lader dermed det sandgode blod flyde ud gennem vor allerømmeste måde at være rørende på. Hold mig i hånden. -Traditionelt beder man en bøn, men der er da også mere kropsligt aktive måder at finde sig t ro med livet på jord i sin milde, kanske også hårdtslående sandselighed, da mildheden nemlig kommer af hjertet og går til hjertet. Dét er bølgelængden og netop derfor skal man også erindre sig Gudlivet givet som man skabt er og har levet indtil videre. Næstens ord må aldrig tages for pålydende i et 1:1 forhold, thi da trodser du Gudlivets budskab hos dig med dit i sit levende slægtsunder, din krop, dit helbred. - Tillid og tro skal stå i hjertet for menneskelivet på jord i slægters gang og satme ikke rettet mod nogensomhelst selvbestaltet myndighed håndhævet af råddent kød, der opretholder deres tilværelse ved at bede andre om at skide Vor Herre i bedene. Altså beder os om at underkende Livets eget hjerteligt sande, så ganske åbenbarne værd, som det jo ellers på livsnaturlig vis står til rådighed for mennesket at højne sin per sonende livserfarne gang ved. Og jo altså fortsat i sigte for det samfundne godes beståen i glidende glæde med vore slægter fremover på genopstanden vis af vort under. Skred du lige i bananen på fortorvet eller var det bare en tegne-serie?
Bortset fra sidstnævnte, vender jeg nu tilbage til postgangen og siger, at det omtalte vel er forklaringen på f.eks. autoritetstroen hos postarbejderes børn, for nu at bruge dem som eksempel. Eller foragten for den. - Tillige er det den strid, der har stået i hjertet på tjenestemanden indtil privatiseringens bevægelse tog fart efter murens fald. Ja, så jeg altså alt-i-alt videre må sige: I hvis navn er der afleveringspligt? Ifølge den romerske gudinde, Justitsia? Ifølge Nationalbanken? - Nej. Kære PostDanmarks medarbejdere og modarbejdere i det selvbærende teams, i hvilken ånd er magten og æren givet i al evighed, tillige hos Deres Majestæt, Vort Kongehus? - Hos Postmesteren!!! Hos Distributionslederen!!! Hos Områdedirektøren!!! Hos tyksakken, der tror han kan skjule sin ånd, nej, thi det er ihvertfald ikke kongens på dansk grund!!! NEJ, men vær hilset, Israelsen og lad hermed en sand dansk slangekæp være dig givet til at åle dig gennem det management-teo-ristiske sindelag til vandene skilles og det kan vippes væk og borte, som man siger på sjæl-landsk, når vedkommende man ville besøge ikke var hjemme: Han er borte. - Ja ligeså det isner i hjertet på een for en stund, da den jo i al evighed troligt hører til. I hvilken ånd står med andre ord det enbårne samarbejde om at få den skide post kørt ud og rundt i samfundet? Eller hvorfor lukker I ikke bare...
Nå, men det var et krumspring over et vink med en vognstang, for at udgive konkrete livserfaringer som sygdoms-sektoren kommer til at have med at gøre fremover, altså i børnene af kommende generation. Ja og kun måske hjælper det, at jeg bogstaveligt talt henretter deres ånd i sandhedens almindelig danske menneskepersonlige navn, Jens Kristedelsen!!! - Sandheden er jo netop ikke en domsmagt, der handler om logik, kommando eller straf, men om kærlighedens æreligheder i ånd og sands for syndsforladelse til mennesker, der cykler rundt med tunge byrder, fordi de bærer sig helt forkert ad med at høre deres tro egenret: den medfødte hjertegode skyld i Gudlivets arbejdsomme foretagende på jord til viderebringelse af vore slægter, vort samfund. Eller med andre ord: egenretten til at finde måde med tingene i sit arbejde, så det ikke stiger os til hovedet eller bliver en sur pligt. Og kanske glemmer at vokse op med det fra barns ben, kanske ikke bliver oplært, ikke lader sig undervise i den mådeholdende forstand – eller i så fald det mislykkes i det mindste senere indrømmer det sågodt de kan i sandselighedens eget navn indtil deres ånd og forskellige arbejdsomme sind er i sammenfaldende virksomhed med deres fortrolige krop, Vor Herres opstandne legeme, vort vi-kongelige kød. Ad den vej videre til vort samfund, som sagt: Menneskelivets hjertelige foretagende på jord i Gudlivets efterhånden voldsom frie menneskenatur inde bag al fredelighedens fernis endsige råddenskaben bag en smuk dansk kvinde i uniform, der dagligt cykler, ja visse stive morgener ligefrem kører budskabet ind gennem havelågen til kassen på en knallert.
***
Det kvælende tag, jeg nævnte ovenfor for vel snart længe siden, som her genoptages, nemlig kvælningen af de olympiske leges ild i statens mange fagsprog - det skal naturligvis ske uden retsfascistisk vold og magtmisbrug. Derimod via det nye vidnesbyrd i dit sted som helbredende indsats. Tillige uden ligefrem at søge et liv på overførsels-indkomst, der jo står i tone af nødvendighedens matematiske ideologier og såvidt, fordi, vi jo altså ikke skal have vore omsorgsfulde kvinder og børn til at søge tryghed i forstandsløshedens puberitære og universitære skattestats-borgerlige ånd. Nej, for sæden, der udgår af deres lem står jo direkte i pagt med djævlen, altså tiden selv udi de uendelige universalers knækkede målestokke. Ja, det aflæses jo tydeligt på den medfødte vrede, som børn af vor kulturkreds fødes med i dag, samt desuden den manglende kongelig hjertetro åndsevne til at elske det væk, forløse bluselens røde kinder, ikke fusselens og dermed vende sorg til gavn og glæde for alvor. - Eller med andre ord til tegneserie-holdet, omkring konteksten, jeg kom fra: Fordi de ikke kan fatte at ordets gyldighed fortrinsvis gør sig gældende udenfor det skriftbårne, tegn-tekst-og-tal-fikserede kapital-statslige sindelag, nemlig i det levende, der ikke lader sig materialisere i ting, dog består ved planter, dyr og mennesker med deres levende, åndende vækstvilkår samt det trolige håndelag som sindelag, der opstår derved i favntaget med VI-kongens frænder på jord.
Manglende sanden eller ligefrem manglende indrømmelse af den levende kontekst er altså også faren ved skriften. Og måske især, fordi vi siden barns ben er blevet ført ind i den som sproglig bevendt, men ikke som ordets ærlige håndlanger til levering af sit budskab uden anden myndighed end vor egen livret. Vi kan både skrive eller tale det danske sprog, men hvad bliver der sagt? Ja, det er i vid udstrækning ikke Ordet!!! Jeg mener, der bliver jo sagt ganske meget idag og hør, så meget er Ordet, altså vort kød, slet ikke og dog meget mer, da det er vor livsbetingelse i sit åndedræt og ved den levende udveksling af ånd, energi.
Det véd du helt sikkert, tror jeg, ja både sammen med din diglige kæreste og Jeres dejlige lille ny. Uh ja, jeg håber vitterligt, at du simpelthen bare elsker det hele i fulde drag. Er stolt og hele molevitten. Ja, det mener jeg oprigtigt talt, skipper Las. Og sådan set bare lader denne hilsen være opløftende, bekræftende for dig. Stolt er vist et gammelt vækstbetonet ord for glad, for ikke at sige bondsk, men det var jeg altså også og er det stadigvæk, omend som du ved ramt af den romantiske selvretfærdigheds behovs-psykologisk-pædagogiske-politiske ånd, jeg har søgt at opløse og håndtere hele livet, så kærlighedens sandselige oplysning og videre åndsvirke kan bestå mere umiddelbart og ligefrem i sit kødelige, medfødte forsyn med al vort. Ja, så det er godt nok, at jeg fortsat kan erindre og indse dét og søger at give af det. - Men ærligt talt: Det er ikke rart troligt at elske sin familie, sin vanskeligt udkårne og sin søn i sit livsansvar, når man ikke er givet ret til at være forælder. Jeg mener, jeg har jo forlængst fattet, at man skal ind, ind, indordne sig, for at kunne ud, ud, udholde landets lovmæssigt forførte ånd. Og gøre så i sigte for det oplysende, opvoksende, dermed kommende, ja menneskebarnets opvoksende samfund!!! - Ikke mindst da flertallets skattebetalende masse jo ikke er klar over, hvilken samfundsudvikling udi institutionel skrift- og tegneseriefikseret livsførsel, de betaler til og hvordan det bundfældes i deres dagligdag: oh, nej ææh, øøøh og åååh, hvilket vækst-sigte i menneskelivets eget navn!!!
Ja, vi må vel hellere snart begynde at se efter en ny koloni, et nyt marked at erobre og stikke snablen ned i, så ikke de statsborgerliggjorte danskere bliver stødt på deres rets-fascistiske verdensbillede og daglige virke dermed!!! Det går jo også udover den ægteskabende kærlighed i livets eget menneskekødelige navn, dermed børneopdragelsen i helligåndens opvækst endsige udover sexlivet i usandselig berøringsangst, da en sådan jo naturligvis opstår ifølge retslige kultiveringsmekanismer, der siden barns ben har knægtet det åbenBaRNE vilkår stort set hele vejen, fremfor at bekræfte vor salige krop, ånd- og håndsevner med det i vækst. (Ja sguda ikke med sexlivet, nej, for det skal da nok gå, når det første er på plads). Jeg mener bekræftelsen kan ikke foregå isoleret set udi diverse former for skolastisk industri, der hist tager sig af armen og her hovedet, for hid at tage sig af benet og did håndens uddannelsesånd!!!
Ordet kendes og høres ikke uden tro og tro gives ikke uden kød, krop, slægtsbånd og samfundssigtet i al vort kød. Forstand som den står bag os hele livet igennem. Lever vi videre i voksende indrømmelse af den, ja så forøges eller tilnærmes forstandighedens sandselige og helbredende evne med livet, åndsevnen. På sigt dermed også omkring det almindelige, de kropsnære energier, ernæring, arbejde, hænder, slægtsbåndene, vor ånd, vort samfund – så der påny kan høstes, sås og bages brød. Ja almindelig sand indsigt og hjertelyd som givetvis også ofte vil opleves som unormalt, når vi tager alle de påtrængende normsættende virksomheder i betragtning, der findes i den kulturkreds vi tilhører. De skal naturligvis henrettes. Men ellers, lever vi som sagt troligt videre, så bliver samfundet fremover begavet med hjertegodt menneskeliv som Gud det vil, som man dog forkert siger, men mener gott nok, da Gudlivet jo på ingen måde kan være udelukket fra helligåndens samfundsmæssige foretagende og vort velbefindende dermed. (Gud er ikke en vilje, men trolig indsigt i livets under på jord, ja livet, det, der jo oppebærer og gør alt levende, såmænd ér den organiske vækst. Det vi kalder liv. – Det kan indåndes og udåndes, indleves og udleves, men sguda ikke med hjernen alene).
Vi har lært at bruge skriften, forholde os til den og kan følgeligt sandse de mange forskellige betydninger, der gør sig gældende - for ikke at sige hvilke handlinger eller hvilken livsførelse, der ligger bag, kanske også efterfølgende dens budskab. Faren ved skriftens brug i logisk sammenhæng er som antydet, at læseren glemmer den eviggyldige kontekst: baggrunden ethvert kunstprodukt, der udgår fra vor hånd skal ses i lyset af. Den personlige sandselighed kan ikke løsrives fra den personlige livshistorie, som man udgør i menneskeslægten på jord og her altså i den danske omgivelse med sin samfundshistorie. Og min livshistorie i skriftlig udgave er tilgængelig på nettet – bliver måske udbedret og udvidet – men indtil videre og som udtryk for et ønske imodsætning til f.eks. diverse medmennesker i den offentlige sektor, så vi ellers i den masselovgivende kulturs virvar ville kunne se og høre på skrift, oh, nej ææh hvilket opløftende sprog og øøh hvilken oplysende ånd, der ååh udgår fra deres kød og virksomhed i hænderne på de videregående for viderekommende endsige politiske sindelag, samt desuden i helt og aldeles personligt ansvar af Gudlivets trivsel, ik’ sandt!!! Og jo altså ikke på nogen måde i reference til justitsiale, politisk-økonomiske ideologier og deres dannelsesmæssige vaner financieret over skatten, vel!!!
Jeg mener, det har jo aldrig været meningen, at det skulle være direkte åndssvage, der havde med fælles-anliggendet, der berører al vort at gøre. Og hør, det er jo så årsagen til det vilde kulturliv: folkeliv, kunstnerliv, musikerliv, skuespillerliv endsige rakkerlivet, der jo på overfladen kan være og virke meget forløsende, men jo - ja for ikke at tale om alt det forskrækkeligt syge underneden eller rettere sagt ovenover, ja begge steder og som jo følger af tvungen modsætningskultur fra side til side, enten-eller, bladre, bladre. Altså en alvorlig sag set i lyset af protesten, dét, som kulturlivet i sine dannelsestraditioner tager afstand fra eller bare søger at tage trykket af, uden at sætte livet over styr. Og det kan være svært, når det foregår uden nogensinde at nå frem til indrømmelsen af det fremmende, det opløftende, oplysende af det såkaldt fællesmenneskelige anliggende, der bedre udtrykt hedder al vort hjertegods på jord. Endda foregår så ganske seriøst, at efterfølgende generationer af det tryk kan havne i et grusomt tomrum eller angst, uden at vide, mærke, forstå, sandse, hvori menneske-samfundet består og bæres frem med holdbart nyt eller hvorved den forstandige midte er, så indrømmelse kan finde sted og ens liv atter opfyldes af sandselig gangbar glæde: slægtsbåndene i budets næstekærlige ånd, der jo altså også betoner, at du skal, det vil sige høre efter, hvad Gudlivet vil med dig som menneske i din nærværende slægt, hans kød og videre udefter med glid og arbejdsom glæde for al vort. - Overvindes det tomrum ikke, BUM, så løber de selvretfærdige, ja den bedsteborgelige græsk-romersk-politiske retsstatslige fornuft af med hele den danske industris masseproducerende, massemedierende og massekopierende, altså uniformerende mølle, hvor man jo passer sit arbejde ifølge de vise ord: Arbeit macht Frei!!!
Jeg mener uden kanske egentlig ret at forstå, ja i sandselighed indrømme at arbejde er arbejde for Gudlivets egen fortrolige ånd i sigte for næring, vækst og velvære med mennesket, uanset herkomst. Og her er det så – bang! - ja, for det kan hverken det offentlige eller kunstnerlivet: politik-videnskab-kunst-sport-og-lønarbejdere alene tilvejebringe i livets egentlige bæredygtighed. NEJ, NEJ OG ATTER NEJ, for det kræver oplysning af samhørigheden på vore kanter, for tillige at kunne fungere i tråd med den gældende samfundsorden: Al vort køds ærligt oplysende vejledning i kongens menneskehjerte-lige navn, altså i hørelse af Gudlivet på jord. Eller med andre ord: Det foregår omkring livets eget medie og som det i anden ombæring vedrører os: Menneskeslægten på jord i sit åbenbare, kødeligt åndbare og organiske vækstforetagende. Først og fremmest dansk grund, for os, der bor og lever her.
Hele fadæsen, fadøllen og første mand med pølsen på bordet, som min kære granfætter Finn, finn pølseskind engang sagde i åbenbaren sands for hovedstolen på Renten i Give – som jeg hermed berører i det danske liv er, at barnet ikke når at vinde sin givende forstand som menneske, sin personlighed om du vil eller endnu bedre lærer sit hjerte at kende som menneske i sin egenret. Ja, for det er jo det vigtigste. Det udtryk, kommer jeg i tanke om, det bruger Martin Hall iøvrigt også i bogen, Den Sidste Romantiker om de piger, han efterhånden ikke gad at erobre!!! Han fik vel smag for dét, han egentlig havde på hjertet? - Herefter lidt om ham og den sandselige arv, jeg tror han mødte i kødet på al vort.
***
Der er sand dansk menneskekærlighed i ham, omend den blev knægtet af den romantiske forførelse i skole. Ja, hans livs-erfaring ville være enorm, hvis han fandt sit oplyste vikingesprog i kongens navn og så at sige begyndte at slå til søren istedet for peter. Jeg mener, han bærer langt mere end en hel generation og dansk københavner-kulturliv i sit liv. Lidt ligesom Kierkegård, uden dog at gøre en sammenligning til hans fordel, da han jo forlængst er død og begravet. Altså Kierkegård, Den Første og Største Romantiker på dansk grund efter HC. Andersen. Ja, sådan skrev Kierkegård med sin uhyre bevidsthed om skriftens distance i forhold til ordet, grundet voldtaget med fornuftens logos eller bare tidens logik; man kan jo ikke være den første og største, når man kommer efter den første og største af en slags...
Og sådan sagt om Kierkegård og Martin Hall set i lyset af det romersk-katolske efterslæb, der jo følger af den provinsielle slægtsarv fra landet. Det hedder Danmark. Det gamle adelige system med storgårde, herregårde og så videre borgerskabelige hierakidannelser på landet omkring kirkernes tilsvarende hieraki, omend i sigte for en ganske anden dagsorden og søvnig men derfor hårdtarbejdende livsførelse i sogne. Og tilsvarende købmændene og håndelagenes hieraki i byerne, der jo forbinder land og by, marken med markedet. Ja de hører da med til landets bæredygtige virksomhed. – Men dét er baggrunden for den åndelige skizzofreni i Danmark, altså, hvor to landsdækkende systemer har kørt hver deres dagsorden med menneskelivet på jord, bundet og spundet sammen i uskøn politisk retslig systemånd, langt ved siden af sagens kerne og budet i det almindeligt, kongeligt oplysende liv. Det åbenbarne faktum, at vi jo til hver en tid kan gribe hinanden og derved mærke, at der er god tro og sand kærlighed i os. Men altså begge forvaltnings-kulturer har virket i glemsel af kongen, vore slægter omkring vækstsamfundet. Sådan sagt, fordi de to landsdækkende systemer fra gammel tid har været inficeret af græsk-romersk fornuftsteori, løgn-og-latin, fremfor egentlig bæredygtig vækst og livsmåde på forstandig vis på vore egne. Adelen i den græsk-romerske også kaldet klassiske dannelsestradition og senere i ”vor” tid statens autoritetstro sataner udi den platonisk-aristokratiske idealisme, der fortsat opretholder den klassiske dannelses-tradition, blandt andet iform af Gymnasierne, Universiteterne og de mange øvrige fagforeninger og brancheforeninger rundt omkring i landet.
Det er især galt at unge uden kropskendskabet ved fysisk arbejde og dermed indsigt i de hjertemuskler, der tilvejebringer næringsvilkåret, præges af den dannelses-tradition, fordi de da ikke kan aflæse og høre den afgørende kropslig åndende menneske-sammenhæng på nærværende dansk, som kunstprodukterne og faglighedernes synsvinkel angår. Livserfaringen, der jo altså udgår fra hver og én af os i værnelse om vort hjerte som menneske på jord. - Sprogene er intet værd uden hjertets levende, sandselige ”sprog”, altså ærlig ånd. Og det kan ikke læres eller bekræftes i den slags, ovennævnte litterære skoler i selvsving. Dermed videre aldrig blive bæredygtigt, ejheller ledende og livsførende at vort samfund. - Hvem siger så også, at de skal dét? Ingen, bortset fra gentagelsernes socialiserede og indskolede faktum, kig dig dog omkring i rets-magtens system...hvordan er ånden, hvis bestemmende kød udgår den fra, hvad er de præget af? Hvordan oplever tillidsfulde danskere fra barns ben det offentlige i livets kødelige navn over tid, ja som en kultiveringsfaktor, der jo blandt andet er givet ret til at rette og korrigere, fængsle og straffe, såfremt der skulle være noget, man har misforstået med hensyn til dét, som vi alle må indordne os!!! Og mere vigtigt: Giver det anledning til, at nye bæredygtigt helbredende sindelag med håndelag kan ud-danne vort oplysende samfunds nærings-vilkår til glæde for også vore efterkommere?
Dén omtalte logiske magt-”tradition” har kommanderet med alt og alle, altimens kirken så har måtte trøste mennesket i tro af ordets sands og med hele præstens hjerte-lige livs kød som indsats, thi så stor er hans tro, håb og kærlighed til menneskelivet på jord. - En trøst, der dog går langt udover budets raske grænser efter min mening, jeg mener og gentager, ikke mindst da hele oplysningsopgaven overhovedet ikke er fattet i sin krop med undervisningen i opvækst og opstandelse endsige som uddannelses-sektor i stats-idealismen. Nå, men ja, det er vor samfundskulturelle baggrund i det danske. Og vel nærmest hele Europa. Man har, ja altså mennesket har vidt og bredt svinet med menneskelivets midte: vor medfødte ånd i sine slægtsbånd til forplantning af al vort hjertelige erfaringspotentiale og måde med Gudlivets vækstvilkår på jord. Og det skal søren-jensme, fanden-hylme og kraft-peter-væltme da høre op, ja gudhjælpme stop.
Og gør det ikke, så sendes Thors oplyste drenge afsted i tordenskraldet - og hør de er altså ligeglade langt over den ligegyldighed, der opdyrkes og håndhæves via den græsk-romerske dannelses-kultur omkring den fedtede statue ved navn Justitsiass med hendes falske ligevægt og legetøjshamre, der jo på ussel vis bruges til at banke mennesket i hullet. Eller, hvad der er værre, nemlig at det bliver et mellem-menneskeligt magtsprog, der konstant betoner, hvad man har ret til, skal og så videre – det bliver mennesket syg af, fordi den tros-trygge kærlighed, vi ellers bærer på da ikke tør udfolde sig. Videre bliver ansigtet, berøringen og meddelsomheden til barnet da også falsk, ikke hjertevarm, personlig kropsnær til grænsen, men derimod indkodende til skæbnesvanger efterlignelse hos barnet.
Og se, hvordan tror I, at ”hun” kan dét med symbolsk hammer-magt? Hvilken saglig irettesættende symbolisering af sindet siden barns ben går forud for den slags? Endsige, hvilke virksomheder i landet lever og financierer deres tilværelse på baggrund af dét, kendskabet til, hvordan man trykker på de rette knapper og får uvedkommende andre til at løse opgaven, udføre arbejdet og tillige betale sin Audi og rødvinen? Eller med andre ord, hvordan tror I det kommer til at gå i et politisk, altså pol-dannende samfundsind? Jeg siger: Det er da synd, cigar af den allerstørste slags!
Våbenbeholdningen er jo iøvrigt også voksende rundt omkring i landet, som Politiet så fint gør opmærksom på er ganske kedeligt. Ja, men hør kanske også tegn på at tilliden til, at ordensmagten står i ånd af menneskelivet jordet ved ordet ikke er så fandens stor længere!!! - Kære polis-tjenere, landet Danmark er mere end byer og mere end tilbedelse af selvretfærdighedens universitære knaldperle af en domsmagt i henhold til papirets social-fascistiske, akademisk-politiske ideologi, som den jo så kommer ovenfra i Jeres tilfælde. Hos mig kommer domsmagten jo af underet i sin opvækst og i et danske andet navn, nemlig livets højesteret og ganske som det jo er strafbart ikke at sandske, altså tale sandt i vor samfundsorden, også dit køds samfundsorden med det danske. - Ja, så I kan da godt øve Jer på at fumle med hylsteret, så I er hurtige som John Wayne, men det hjælper ikke noget, når Thors oplyste drenge først kommer eller for nu at informere Jer: Det er slet ikke dét, I tænker, jeg taler om, når jeg taler om ordensmagten. Nej, det véd I sgu’da elskede drengebørn i kongens hjerteligt indrømmende navn: Kongelig god tro og menneskeorden udgår fra hjertet, uanset hændelse. Eller med andre ord: Har I glemt skjoldet i opvækst og uddannelse? Dyrker i angsten ifølge de tomme hjerters brændfarlige papirgang ligesom soldaterne i Afghanistan med ladte våben? Ja, jeg kunne også sige: Har I snart fattet i hvis oplysende navn værnepligten tillige domsmagten, der ikke fængsler, men fører til opstanden udvikling i også vort land står? Og altså også hvorfor der er ytringspligt i den forbindelse. – Får I afladet Jeres krop og sind, så det ikke præges i omverdenen af det dansk-romerske kejseriges justitsiale retfærdigheds-begærlige ånd, magtens lov og ret, men derimod menneskeåndens indrømmelse med hånden på hjertet til oplysning i opvækst med vort samfunds børn, vore ægteskaber, slægter på dansk grund omkring det eneste ene bæredygtige næringsvilår, der er?
- Også set i lyset af systemarven fra det gamle Tyskland, som Luther gjorde op med, da romersk-katolsk fornuft jo ikke går så fandens godt i spænd med gamle høvdingetro germanske stammer og det kongetro vikingeblod i nord. Nej og det fik Kierkegård jo også at sande i kongens stad til sin store forskrækkelse som enhver anden provins-kristen jo også bliver angstfuld, når vort kære kongehus ikke i bred forstand, altså af befolkningen indrømmes i hjertetroens menneske-kære-lige, ja forstandigt oplysende navn. Sig dit navn og du bliver hørt, uanset dialekt. Dermed sagt indrømmes den danske slægt, slægter på dansk grund som fuldgyldigt menneske og samfundsgave i menneskeslægten på jord. På det punkt er ærke-københavnere, finfynere og ærke-jyder desuden også fuldstændig ligeDAN. Mens de i Roskildes lejre tilsyneladende ikke føjer vikingeblodets kræfter ind i oplysningens forstand, men den-unten-lynme indkører den i social-fascismens kejserlige fornuft inspireret af den københavnske menighed udi fagforeninger samt gruppe-terapien på RUC, fordi de tror kongehuset er begravet!!! Ja det var sandelig ikke uden grund, at Absolon tog hjelmen af og smed den ind omkring det roskildensiske hjerte, så de aldrig skulle få forløsende sand kærlighed at mærke, førend de fik sig indrømmet i hullet bag våbenskjoldet - altså uden at tage hjelmen på igen!!! Og det afhænger genopstandelsen af den sandselige kærlighed i Kongeriget Danmark, der videre giver os vækstens kreative glæde på havgusens forplantende bølgelængde såmænd fortsat af. Ja al den stund at kongegravene har steds der. Dér, hvor man jo altså desværre fortsat kan få sig en omgang rå-skide-syge, fordi kilden t ro er forurenet.
Omvendt set og sagt med Matedor, Livsens ondskab, Ib Michaels indianer-flip, m.fl. desuden min egen sørgelige slægtshistorie, indtil videre, så er de fortsat blokaden eller værre årsagen til, at den kongelige genopstandelse på dansk grund foregår i det komplet meningsløse social-fascistiske fagforeningskammeratskab, gruppe-terapien på RUC, efterladenskaberne fra københavnerlivet på SanktHans, for slet ikke at tale om festivalens mekka udi psyke og de græske musers orange scenekunster omgivet af lejre med fuldesyge danskere i romertelte, klar til voldtaget med den næste kampagne, når befalingen lyder i Højtaleren. De tilbeder med andre ord en hel anden græsk-romantisk, ja musisk ånd end kongsgårdens, den Vi-kongeånd, der symboliseres med kongerækken på dansk grund, altså vor slægtstamme i bånd og ånd som kødeligt samfund i sit store afgørende og oplysende hele. Vi-kongernes oplysende element er kristnet, også sprogligt, begrebsligt, åndeligt - men den gammel-testamentlige del af biblen, altså de udvalgte slægters vidnesbyrd og opgaver, det slægtsmæssige er i Danmark ikke jødisk, nej det er vore forfædre. Og vore slægtsbånds samfundsånd er ejheller bundet til landet som et ejendomsretsligt forhold, Danmark for de danske, NEJ, men til den hjertelige hørelse af, hvad Gudlivet vil med menneskeslægten på jord under ét forsynsgivet, opstanden og genopstanden sigte. Dernæst, naturligvis ved brug af dansk grund som et fuldgyldigt område af jordens overflade, hvor liv kan leves. Husk dét. Og ikke mindst, da menneskevarmen, der på opløftende vis skal tage hjertegodt imod tilkomne jo skal komme fra al vort. Ja det må I sguda indrømme kære mennesker af dansk afstamning. - Roskildenserne, de er imidlertid helt nede ved urmennesket, neandertalerne og de vilde krabaters solguderi, fordi de vil have ret til at være sig selv hele vejen til Hel. Og hør, så er de i sandhed også selv ude om det i udgård, hvilket altså ikke er rart. Nej det vil jeg helst undgå, da min søn, hans mormor og oldemor af indre-missionsk - dog hjertegod oplyst slægt bor i området. Altimens svigerfar sejler sin egen lille pyt og dødsgang i sin gule jolle på de store sømænds have, altså fjorden. Og min søns stedfar, såvidt jeg ved en tømrer af ædel slægt ved navn BOT, ja han styrter i afgrunden, som jeg før har nævnt. Og...
PostDanmark, der dog ikke længere er min jernhest, blot nævnes af samvittighed - den virksomhed benyttes blandt andet til det. Det kaldes: Selvbærende teams. Her lidt mere om det. For det papir, den managementteori gør sig desuden gældende i hele den offentlige sektor, så ingen har ansvaret bortset fra alle, da alle jo ifølge offentlige ansatte er ligegyldige medlemmer af samfundet og dermed lever på overførselsindkomst, så loven kan overholdes!!! Pågældende baggrund, der forfatter den slags skal efter min mening sendes til udgård, ja helt ad helved til - da jeg jo ikke er tilhænger af et strafferetsligt system, der direkte skaber sygdom og livsforbrydelse. Skal sidstnævnte imidlertid til, så mener jeg at pågældende dannelsesvirksomhed, der kan finde på at bruge skriften systematisk på den måde skal have livsvarigt fængsel – og jeg må så også prøve at leve med, måske ligefrem bede til at dommen også udvides til at gælde over: Selvretfærdighedens teams. Dem, der virker uden spor lyd af Vor Herres åndsevne til at dømme mellem det levende og det døde til førstnævntes fordel, livsnaturligvis.
Hør: Det er ikke kirken eller staten, der skal oplyse danskerne, så de føler sig trygge ved at lære noget og indrømme deres eget livs begavelse til samfundet!!! Nej, som antydet er det altså omvendt: menneskelivets slægter på dansk grund, der ved vort ærligt indrømmende og hjerte-lige kød skal oplyse vort samfund. Og den slægt krones af Deres Majestæt, Vort Kongehus. - Ja så I kan godt stoppe med at lege dommerstand og karaktergivere rundt omkring ved eksamensbordene, thi det rækker Jeres socialistiske og stats-fascistiske rets-bemyndigelse endsige ånd overhovedet ikke til. I er jo hverken oplyste eller uddannet i Vor Herres eget navn, livets egen undervisning i sin mangfoldighed og dermed almindeligt hjertetro hørelse på dansk grund – nej ikke jødisk, ikke græsk, ikke romantiske grund, men dansk grund. Kan I stave til det i læs-og-forstå-kulturen eller skal det klippes ud i græker-psykologisk pap, så den normale rækkefølge i menneskelig samfunds-opførsel kan testes!!! Jeg mener, hvad tror I, der løfter menneskelivets samfund i Gudlivets eget navn? Ja, for det er ikke os alle, et forkromet falsk vi, når al vort menneskehjerte ikke er med i den livserfarende og personlig indrømmende gang på jord. Nej, så lad blot være hørt.
Og som sagt, dermed og hermed samt alle vegne for de hel-dig-e-vigt, så indrømmes hele den danske slægt og vupti, så er vi klar igen efter politisk retsstat, EU og fanden og hans platonisk-akademiske pumpestok udi dialogens forstenede parlalatterlige kunstarter, da de jo ikke taler om noget, der kommer af hjertet. De vil redde og ordne menneskeheden, men det kan sgu’da ikke lade sig gøre uden ordets hjerte og forstand deraf på vore egne. Og såvidt skal oplysningens samfundsmæssige kurs i danske slægter indrømmes, uagtet kongehusets betroede og nedarvede opgave, da den uafhængigt står last og brast med sin slægt i helligdommens navn. Ja, men opgaven bliver jo også den samme dermed, fuldstændig Jertilligeværdigt stillet med enhver anden dansker, altså ethvert menneske på dansk grund, der tror på kærlighedens sejrsgang med hjerte for livet, altså at hjertet er livsbetingelsen - fremfor på selvretfærdigheden og dens bødler med justitsiass i hjernen, røven af universitære dimensioner.
Vort Kongehus er ikke magt-betonet, de hedder jo FREDErik og CHRISTIAN langt tilbage. Og JOAKIM, fordi der jo altså også går Anders og Oluf Sand i kongehuset med sine ekstra blade og øvrige andegårde som det sig hør og trillebør. Jovist, tag ikke fejl af hans kongelige rang og tro broderskab, for derved er han ikke nummer to, men ligeværdig bærer af højheden i den kongelige danske arv. Ja, mens vi andre har glædespligt til at bære højheden i underet, så de kan mærke, at de ikke er eller står alene med stradbadserne i vort hjerter-kongelige menneskeliv på jord. - Så magt, nej det er ren og skær projektion fra dem, der gerne vil have magt over hele livet selv på systematisk vis: statsmænd, socialister, retsfascister, liberalister, politister, akademimister og statister i skuespillets krukkede spejlsale. Ja hele den akademisk-politisk-social-og-retsfascistisk-rådgivende bærme, der sågerne vil netværke de gode kategorier sammen, ja uha, kvaliteten og størrelsen på maskerne vest for hibriderne og dogger banke... sålænge det bare ikke handler om slægtsbånd i troligt arbejde med livets eget oplysende vækstunder, hvorfra hele vort samfund opstår, udgår, består, hengår - for atter at genopstå i al evighed. For den menneskeslægt vi alle tilhører kommer jo altså ikke igen, når vi uddør. Og det varer jo altså længe i al evighed, ja der er lang tid til det sker i al evighed, nemlig aldrig i den forstand. - Den betroede opgave med samfundslivet er altså ikke anderledes om man har til opgave at være højstatus engang imellem eller lavstatus hele tiden, så det højere, bredere, helbredende ikke forsvinder ud af vor tro i sin konkrete hjertelige, altså sandselige livsførelse omkring vore vækstvilkår. Tåben og vismanden lider samme skæbne. Og andre har det ikke lettere, nej og de findes iøvrigt ikke hos mig. Andre er en andrik, der har mistet sit grønne skær.
Det følgende véd du, men jeg siger det alligevel i krudtslammet. Læg mærke til, hvor let man kan slutte eller simpelthen slår over i modsætningen, at jeg med det sagte f.eks. er storhedsvanvittig og mig-selv-nok. Istedet for at høre efter dét, jeg har båret og søgt at give af hele vejen og ikke i modsætning til andre, nej, jeg kommer bare fra landet, så bær næstekærligst over med mit lod. Det kaldes Danmark. - Her så sprog-specifikt, nemlig at andre er ubekendte, når de blot kaldes andre. Alle andre bliver det så til. Ja, andre er en social-fascistisk uskik, der meget let danner normer og referencer, ideologier, der retfærdiggør egen adfærd i tone af, at gøre det af hensyn til andre, ja ligefrem for andres skyld!!! Og hør, skyld og ansvar i menneskelivet er altså ikke forbundet med ubekendthed, men med det vi kan være bekendt af hjerte for Gudlivet-gudsandheden, herunder mennesket, der bærer et personligt navn, hører til en familie, en slægt, en historie, et kød, der bærer et sigte videre. Eller kort sagt bekendt med kærligheden og dens åndelige indrømmelser med kødets gang i sinde drifter. Tvivler i fortsat på dét? Nå, men det er jo også derfor vi beder fader vor om at forlade vor skyld på tilsvarende vis som vi forlader vore skyldnere – så luften dermed atter kan renses mellem os, i vort kød, i vor adfærd, så nyt kan vinde frem og blive gott igen.
Så, hvordan går det plattenslagere udi undervisning i universitets-kulturen, har I fået oplyst nogle unge mennesker af hensyn til en masse andre i den ganske universitære verden og samfundets offentlige systemer!! Er de blevet til noget!!! Eller hvad formidler de? Hvilken ånd bærer de? Og hvor mange år skal de bruge på atter at blive sig selv igen på forstandig menneskelig vis? Kom så, I står stadigvæk til ansvar for at opretholde en institution, der på ingen måde hører hjemme i menneskelivet på jord. Ja, det lød såmænd også fra Per Højholt i sin tid, Niels Hausgård, Kim Larsen, Shubidua, Eric Clausen og deres generation..., så har I lært noget? Har I hørt efter i det Kongeligt Oplysende Samfunds dagsorden i livets eget sigte? - Altså har I end ikke nok menneskelig pli til at trække Jer fra noget, I saftsusme véd skal ophøre, såfremt der skal kunne foregå oplysning, undervisning og bæredygtig holdbar åndsudvikling med krop og hænders brug på det underfundige plan, omkring vækstvilkåret i Danmark? I kriges jo om, hvem, der skal have ret til at undervise, modtage hyren og vade frem og tilbage mellem kammeret og dosér-værelset med de unge bryster, så destruktionen af bæredygtigt livspotentiale kan fortsætte. Kender I ikke samfundet? Kender I ikke sandheden? Véd I ikke, hvad vækst er, hvad kød er, hvad hænder og mørbradbøffer er i menneskelivet på jord? Endsige, hvad tro menneskeånd er, ja, for det svære spørgsmål vil jeg overhovedet ikke stille Jer, da I jo kunne træffe at høre svaret og med ét blive suget tør for Gudlivets sande vid, eftersom det jo hverken gives eller bekræftes universitært for videregående udi den syvende himmels fakulteter med 117 forskellige fagsprog.
Skam Jer, svin, for det er jo ikke nyt, hvor grundlæggende inkompetente i livets egen ånd og ligefrem sygeligt distræt og skriftbåren professor-virksomhed er, ja så hvorfor fanden skal unge mennesker lære af det og samfundet i kølvandet derpå? Kan I svare for Jer, især Jer, usle platoniske og matematiske akademikerbørn, der gudhjælpme er vokset op her i landet, men som om det var oldtidens politiske Rom, Grækenland eller et egyptisk pyramidespil. Nej, I kan ikke skjule Jer for sandheden i hjertets åbenbarne menneskenavn, thi det bliver før eller siden at bemærke i hele samfundet. Og hør det er jo altså af samme guddommeligt åbenbarne vilkår, at det er strafbart ikke at tale sandt i retten, dommerstand, jeg gentager, man kan nemlig ikke skjule sig for sandheden i hjertets åbenbarne menneskenavn. Ejheller bag skriftkulturen og dens legetøjshamre. Nej, så hvad hedder du næsten kære-ligeværdige menneske på jord i de danske domstole, hvilket sigte bærer du frem her i livet, hvilken virksomhed bekræfter du, ja sig bare frem, der er ytringsfrihed i landet, når den kommer af det ærlige kongehjerte og dermed uanset, hvad loven siger, da den jo ikke foregår i det regi. Fat det dog... og se så at komme i livets arbejde for al vort. Ja og husk lige at tage Jeres social-rådgivere, økonomer og politikere med, så det oplysende menneskehjertelige ”styre” kan udvikle sig i helligåndens sandselig og kreativt opløftende navn. Hva’ siger I, véd I ikke, hvad dét er? Jeg mener skal børn komme og fortælle Jer dét hele livet igennem, så deres liv først kan blive uddannet i værdsættelse af de medmennesker, de møder på deres vej og dermed al vort og samfundet først blive oplyst og opløftet, når tiøren falder i det græsk-romerske sind, hvor ældsterådet fortsat står ved magt, altimens Gud og den næstekærlig agt er sat på førtidspension?
Af samme kongelig danske grund skal man se Kierkegårds - og altså f.eks. Martin Halls - opgør med fornuften og dens universaler i sin tid. Indse, at det netop var dét, som tyskerne skulle have gjort fremfor at fremelske stats-traditionen og dens onde klassiske fornuftsarv med blandt andre forræderne Kant og Hegel. Uagtet at de kanske også forsøgte det modsatte: At hade den eller kværke den med deres guddommelige forstand!!! - Ja som iøvrigt er dét, der finder sted på Universiteterne i øjeblikket. Desuden en afgørende grund til at jeg ikke kunne stå inde for den branches virksomhed med menneskekødet, altså fordi det ingen veje fører livet i al vort. Jeg mener, oplandet skal kunne følge med og det lader sig ikke gøre på overførsels-indkomst...Hegels stat er ikke den danske stat, nej og det handler mest af alt om den skriftlige inddannelse af sindet, der således kommer til at stå uden kontakt med livets eget hjerte i hørelse for al vort, i lille Danmark. Og det er jo altså ellers fortsat oplysningens dagsorden at varetage med sand kærlighed, livsåndens, som den høres i det danske, jævnt, jordnært og ærligt, ja også om de store ting. Stats-kritik fra universitær kant er farlig selv-kritik og ikke spor andet, ja så slå da bare staten ihjel. Eller bedre opløs den via livets egen oplysning som den så er Jer ærligt beskåret til gavn og glæde for al vort, altså på hjerte-lige vilkår...
Og såmænd også I Oslo, fordi de véd eller lad os sige, at de, vore gamle slægtninge – ikke mindst norske studenter, der kommer til Århus - véd, at det ikke går så godt i lille pæne Danmark. Hele Europa lider altid af samme fænomener, jovist, men der er jo altid særlige forhold gældende i hver enkelt land, fordi vi gudhjælpme skal bo og leve, hvor vi er med det unikke vilkår, som det indebærer. Når lorten rammer Danmark er den kun halvejs i Norge og Sverige, så de er på vagt. – Men herhjemme gør de som nævnt, fordi de tror, at de kan det eller at de kan styre ånd via administrationskulturen, skriftskulturen og matematikkens kapitalsamfund, hvilket er mere end blot gakgak, da administrationskultur er sin egen ånd lukket om sit eget mellemværende med navlestrengen omkring halsen. Livets tro organisme sørger jo for at inddæmme det betændte til såret er helet. - Men altså også bare hakhak, gork bork, da en fjer jo altid bliver til fem høns og idag, når de velsmurte systemer er inde over, ja så begynder eksponential-funktionerne at løbe i lemmerne på den missionske skattestats autoritetstro medlemmer, så de føler sig helt frugtsommeligt lette som opløftede dundyner i Lars Larsens tilbud om billige sovepladser. Det opfatter de så som opløftende oplysning af vort grønne pudevår med fremspirende nye drømme-tidsler lige om hjørnet, der videre giver anledning til en Madrid-tur til Madras, da det vist nok var der gabets forløsning af hjertestikkets ånd kom fra. Ja, de sku’ ha’ et kospark og en gang forplantningslære, der går bare en anelse videre end den, der foregår på lagenerne og lønkontoen endsige sort på hvidt papir.
Kort sagt: Svinehundens social-fascistiske ånd udgår fra landets fornuftige uddannelses-sektor og efterfølgende mere eller mindre administrative arbejde, kapital-staten. Og i nøjagtig samme grad som loven opfattes som det bærende – underneden: penge, penge, penge og desværre ikke tro, tro, tro – ifølge fedesvinene fra Karnovs stalde: Statskundskab, den social højskole, kommuner, mv. udi politisk fordelings-ideologier i deres tilbedelse af guldets ligevægts-gudinde, Justitsia. Og fra EU, overbygningen på de europæiske statssamfund til at tage trykket, projektionen, så den ikke bliver til nabokrig. Men såvidt altså en toetagers fedestald ude i fornuftens, universets tomme rum, da ingen statsborgere kan bestå, derimod for vort vedkommende før eller siden må overgå til Danish Crown, der jo til hver en tid vil hjælpe os med at slagte det social-fascistiske bæst. Stå vagt livgarde. - Alt i alt råt misbrug og vanrøgt af ungt dansk menneskeliv under uddannelse, der naturligvis vil føre til gengældelse, når arbejdslivet senere tager form for dem og lejligheden byder sig til at fængsle landets åndsbegavede mennesker, parkere de gamle på plejehjem, de kongetro på psykiatrisk afdeling og de hjertetro på førtidspension!!! Eller bare at lade dem trælle for sig, ja for uha de kender jo administrationsmagten for viderekommende og dermed nødvendigheden af at slå hårdt ned på utromagere!!! Og kan man ikke nænne at gøre det mod sine egne, ja så finder vi da bare nogen i Afghanistan, så der rigtig kan skabes tryghed og forventning om gengældelse i de næste ti generationer jævnfør amerikansk udenrigspolitik!!!
Nej, forhåbentlig ikke vel, nej, og imellemtiden har de vel også lært at vende den anden kind til og at du skal elske din fjende, undlade krig, vold, sult og ødelæggelse i kongelig sand oplyst forstand, ik’ sandt!!! Godt, men hvem skal så forestå den oplysningsvirksomhed i Østen, hvor solen stiger op og spreder guld på sky, som den jo også gør hos dem, hvor sangen blot omvendt lyder: I vesten går solen altid ned under jorden og beridder det dødes muld påny? Med et fremmedord hedder det også: spyflueknepperi og i dét er platonisk-sokratisk-akademisk-justitsial erasmus montanus åndskultur i sandhed stormester. Men jeg gentager, hvem skal forestå den oplysning i Østen!!! - Militæret? USA?
For evne med undladelse, vende den anden kind til og lignende hjertelig oplysningspligt som sagt, ja det gives jo altså ikke via dannelse i den universitær-statslige trædemølle tilbedende selvretfærdighedens logikker til kanalisering ned i politissemændene, der så skal håndhæve hele svineriet med pistoler i bæltet, så de tilsidst ikke kan få den op at stå i menneskets hjerte-lige personnavn – i Gudlivets egen trolige myndighed og ikke i den falske autoritetstros forkvaklede identitetsdannelse, der forvilder sig ud i, hvad vedkommende har ret til, skal og hvordan bobletyggegummiet nu skal vende bag den bestemte mine, så ikke tungen kommer i klemme, slår en baglæns saltomotale over stemmebåndet, så bøvsen letter i den forkerte ende af prutskid hele verden. For slet ikke at tale om folkeskole-læreren, der tilsvarende står under det tryk, det er, når der konstant såes tvivl om den almindelig, hjertegode sandselighed, vi gudhjælpme er givet i kongens navn, såvel underneden af vort hjertes rødder som på forstandig vis i oplyst top, når ikke utro, ja universitær lovgivnings-virksomhed ødelægger, ligefrem foragter de kongetro danske slægters åbenbarne, personlige oplysningsvilkår, som det foregår ud fra deres livsmæssige, kulturelle baggrund og forældre. Og under slægtsnaturlig forvandling med livet på jord.
Det akademiske miljø deltager med kvalificeret iagttagelse – båååååååååt! - ja, for de fatter tilsyneladende ikke, at tage sig iagt for: AT DER INGEN MENNESKEHJERTELIGE DANSKE SPROG I ÅND, KROP OG HÅND UDGÅR FRA UNIVERSITÆRE LOVMÆSSIGHEDER OG ALDRIG KOMMER TIL DET. Har I glemt, hvad udgået i udgården er, akademisk-politisk magtliderlige kvajpander, ja for I dyrker ikke blot satan i kødet på Jeres egne børn, men i hele den kongeligt livshjertetro danske befolkning i kraft af Jeres usle menneskekød, altså falske menneskeånd sat i system. - Platonisk, dvs. akademisk stats-idealisme blev fremelsket i kølvandet på den franske revolution: Frihed, Lighed og Broderskab. Sig det igen i det platoniske kærlighedsbegreb, thi svup, dermed ryger troens sprog, gud, direkte op i den politisk, magtbetonede idealisme sammen med JEGET, Justitsia og hele pibetøjet = Fornuftskristendom og statsfascisme. Og altså væk fra hjertet i sin personlige, livsforankrede slægtsforstand, hvor al honingen ellers er at finde, sagde sukkergrisen, jaså tag ikke fejl af krukken.
Fornuftskristendom giver sig iøvrigt også tilkende mere konkret i dag, iform af den konsekvente utro og uoplysende undervisning på landets universiteter med deres mange fagsprog. Deroppe vil man nemlig kun ha’ det nye testamente eller måske endda kun Johannes Evangeliet, fordi de tror, at de er i den helt rette ånd, hvor sandheden taler direkte til dem i kultiverende hensyn og sigte!!! (Sådan er psykes ånd; læs myten og fjern derved elementet fra din tænkning eller dit følelsesliv, tillige dermed øret hos de institutioner, der ligefrem bader i hendes mis-undelige vold og derfor tillige har justitsial retsmyndighed nødig, for at trænge igennem og ligge i med deres kloning på lagnerne). De ser ikke, at friheden og viljen til deres kærlighed ikke står i arbejde med Gudlivets eget organiske vækstvilkår og kongelig hjertetro ånd her i Danmark – med hensyn til deres evner, så at sige, for vi skal jo stadigvæk ikke alle sammen det samme, nej, vel uni-vers-itære aber udi kyndigt kopierende adfærd og autoritetstro identitetsdannelse udi den gamle funktionær-stats kanaler, hvor indrømmelses-evnen tillige angår systematisk viden, ret og den selvhøjtidelige underviser, men ak og ve ej dermed livets menneskehjerteligt personende og levende sandselighed, sande ånd- og kropsudvikling dermed. BUM, for dermed står deres fornuft-frihed-og-vilje ejheller i arbejde med livets egen slægt, den slægt, de gudhjælpme er født af og skal løfte en oplysende opgave med – så ikke mindst det oplysende samfunds orden kan blive et glædeligt foretagende. Og ikke bare på papiret.
Før der imidlertid skydes med flere spredhagl, så hør: For det er naturligvis en følge af den statsborgerligt kultiverende tilværelse, der jo konsekvent fornægter den slægstbundne kærlighed i sine naturlige vækstfaser og overgange. De og staten med vil med andre ord, at vi skal være frie svin og matematikkens universitære rets-logikker støtter dem jo i hele statsapparatet, samt ifølge den økonomiske vækst i sine kapital-teknologier på arbejdsmarkedet, f.eks. bankvirksomhed... De hovedansvarlige er altid før vor tid, men det hjælper jo altså ikke at gentage og opretholde deres makværk. Og det er hele min indvending, der kanske på præcise steder bliver beskidt i mund for de utros ører og storslået morsom for de tro, fordi – jeg er ganske fredeligt anlagt og sågud har tænkt mig at det skal forblive sådan.
Ikke blot har jeg måtte forsvare min søns ret til en opvækst i den oplyste faderlige kærlighed, hans far trods alt troligt har næret hele livet og som ikke kan udelukke hans mor og hendes baggrund. Men gudhjælpe også fortsat forsvarer menneskelivets egen oplysende opvækst, det åbenBARNE vilkår, så ikke retskulturens universitære og kapital-stats-teknokratiske logikker med sit noget så ulykkelige folkefærd ødelægger vort guddommelige og dermed medmenneskelige sindelag. Ja dét, der viser vej til nye vidnesbyrd og håndelag på kreativ opstanden vis i så ganske jordnær som kropsnær forstand... Mit navn er Jens Haarup Mortensen, hvad er dit, hjerte-lige-værdige menneske på jord, der jo således ikke kunne drømme om at lægge sit livs kræfter i en virksomhed, der frakender drengebørn deres faderlige forældermyndighed, vel? Ja, for det er den slags, du betaler skat til rets-fascistiske og romantiske danske statsborger. Og ikke blot sagt med henblik på den ynkelige domsmagts rageri med min lille familie, men såmænd hele vejen i det uddannelses-system, som du kære medmenneske på jord sender dit barn hen i, hver dag. Gid satan tage dig, statsborger, så du ifølge samme rets-fascistiske logikker, som du har levet efter kommer til at mærke, hvorved Gud forstandigt består og Vor Herres hjertesandselige åndsevner endsige dømmekraft bliver til i varetagelse af helligåndens opstandne samfund på den oplyste danske baggrund.
Ja, tænk engang, de kan ikke fatte det, omend det ellers er dét, de har været ansat til lige siden grundlovens statsbygning blev etableret som en kaffekasse til understøttelse af oplysningsvirksomhed på dansk grund, herunder den oplysning, der foregår via næstekærlig omsorg og pleje i forsorgen. Det er helt sørgeligt. For det har jo aldrig været sigtet at rets-psykiatriens 5-7 fakulteter ude i universets tomme rum med dertilhørende selvudnævnte abekatte-skoler, såsom den Sociale Højskole, Seminarrøvhullerne og lystens bule i bukserne rundt omkring skulle stå i ledelse af det offentlige. Den Kongelige Veterinære Landbrughøjskole er vist også efterhånden indlemmet i den universitære dagsordens agronomi, ja hør engang, der er hverken jord under neglene eller grønne fingre længere endsige lort på støvlerne og møg i børen til mødding og mark, så mikro-makro-skopiens universitære psykopatis briller nedarvet via retssystemet kan måle det i grundvandet ligesom med vejret, der jo sprænger i luften af overophedning og helt til miljø-konferencen i Brasilien, såfremt vi ikke fortsat betaler til grundforskningen i bøsserøvenes gymnasiatisk platoniske sale udi sindsygdommens usandsynlig forstandsløse menneskearv financieret over CO2-udslippet!!!
Og det ka da godt være a låuder lidt af fisk i daw, men de for det te a kommer li fra arbi aw, så ta mæ som ar a... som Tørfisk synger i de nordjydske havnebyer, hvor et hav af glæder jo altså fortsat i et vist omfang med kæmpestore huller i maskerne indgår til landets nadverborde og frugtsommelige piger, kvinder, koner og hustroer med hår som grøn husfred. Det peger sundhedsstyrelsen fuld af uhelbredeligt syge medicinallæger underlagt den hippokratiske ed iøvrigt også på er sundt – altså fiks og slid med skærsilden, der jo betyder noget helt andet, nemlig den livsild, ja det er min livret, der deler vandene, så end ikke tørre fisks øje er tørt. - Men hvorfor er det så så dyrt set i forhold til den kemiske medicinalindustri, der simpelthen kræver en lang videregående uddannelse på overhørsels-indkomst, så den ikke også løber ned i grundvandet med Cheminova og ud i havet til alle fiskene. Ja, undskyld, jeg mener bare, at man jo ikke behøver at misbruge loven, magtens myndighed, uddannelses-og-administrationsmiljøet endsige en god forretning i erhverslivet, for at få endnu mere på den dumme endsige bilde konen ind, at man arbejder med noget, der er vigtigt for landets sikkerhed, miljø og sandselige helbredelse, når der jo altid er masser af fisk i vandet for den tro!!!
Hør, der er kun ét problem på universitetet og de logiske kulturer i samfundet, som den ”ånds”virksomhed med sine fagsprog opRETholder. Og det er, at de i sandhed ikke kan elske livet, dermed ejheller glæde sig ved sandheden om menneskelivets ånd og vækstvilkår på jord. Jeg gentager: Foranledningen er imidlertid kapital-staten, hvis virke står i justitsias navn, der videre betyder at statsansatte via deres overanstrengte arbejdsliv nedarver fornuftens selvretfærdige sindelag, så børn, hvis de ikke ligefrem fødes med det som jeg tror anorexi-børn gør, ja så oplæres de gudhjælpme i det via den mere eller mindre akademisk-faglige uddannelseskultur i folkeskolen og videre op. - Så alt-i-alt, jamen og altså amen: Er det ikke herligt at vort højt og veluddannede sind nu ikke længere overhovedet står i berøring med vækstvilkåret på jord i krop, hånd og ånd!!! Jeg mener, kan I ikke huske, hvad overmennesket er? Tak til universiteterne for deres umådeligt store indsats de sidste 25 år, medmindre vi også lige skal have de sidste 2500 år med, da det jo er ét fedt udi statsløgnens systematiske ondskab!!! - GUD BEVARE DANMARK.
NÅ for søren, ja, så nu, da villa- og parcelhus-kvaterernes ligusterhæk-klippende folkestyrende børn til stadighed ikke kan indrømme det sande vækstvilkår på jord, her i lille Dannevang, nu er vi så kommet hertil: Pil hele lovbygningen ned og send brandslanger op i røven på dem til der står vand ud af øjnene. Det skulle nemlig i det mindste klare synet og give dem en fornemmelse af, hvad vandkilden er, eftersom de ikke er beskåret at kende livets egen kilde og derfor jo ejheller bærer noget videre på trods af det fine ord: Videregående eller bare tegn-tekst-og-tal-fikseret uddannelse. PLASK.
Den politisk retsstatslige ånds samfunds-kærlighed er uden kød, ja, for dens medie er jo samfundslegemet, men opfattet som system eller det administrative system ganske som det løbende indskoles i de stakkels danske slægter, der fortsat tror de skal adlyde magt, stilling og status, men ej vort eget bud i Gudlivets åbenbarne navn ved det personlige bryst. Og det er faren, truslen mod menneskets forstandige, kropslige sindelag. I dag, vor tid, boltrer den ånd sig desuden vældigt med alle de øvrige masse-procedurale former for adfærd, såsom masse-produktion, masse-medier, masseloven også kaldet faldloven for masse og skattemadsen. Ja og det er ærligt talt grusomt at vokse op med åbenbaren forstand og hjertegodt samfundssind omkring det egentlige af slægtskød og blod, for så at blive henvist til at følge gældende love og retningslinier ud i den blå verdens varme luft!!! – Den politiske ånd uden kærlighed stammer helt tilbage fra Athen, senere Rom. Kejser Napoleon rejser sig som afløser for det nedslagtede franske kongehus, men altså på den skitserede åndelige baggrund: Fornuftens frihedshunger, lighedshunger og kammeratskabagtigheder i burgøjserlivet.
Det vækker naturligvis tyskerne og stats-tænkningen endnu mere i Tyskland som sagt, så tyskerne deraf senere rejser Hitler det kvaj, der jo kom til som selveste selvets fornuftige kejser. Han kuppede magten, satte samfundet i system jævnfør den platonisk-græske fornuft hos økonomen Marx, der er en billigere udgave af Hegel, dog dermed langt mere realistisk, åndeligt fraværende og folkekær!!! - Han ”glemte” dens virkningshistorie hos romerne samt videnskabernes og teknologiens nye systematik og voldsomme, universielle kræfter: alt og alle über alles. Ja, han var vel blevet ligeglad, når blot han fik vendt fattigdommen, indtil så storheds-sygen indtrådte og alle andre ikke var ligeglade med ham, men havde ham på tungen som en anden messias. Kejser Nero, der langs Via Roma brugte de tidlige kristne som levende gadebelysning blev med Hitler nu nærmest hævnet, nemlig med jøderne som gasblå flammer. THI SÅDAN ER PLATONISK, GRÆSK-ROMER-POLITISK KULTUR, HVOR ORIENTERINGEN eller REGLEN ER MAGTEN FOR ENHVER PRIS overhovedet. - Velsagtens, fordi han ikke kunne elske faderligt, indrømme livets egen faderlighed, livets egen taknemmelighed og dermed forstå sin egen far på hans kærlighed, uagtet om den så måtte have været romersk-katolsk eller bare, ja eller bare givet på anden vis en forventet. Ja, uanset hvad. Han levede i projektionen, spejlet, hvor der hverken var splint i næstens øje eller bjælke i hans eget.
Eller man kunne spørge, hvor blev reformationen af i 18-1900tallet? For svaret er, at den jo desværre røg ind i selv-stændigheds-traditionen, jeg-filosofien, psykologien, pædagogikken, teknologien og fremskridtstroen. Indenfor litteraturen vel først og fremmest udtrykt ved romanen, hvormed menneskets åbenbarne og hjertelige sandselighed i ånd som hånd blev kvalt i personlig forargelse, fedtede seksuallivs-analyser i borgerskabet og magelig foragt for alt og alle rundt omkring, der ikke forstod forfatterens sølle liv!!! En lidt mere nuanceret opfattelse af romanens rum for personlige udtryk for livet på baggrund af verden af det lave er imidlertid, at den ytringspligt og ytringsfrihed reformationen gav anledning til jo altså skulle ud-vikles af den rigide romantiske, autoritetstro myndighedsbårne skriftskultur, der til stadighed lige skulle tjekke facit og irettesætte budskabet i henhold til latin, græsk, hebræisk og egyptisk abekatte-visdom – for slet ikke at gide tale om plura-cura-jura-folkefærdets reference-helved, der jo ifølge lovens systembyggende legoland også lige falder over visse betydelige selvhøjtidelige uoverensstemmelser i henhold til god ro og orden i takt og tone med den ophøjede højesteret, der gælder alle!!!
Imellemtiden er så også hele den teknologiske, ikke mindst direkte masse-medierende kultur med sine tekniske fagsprog blevet en tung klods om hjertet på mennesket, hvis personlige sandselighed og forstand er unik, dermed afgørende at høre eller sandse, så værdigheden i mangfoldigheden af personer i livet på jord kan bevares som oplysende, fremfor at blive erstattet af robotter, teknokratisk kryds-og-bolle-kultur. Eller i det mindste fremfor også at skulle blive rettet til fra den kant. Eller i en tredje formulering, simpelthen bare for at undgå borgerkrig, sygdom, død og ødelæggelse, ja alle dårligdommene, der tynger os ekstra kraftigt, når de skal sandses ifølge den kultivering, der tilbeder enten-eller tyngdelovens hidtil ukronede paradigme: Faldloven for en masse. Ja, for den da, fordi, der jo ingen menneskelig konge findes over, i eller under universet – altså et universitært paradigme, hvis håndtering med andre ord er helt og aldeles afhængigt af, hvorvidt dem, der begiver sig af med det kan indrømme sandhedens menneskeånd på jord og det samfund de tilhører. Der findes indtil flere kongetro danske Jenser til den slags og jeg skal gerne spytte hele det universitære sindelag ad helved til, så de kan indse de selvmord og den vantrivsel hos almindelige mennesker, som de ved deres virksomhed er direkte skyld i, NEJ, årsag til. Ikke blot fordi de ikke beder om forladelse, men fordi de fører skyld, ansvar og de helt almindelige også hellige menneskefølelse ind i en logisk og retslig fikseret fornuftsånd, der såer tvivl om stort set alt. Og på én gang.
Eller bedre: Jeg skal gerne tage hver enkelt universitære fag og vise dem, hvordan de taler om det samme, og altså kun taler om noget forskelligt udi diverse fagsprog, fordi de ikke gider at arbejde for menneskelivets samhørighed mellem himmel og jord: Al vort, hjertets eget sprog og den oplysende samfundsorden omkring vort jordiske vækstvilkår, herunder også uddannelse, men jo altså ikke i løgnens universitær-statslige paradigme. Med andre ord: Intet sandseligt sandt kan indrømme. De søger og lærer at løse problemer, men skal søge og lære at forløse sig af problemer. Deres værdighed som menneske, den identitetsdannelse de er blevet ofre for er knyttet til skriften – tegn-tekst-og-tal – og dermed retten til destruktiv selvretfærdig samfundsvirksomhed!!! Ja, så der skal tages kærlig hånd om det, dem, universitets-nørderne og den onde akademisk-politiske fornuftsarv, der i dag er ånden i hele den offentlige sektor samt dermed de virksomheder, der ligesom har følt sig nødsaget til at henholde sig dertil, da et dokument skrevet for flere hundrede år siden jo lige pludselig kan gøres gældende som anledning til hetz og videre såmænd også danne et strafgrundlag!!! – Jeg gentager, tillige skal der altså også tages kærligt hånd om den åndsvirksomhed, der foranlediger de nedarvede og indkultiverede logikkers sindssygdomme, som konstant søger sprog, udtryk og tekniske måder at virke normaliserende på i et væk. Institutions-stress, kunne man kalde det, men hør det er livet, der stresser mennesket, ja beder mennesket om at finde sammen på anden vis end i institutioner, der kvæler åbenbaringen, modtagelsen af nye vidnesbyrd, så de netop ikke bliver flyvske, men sandseligt forløsende af alt det nedarvede hjertegods, vi jo også er givet.
Materialiseret igen og igen blev livets åbenbarne forhold derved, så vi så skulle til at rette os efter billeder, maskiner og endnu mere skrift, der skulle være i overensstemmelse med ordet/sindet/kødet og alle, ja enhver prutskid handling i hele verden!!! Det førte så til fjernbetjeningen... - Omkring den danske grundlovs tid blev rettigheder derfor uheldigvis også i visse kredse opfattet tilsvarende, altså som noget JEG HAR. Jeg mener i nærmest fuldstændig glemsel af, hvordan menneskelivet i egentlig og almindelig forstand ER, nemlig givet et forsyn og et sigte at tage vare på til glid, gavn og glæde i slægters gang med al vort. Og først da, derved være klar over sin kødelige egenret. - Åndens menneskenaturlige skel i sine vækstfaser forsvandt på den måde, dog kun delvis, ud af vor levende, almindelig hjertelige hørelse og sandselige erfaringsgang med livet. Tillige i vort modersmål, hvilket er helt galt, da sigtet var, fortsat er, at det netop tilvejebringer tilsvarende letgenkendelige skel i samfundets orden, også kaldet sædeligheden. Og naturligvis som en ånd, der konstant er under forvandling ifølge Gudlivets egen måde med os, dog aldrig hurtigere end kødet kan følge med og nye generationer komme til kendskabet om menneskelivets faderligt bæredygtige ånd på jord. Vor forstand: Du har ikke ret, du er givet din egenret af Gudlivet ved dit kød, din skabning, din tro, din ånd og har til eviggyldig opgave at indrømme og befatte den med kærlighed, omtanke og handling – og uden forventning eller frygt for gengældelse udover modtagelsen af den taknemmelighed det er at være klar på det her sagte eller tilsvarende sandselighed endsige formuleringer i dit ærlige sted.
Så, ja, vi skal aflades, for at kunne oplades gennem undladelse af alt dét, vi godt véd er noget skidt. Også når erfaringen af skidt angår offentlige institutioner og de mentale vaner de skaber, fordi de først og fremmest ikke véd, ikke kan indse, hvordan man tager livet al-vor-ligt i åndelige, glædelig eller bare hjertelig forstand. Der arbejdes for hårdt på den smule af hjertets menneskeforstandige åndskunnen, de fik med hjemmefra, da den smule jo altså ikke er blevet fremmet, men nedgjort i vor tids politiske kulturer og uddannelses-kultur, såfremt skal man så også sige, at vi ikke i det mindste ind-rømmer det eviggyldigt sande, dermed den sandselighed, der skal sortere i shit og channel. – De vender derfor stadigvæk blot papir, dermed menneskesind i reference til lov og ret. Det er blevet deres samværsform og de kan ikke andet end i kor skråle, at du skal uuud på arbejdsmarkedet og betale til deres røvliderlige mageligheder udi sigtesløshedens universelle intethed med al vort iiinde i deres ”hjerte-lige” retshåndhævende arbejdsdag!!! Eller med andre ord: Dét, de ikke kan skal andre gøre, ja det er den kultiverende konsekvens i kødet ifølge rets-statens og dens uddannelses-tradition med menneskelivet.
Kan I høre, kære danskere eller vil I fortsat volden i hjertelivets erfaringsgang, der forhindrer Jer i at indrømme ikke blot selvglæde, nej, men også den sande, medfødte gud-domme-ligt enbårne glæde ved menneskelivet på jord, der tilgiver dig dit personende vilkår og derved fører til kreativ gavn og glid hos dig, dine nærmeste og dermed al vort. Du må gerne dyrke sex i Vor Herres navn, men da hedder det ikke sådan, jeg mener, du må gerne undersøge din krops seksuelle energi og sandselige ånd dermed i forskellige stemninger og stillinger, ja prøve dit og dat, når blot du husker på, erindrer, måske ligefrem indrømmer at dit liv, din krop er mere end din seksual-drift, samt at den iøvrigt ikke kan løsrives, isoleres fra det forplantende foretagende, det er at komme hinanden ved i livets egen store og hele omgivelse. Men sætter du børn i livet, jaså er slægtsbåndets ubrydelighed et faktum – og hør da er det ikke sikkert, at din tidligere omgang og erfaringer med kønslivet kan hjælpe dig i det intime nærvær med dit barns mor/far. Nej, for da gælder samværet for alvor i samfunden glidecreme og glæde og altså personligt helt ind i det inderste hjertekar. (Når talen med andre ord falder på temaet: Livsførelse, er det med andre ord ikke et anliggende, der drejer sig om at samle alt det sunde, det gode og det sande ude i den pæne omverden – men derimod snarere at undlade at udsætte sig for flere eller større prøvelser end at sandheden stadigvæk kan høres og mønstres på personlig vis i Gudlivets eget navn. Videre skal det ”tema” jo altså så også blive bæredygtigt udi arbejdsglæde, virksomhed med vort næringsgrundlag på jord).
Dine forældre elsker dig jo iøvrigt også fortsat som deres barn og ligeledes gør Gudlivets bankende hjerte hos dig, ja, så derfor er du som vækst i drift også mere end kønsdriften, seksualdriften. Desuden er hele din krop i sine mange bånd stadigvæk et samfunds-anliggende, du må tage dig iagt for, såfremt omgivelsen ikke pludselig nødsages til at iagt-tage dig, ja og Gud forbyde da, at det måtte foregå uden næstekærlig agtpågivenhed, altså uden et inderligt ønske om, at du forbliver den du er i hjertets aller-sandeste kød. Æreligt. Vig bort fra fornuftens selvindbildte jeger, men indrøm dine erfaringer med, jeg gentager med menneskelivet på jord i det samfund, du nu tilhører. Din kongelige oplysningspligt er, at lade være hørt – dermed i sigte for al vort, det forløsende vækstpotentiale, der kan opstå, når også du siger frem af dét, du har på hjertet.
Nå, men ellers er det ubehagelige, der her kommer frem en gentagelse værd, for: SÅDAN ER STATS-TRADITIONEN I EUROPA, sådan kultiverer den mennesket, skaber den et ængsteligt sind, dermed et forvredent samfundssind per lov og magt i trussel om straf, bøde og fængsel, der altså over tid afmonterer os fra almindelig hjertegod ånd-og-kropskontakt og videre dermed den kreativitet, vi gudhjælpme har nødig for at sy sejl, der kan rejses i vinden, så skuden atter kan banke mod bølgen grøn. – Jeg gentager: I Danmark vil pubertets-børnene på universiteterne så gerne vende eller hævne den bevægelse igen, fordi den er ussel og derfor med rette, ja, men altså at gøre det fra statens eget universitære hold det er gakgak. Hvorfor det nærmest nu igen går ud over de forkerte!!!
Denne gang de kongetro, hjertetro, slægtstro kristne eller reformeret oplyste danske slægter, der jo altså ikke i hjertet har levet efter loven og reglerne, nej ikke følger dem, men budet som det forstandigt høres og dermed oplyser os i vort danske miljø. FOR DET ER DÉR, VI KENDER HINANDEN SOM MENNESKER I LIVET PÅ JORD, uanset om der så skulle være nogen, der uheldigvis har fået sig rodet ud i noget snavs, såsom at tage en videregående uddannelse helt ad helved til ude i universet eller værre endnu fået sig placeret i skattevæsenet, hvor matematik, den jurdiske afdeling og politiets pistoler er treenighedens gud.
Hør: Vi er givet både frihed, ret og pligt til at følge hjertets bud i Gudlivets eget navn, samfundet omkring kongeriget Danmarks oplysende dagsorden for vort vedkommende, men ganske jordnært og kropsnært – og altså ikke ifølge loven, nej skid da være med den, når ærligheden og næstekærligheden er tilstede i favntag med livets gøremål. Og det er såmænd, hvad hele samfundet går ud på i den oplyste forstandighed med det, ja det handler om at afvikle love, regler, systemer og funktionær- og partidannelser i takt med uddannelse af de åbenbare hånd-og-åndsevner omkring alt det hjertenære og jordnære. Det organiske vækstvilkår. Også så vi kan modstå de slag livet byder på, da de altså aldrig kan være større end dels døden, ja øv, men jeg mener aldrig må blive større end at også du fortsat kan leve videre en erfaring klogere. Du må aldrig finde dig i, at helligdommen i vort menneskeblod bare bliver et retsligt eller behovs-psykologisk magtende anliggende, thi da forsvinder ligeværdighedens sande ånd som den i al evighed står og udgår fra hjertet og løbende, henad vejen med livets gang vil indrømmes af dig med dine nærmeste ihu. Og netop, så du fortsat kan genoptå med dens tilgivende og forsonende, ja medfødte, så ganske kreative og helende varme. Altså, hør nu, livets samfund handler ikke om ret, men om bæredygtig glid og glæde for al vort, vor kærligheds beståen i kødets åbenbarne sands – og ikke i idealer.
Jovist, så det er hvad universitets-virksomhed står for i Danmark for øjeblikket, røv og nøgler uden låse i døren. OG DET ER SYND, snyd og dynd. De kan ikke nære sig, fordi de ikke kan indse, at de selv er en betydelig del af hele lorten. Og det gør det meget svært for dem, hvorfor de skal elskes på plads. Vi er jo præget af statens omverden siden 1. klasse – dog ikke kun, da der jo altså i al evighed er noget, der hedder livets omgivelse og som er forbundet i vore slægtsbånd. Ja så det hjælper altså ikke at referere til, hvad alle andre gør, mener eller er, thi det er lige netop abekattens social-fascistiske vold. Men dernæst begynder så alles-kamp-mod-alle, istedet for dog at sande og indrømme noget alvorligt og få røven flyttet fra den universitære stats-bygning i sit lovmæssighedshelvede af beskidt undertrykkende regelfølge på kryds og tværs, så den hjertegode åndsmagt i vort kød og den kreative sands dermed ganske enkelt tilsidesættes. Jeg gentager, det er HELLIGÅNDENS MENNESKEVARME ÅBENBARINGS-POTENTIALE TIL OPLØFTELSE AF MENNESKELIVETS SAMFUND I VÆKST, der tilsidesættes derved. Ja, det er jo digligt at leve og det forbliver altså udgangspunktet i al evighed, uanset, hvad vi har rodet os ud i, fordi vi troede...
Men nogen troede så videre, at de kunne alliere sig med EU og menneskerettigheder, så den danske befolkning rigtig kunne få at mærke, hvor intelligente, dygtige og begavede de er i deres regelmæssigt forfulgte hjerne for hele verden, ja gudhjælpme fremfor hjerte for livet på dansk grund. Jeg mener kan I ikke redde det jødiske folk ud af den egyptiske ørkenvandring i matematikkens romantiske solguderi, så kan I heller ikke udredde de danske slægters hjertegode menneskeerfaring i kongens oplyste navn i vikinge-landene. - Synd for de mange unge, der kommer til og enten bliver indbildt på moderne vis eller nødsaget til at indrømme vor gamle tro som jeg på den stenede vej, da det jo altså aldrig har skullet foregå indover skriften og skriftkulturernes falske brød. Omkostningerne er for store uanset, hvilken vej de går, når de først er fanget ind. Og det er ikke økonomisk set, jeg mener. - Romersk-katolsk kultur, ja eller græsk-katolsk kultur, der for mig sådan set kan være det samme i sit nedarvede element i Danmark, fordi de begge bærer platonisk statsfornuft, sikkert søger at sone den, finde vej ud af den, dog også oppebærer den i sine aristoteliske venskaber, hieraki-dannelser og Godfather-kulturer som samfundskulturel sidegevinst!!! For mig at se kan mennesker rundet af den kulturarv ikke indrømme fædrelandet, uden at det går galt. Det gælder hele striben af tyranner og herskere i europæisk samfundshistorie – og jo altså så desværre også den danske statsborger, der er skolet til ikke at kunne indrømme nogetsomhelst af sandt menneskeligt levende værd i fader-lighedens egen ånd, men derimod nærmest kun kan være sig-selv-ligesom-alle-andre, fordi skattefars lovreligion befaler det via den livsforførelse, den giver anledning til!!!
Det er bortset fra skatte-svineriet, altså matematiske kulturer, måske fordi, at de ikke er omvendt og således ikke lader det foregå på åbenbaren vis: Det er ikke dig, altså jeget, der skal indrømme fædrelandet og forestå det, men fædrelandet, der skal indrømme mennesket, barnet som det fødes og skabt er, samt lade det opstå og bestå derved. At blive far er at indtræde i det kristne, muslimske, katolske, jødiske eller bare livskærligt, næstekærligt, menneskekærligt agtpågivende, dermed samfundsbetonede broderskab på et nyt plan. Det er naturligt at indrømme sin livsopgave som far i kære-lighedens navn med sin udkårne, der ligeledes er blevet mor. Og der står de ti bud, f.eks. at du ikke må begære næstens hustru. Det handler om tryghed i samfundet, ikke mindst mellem mænd, der jo om nødvendigt skal slåes for retten i kærlighedens eget navn og sigte for al vort, da tabte drenge, brændte børn jo altså ikke er nemme at have med at gøre senerehen. Dog helst ikke blodige slagsmål, nej, for du må jo ikke slå ihjel. At tro sig ved sine hjerteligste erfaringer som menneske, det er med andre ord alt sammen en dannelsesmæssig livsopgave, der tager hele samfundets dannelse udi trivsel, ve og vel i betragtning hel ned i det lille personlige livs hørte gang på jord. Og det er sådan oplyst menneskeforstand eller bare sand ånd af kødet kongeligt bærer samfundets børn op til fædrelandet, så helligånden i sit nærværende samfund kan opstå og morskaben brede sig over alt det, vi ikke forstod, ikke kunne se, ikke kunne sandse, men nu er klar over som klar til at gøre meget mere med.
For at gøre det forståeligt på moderne romantisk dansk kan man imidlertid sige, at faren og moren indtræder i forældre-landet. Ja, for det er dét, som det betyder: Der er ikke længere nogen over én, andre end Gud, troen, håbet, osv udi den oplysende, næringsgivende sandselighed vi modtager og har at gøre godt med. Sådan er Fædrelandet i oplyst menneskeforstand i tråd med livets naturlige og samfundne hørelse på jord. Det fatter de troløse på landets universiteter og i statens socialdemokrati, der således sagt er et socialfascistisk system, men det fatter de altså bare ikke, nej og heller ikke rets-fascisterne med legetøjshamrene – nej, for det er ingen af dem jo ”skolet til” og seså er det jo samfundets skyld, at de fortsætter udi ufattelighedernes teoretiske ånd og uendelige sindelag!!!
Ikke mindst sneg det her berørte sig i Danmark ind via latin-skolen, der jo netop senere blev betegnet som et dødt sprog, da ingen taler det. - Tilsvarende skal grundloven herhjemme fjernes eller i det mindste sættes på plads, så det ikke er dén, der i et brutalt reference-helvede afgør, hvad vi har ret til. Loven og dens virke skal under ingen omstændigheder stå i ånd af Justitsia. - Det er desuden ikke den tyske system-fornuft, der er noget værd, men den tyske forstand, såfremt troen er givet. Og det er den altså i hele Europa, sågar med bånd til mellemøsten, såvel jødisk som arabisk samfundskultur på trods af diverse disputser. Og dansk forstand fejler jo altså heller ikke noget, såfremt man hører efter Kaj, Ole, Troels, Jens, Søren, Peter, Lars og så videre hos dem, der bærer det i den nok endnu mere nordiske forstand: Agnar, Synnne, Freja, Sigmund, Thor, Sigrid, Signe, Ejnar, Rune og Sikke en Solvej... Dog naturligvis alle sammen gør det i vi-kongetro som også menneske-hjertetro forstand, der i gode tider er et og det samme, så vi kan sandse og opfatte noget nyt, nye vidnesbyrd på dansk grund ganske som de vælder frem af livets egen trolige kilde. Ja, for det er da synd, hvis livets sande vækstpotentiale skal gå til spilde eller forblive indkapslet, fremfor at munde ud, så den samhørighed, der forløser samfundet i vort kød kan finde sted og give frisk og sandt åndedræt med det eneste ene vidunderlige liv, vi er givet. Det har aldrig været meningen at vi skal være ens, men dog at vi kan høre, indrømme og dermed agte samme kære-lighed i vort levende kød.
Men tænk engang, Kierkegård, den lille pjevs, ja han dannede en åndelig sikring på dansk grund, så platonismen, idealismen, ja eller omvendt, så kærlighedens oplysende ånds-virke i hjertets eget navn ikke blev en ideologi, politik, for ikke at sige et magtanliggende i fornuftslogisk ånd. Endsige mellem kirke og stat, et tema, der jo nærmest konsekvent, ihvertfald ofte ganske afslørende fortæller, hvordan akademiske fornuft er fuldstændig afmonteret slægtsmæssig forstand og indrømmelse af: Kongeriget Danmark og det kulturliv, den forstand, den frihed, den tro, vi er givet dermed, ja i vor danske vi-konge-kød med sine andegårde. - Og til forskel fra Grundtvig, ja jeg opfatter den samme kongelige kærlighed hos dem, men Grundtvigs potentiale var vækstens organiske sands, der vil udfolde sig tilsvarende. Han havde fattet reformationen. Mens Kierkegård til forskel fra ham beskæftigede sig med alle dem, der ikke havde fattet den og ikke ville kunne komme til det uden hans indsats: Altså skole-kulturen i sit statslige håndtag, fornuftens og den borgerlige kultur, der dannes i kølvandet derpå.
Grundtvig går ordets vej med sit bud ud til det kongelige danske folk, han lader ordet være levende og forkynder derved ordets levende omdrejningspunkt udover skriften. Han taler desuden også i skrift, når han så bruger den til forskel for det forkromede skriftssprogs, fagsprogenes mange former for finkultiverende kammerateri. Han bruger sin egen stemme og stiller dermed ordet i kropslig, almindelig menneskelig sammenhæng, på daværende tidspunkt kaldet folkelig, fordi vi blev kaldt sådan under enevældens tid. Og han vækker derved, ja gør derved nærmest ordet til hver mands gave. Fordi ordet i al vort udgår fra kødet hos alle vore slægtninge på jord og uden forskel, udover sprogforskelle, kulturforskelle. Det har sin egen ret, ordet talt af kødet for al vort bære sin egen hjertelige ret og det hænger iøvrigt også sammen med stemme-retten i sin oplyste, forstandige betydning. Ja, uagtet at vi er overgået til et Oplyst Folkestyre uden at få afhændet fremskridtstroens teknokratiske online-stemmebånd, kryds-og-bolle-kulturen, der nu er overgået til klik, klik, klik i kølvandet på blip, båt og gud, hvor går det godt. - Han baner vejen for forståelsen af, at dansk folkestyre ikke lader sig gøre uden menneskelig samhørighed, hvilken er livsbåren og bundet til vor hørelse, dermed stemmeført i sine medmenneskehjertelige udtryk. Der er ingen ben i det og der sidder ikke nogen eller noget i hjertet endsige hjernen, nej vi er bare i åbenbaren ånd med livet, der som det er kendt i vejrlig sammenhæng danner tryk, undertryk, overtryk og modtryk. Og som vi så må ånde med, kanalisere, lære at tage, håndtere og så videre. Han gjorde som sagt og blandt andet iform af højskole-bevægelsen, der hører ham.
Kierkegård derimod, ja han går underneden og fører ordet op i den klassiske, den hårde, sorte skole, altså skrifts-kulturen, lov-kulturen, latin-skolen, titel-kulturen – og skriver derfor i første ombæring under pseudonym. De er begge protestanter, men Grundtvig behøver bare ikke alle distinktionerne, fordi han jo er en bondeknold, der véd, hvad den guddommelige vækst gør, uanset om mennesket følger med eller ej. Og jeg, ja jeg er Jens, nok mest grundtvigianer eller bondeknold, skal det være med den på. Og dog kan jeg alligevel ikke helt slippe den enfoldige og barnlige sands hos Kierkegård, da jeg hører den sidde fast i behandler-systemets psykiatriske, psykologiske, medicinal-lægelige og socialrådgivende samt fængslernes afdeling. Og på tilsvarende vis som han hørte det i samsuriet af kristeligt opdrag og det lystige pornoliv i københavn bag latinskolen. Endsige at sandsens for vort naturlige, medfødte hjerte, jeg mener kropslige åbenbarne ånd sidder fast blandt de mennesker der blev ofre for 70-80'ernes Eldorado. Medie-kulturen: oplysnings-tænkning bundet til medie-teknologi. Anders Fogh havde jo også sin batalje med den galaj, DR, fordi det er uklart, hvad medie-mennesker ønsker at formidle på landets vegne, altså til vort ve og vel. Eller fordi vor egentlige, medfødte og hjertegode sandselighed bare sidder fast der, hvor facaden opretholdes via den autoritetstro, hævdvundne identitetsdannelse ganske som den dermed danner et uheldigt forbilllede for kommende generationer.
Der er sgu da ikke nogen med sand menneskelige forstand af forsynsmæssig karakter i skatte-statslig regi længere, nej den slags mennesker har forlængst trukket sig derfra. Tilbage er kun de, der lader sig indtage af socialdemokratisk ideologi iform af lønsikring og fritid, så liderbassen kan føle sig tryg derhjemme med konen på de hvide lagner i sygdoms-sektoren!!! Dem er der så til gengæld et hav af og de vil joda også gerne bruse lidt på bølgen blå!!! - Husk på, at blandt vikingerne var der både store stærke mænd, men også små løbere, der kunne sno sig som en ål (og dermed også som en hugorm i det gedulgte. Hos Johannes Møllehave hedder det, at man skal passe på med, hvad man skriver i glemmebogen, ja, thi også det ser gudlivet og får mennesket dermed at mærke, før eller siden. Hvorfor kantede Johannes Møllehave iøvrigt Thor Nørretranders Mærk Verden, der blev givet som konfirmationsgaver rundt omkring og med den prompte omvending: Mærk livet, tror du? Ja kan det være mere klart; vor tro, vor sandselighed, ånd og livsførelse er ikke bundet til verden endsige alverden af det lave, men til livets gang med os. Vi er ikke forpligtet på noget ude i verden, nej, vi er forpligtet på livet ved sine slægtsbånd som tilsvarende vor ånd dermed i samfundet med næstens tilsvarende slægtsbånd og ånd. Og det er ad den vej, at livets samfund opstår som et fortroligt gode, der går sin gang med os. Ja det er da også derved man lærer at værdsætte mennesker af anden samfundskulturel herkomst, fordi man da kan se, at deres grundlæggende drifter jo altså er de samme. De bøvler med deres samfundskulturelle sorg og vi med vores, men det kan man altså godt høre forskel på, ja det skal begge parter have plads til at forløse sig af, så det ikke bringes med ud i det vandrette mellem os. Ligeledes gælder det også den gode side af skrift-kulturen, hvor vi altså istedet for at bruge våben, giver os tilkende, kanaliserer og søger at omvende den sorg, de konflikter, vi godt hører i det almindelige liv rundt omkring. Jo flere kunstfærdige udtryk, f.eks. skrift, jo større er menneskesorgen i pågældende samfund. Og dog, vendes i bekræftelse af det glædelige sigte med livets almindelige gang skal den jo altså – ellers griber hånden til våben i sin afmagt. Biskop Absolon tog hjelmen af og siden da har vi ikke båret våben, pånær lige i landets retskultiverende myndigheder kaldet ordensmagten... Ja, så lad os da håbe at de bæres i den rette ånd!!!).
Nå, men altså et romersk-katolsk efterslæb, der i dag gennemsyrer hele hovedstaden og statens fornuftige ordenskultur. Og EU. Det er hvad Martin Hall oponerer imod som ærkedansk menneske, der ikke véd, hvor han hører hjemme, fordi resten er ligeglade eller intet sandt tør indse og høre. Eller sige til ham. Han kender ikke sig selv vil det normale danske menneske sige, men han kender sig selv tusinde gange bedre end det normale danske menneske - og sådan søger han at vejlede med titlen: Den Sidste Romantiker. Ja, for han er jo kendt i sit miljø og véd, at han ikke er til efterlevelse, dog har en anden funktion i selvsamme ganske danske miljø på hans kanter. Det romantiske selvs ophør og dermed potentielt ophørelsen af hele svineriet med menneskelivet på dansk grund.
***
Det var så det. Jeg fortsætter, hvor jeg slap inden den ombæring gennem hall’en. For nej, mennesket bliver desværre i for høj grad prisgivet en følgen med, der ingen veje går eller når - for til sidst at dø af kræft!!! Eller falsk, utro kærlighed!!!
Ja, så smøg tilside, overdrivelse fremmer ikke altid forståelsen. Men kræft, ja kræft iøvrigt. Det kom jeg til at sige og skal lige vende, da det også har været inde at vende under erkendelses-gangen og indsigstgangen i sin tid. Kræft kommer af tyngdekraftens paradigme og de sprog og logikker, der dyrkes og kultiverer os på den baggrund. Kræft handler om undertrykkelse af sandheden, f.eks. udtrykt ved den forskel der er på at opfatte "kræfterne" vi lever i og med som åndelige energier eller på den falske side som kræfter, der følger slaviske love. Faremomentet er, at det er det samme lovbegreb, den samme lovmæssige logik, der gør sig gældende ifølge Newton og ifølge Karnovs tradition. Ligevægtens logik, ja men i glemsel af den nærværende sandselighed, der udgår fra vort eget kød og som er vort liv. Når mennesker således forledes til at følge landets love, så kommer de før eller siden også til at følge tyngdekraftens love og logikker, blandt andet via teknologien, der jo netop fint lader sig koble til teknokratiets magelighed!!! - Og da sprænges sindet før eller siden, menneskets medfødte personlige ånd og naturlige sandselighed dermed. Ja, medmindre at man lader verden af lave fare og finder sig et punkt eller en beskæftigelse, der kan aflade og rense sindet for de utallige regelfølge-overvejelser, der jo ikke blot er overvejelser, men konkrete anliggender og aftaler, det er strafbart ikke at overholde!!! Skal livet højnes, som det skal, ja så må man forlade sig på det lave liv, der føres på allerhøjeste sted i staten eller bare, som jeg nu kan sige det, føres i henhold til autoritetstroens makabre virke. Ja, for det er jo ikke ligefrem fremmende for sandselig god forstand i kærlighedens navn. Vi er åbenbarne fra barns ben og skal ikke rettes til, men lære at leve og vokse med det, altså udi kundskaber, der også kan tilvejebringe os brødet, forplejningen, hus og hjem.
Men altså, angst er konsekvensen og kræft skal ses i den sammenhæng. Og det værste man kan er sådan set at være bange for det, for det er troen, der skal helbrede uanset, hvad der måtte være på tale. Der er jo kun kroppen, kødet og al vor ånd at gøre godt med. Ja, så mon ikke det rækker. - I det hele taget er det, jeg taler om her fremmedgørelsen overfor vor egen natur, vor egen ånd og den jordiske situation, vi er som skabt til at leve og ånde med. Dog i mangen en sammenhæng altså på anden vis end vi gør. I tråd med arbejderbevægelsens lange smertefulde sang, der jo har bredt sig til hele stats-traditionen, så vi i dag har med social-fascistiske vilkår at gøre i det autoritetstro apparat - NSDAP-ånd - så bliver vi nu nærmest alle i det regi påvirket til ikke at bruge vore medfødte åndsevner, da de jo ikke stemmer overens med de gældende love, logikker, teknologier, teknokratier og deres normdannelser, der er blevet most ind i sindet på os de sidste brutale 100 år. Og social-fascismen, socialdemokraternes vrede baggrund og retsfascisterne, ja de kender jo altså ikke til indrømmelse af skyld og ansvar i oplyst forstand og livsmåde med menneskelivet på jord. Hos dem er det kronisk, ja permanent enten andres skyld eller systemets. I den psykopati lever de så deres liv og resten af samfundet dermed ind i. SVIRp til eget endemål.
Hør engang:Teknologi og teknokrati håndterer ensformige kræfter for os. Og sprog-begrebsligt siger jeg gerne at deres grundsprog er matematikken. Universalisme uden menneskeligt indhold, uden personligt nærværende sandselighed med rod i det samfund, vi kommer af og forbliver i til vi går i graven. Og derved forskydes alt menneskeligt ansvar, tillige alt vort kreative erfaringspotentiale. Universitetets paradigme, dets ånd er matematisk. Ikke mindst, da universitetet er indlejret i skatte-staten, der jo håndteres matematisk-økonomisk hele vejen ned til eksamensbordet. Den studerende med SU i røven og forskeren med en indtægt til forsørgelse af sit sexliv, da et ægteskabeligt familieliv vel at mærke ikke gives på det universitære plan. Nej ikke i den form for utro-skabende arbejdsliv, der jo er direkte afhængig af, hvorvidt de nu kan få den studerende til at bestå uden at det hjertesandgode personlige liv- og samfundspotentiale går tabt!!! Og består han, ja så bliver de kammerater på overførsels-indkomst i sagens universitære tjeneste, hvor man jo hverver unge helt ned i folkeskolen, videre på gymnasiet og så den helt store bæredygtigt uddannende opgave med den ganske verdenshistories sprog gående imellem os i vort lille danske samfund, vort kød, hele tiden og så igen, så vi intet samhørigt samfund hører, indrømmer, indser til glid for vort viderekommende!!! Det er ynkeligt og jeg bryder hårdt ud, fordi det gudhjælpme er dansk menneskevisdom, der per statsligt, institutionaliserede rutiner skaber undertryk i kødet slægt, på slægt, på slægt, generation efter generation. - Når vi skal betjene os af teknologien/teknokratiet, så er vi efterfølgende nødsaget til at indstille os på, hvordan den/det virker og altså tænke, sandse i de kræfters logikker den håndterer. Det optager følgeligt vor opmærksomhed og præger vort sindelag.
Drenge leger med biler og piger med dukker, der så er blevet til mobiltelefoner, fordi der var en lørdag aften, hvor der sad én og ventede!!! Ja der er uheldigvis efterhånden ingen forskel på ånden hos piger og drenge i den sammenhæng - indtil så kærlighedslivet for al vort begynder og drengene ikke kan forstå at piger ikke kan løses teknisk endsige via teknisk kommunikation, der jo f.eks. har været digteren, politikeren, videnskabsmanden og lederens metie op igennem hele romantismen. Verdenshistorien. Skriften. - Ja det kan de så godt idag, altså forløses teknisk og såmænd også den anden vej, omend det på ingen måde skal anbefales. Jeg forsager det. Men ellers er det netop i mange tilfælde historien om tro i sin lovregeligiøse, dermed normdannende kontekst, ganske som den foranlediger, altså kultiverer et regelmæssigt sindelag og dertilhørende logisk følelsesliv endsige skuffede forventninger. Med et fint ord hedder det i nævneværdig mangel af bedre: psyko-logik. Og sådan sagt, fordi psykologisk praksis på dansk grund handler om i samarbejde med psykiatri, medicinal-læger og social-rådgivere, kanske også politiet at få folk uuud på arbejdsmarkedet igen, så kapitalens logos kan tjenes og skatten kan betales til deres overførselsindkomst iiindover staten. Den moderne tro, autoritetstroen binder sig til et universelt logos, der over tid psykopatiserer åndslivet, altså verdsliggør, der i dag hedder universaliserer sindet, hvilket fører til en nærmest fuldstændig knægtelse af, at vort sind er til for at håndtere og værdsætte livets ånd med krop og glæde i sit eviggyldigt nærværende regi. Og hvad nedarver omtalte? Kopimæssig identitets-dannelse via et uddannelses-system, der betyder at visse positioner eller jobs altid har retten på deres side? – Ja, så altså drenge skal opføre sig sådan og piger sådan, for ellers går det ikke op i den statsborgerlige ligning, der jo tilbeder ligestilling, uanset om det er mellem svinehunden og menneskets ånd!!!
Don Juan eller Cassanova-historierne, der ofte afbildedes i middelalderligt miljø blandt bedsteborgere, der går og keder sig, er en anden udgave af den utroskabende tekniske udfordring og omgang med kønslivet. Endsige kærlighedslivet, da pointen jo er, at det ikke indfries og går i opfyldelse på den måde, nej tværtimod ender det i døden. Og det er altså mere en samfundspointe end udtryk for længsel. Ja, så har lille Jens misforstået dét, da han som 21 årig fravalgte alle fristelserne ved de ungdommelige natforestillinger til fordel for en solid dansk kvinde fra Fredericia, der havde noget at byde på. For dog senere i den akademiske magt-kulturs regi at falde for en ganske anden fornuftig fristelse, da forstanden var givet til at håndtere den på de tavses vegne lige siden barndommen. Fristelsen hedder: Den etiske ansvarlighed endsige samfundsorden og uddannelses-måde. Kom bare farende, etikere og andet rets-fascistisk liguster-folk udi opgave-rettende, karaktérgivende og fængslende adfærd...Jeg skal nok undlade at lægge fingre imellem, dog ikke ærligt oplyst hjerte, der uden tvivl også kan klippe hækken hos Jer, så I atter kan se edens have for bare hjerne-aktivitet og ingeniør-kunnen omkring trekants-området. Mangler I en arkitektonisk fallos for at kunne fokuserer den guddommelige geometri: op til gud, ned igen og ud til næsten? Ja, det er fandme ikke bare uhyggeligt, men direkte ulækkert at føre egyptisk matematik, græsk fornufts-etik med sine mange muser og referencer til politisk statssystem ind over hjertegod dansk forstand i det medfødte troskyldige kød. Ja, kom så pattebørn i statens uddannelses-industri eller I går måske ikke ind for fredelige måder med åndskamp, I vil måske hellere se flere haglgeværer i kantinerne endsige direkte terrorisme med det tryk det skaber ned i bægret på Jer og ud til alle, helt til Afghanistan, fordi I stadigvæk lystrer systemet i overenstemmelse med oldtidens krigerisk politiske Athen og Rom. Og altså så I kan fatte, hvad I skal forsage og afstå fra, så I atter kan indrømme menneskevarmen, der løfter os og højner livet derved i sit organisk klare oplysende værd?
Ja, for i såfald I hellere vil se hagl, så skal I bare fortsætte Jeres usle universitær-gymnasiale åndsvirksomhed og altså undlade at høre efter én, der fortæller Jer, at I skal omvende universitets-viden-og-indsigt til et organitet, organisk indsigt så en mere afstemt livsførelse kan tilvejebringes på jord, her dansk grund. Krop og ånd omkring levebrøds-kundskab i vort organisk, åndbare vækstvilkår. – Ja og det var så høsten indtil videre, for i livsforløbet måtte han, lille Jens jo så også knægte den sure kop pligte og forlade den synkende stats-skude i sit ellers troskyldigt ansvarshavende med at uddanne sin ånd til gavn for samfundet. Ja forlade skuden med sine mange uåbenbarne mennesker og til fordel for sin hjertetro, nu afdøde, morbror i nød samt et almindeligt malerjob som tilbud udi den alkoholiserede og xylen-åndelige branche. Dermed dog i et sandere, mere konkret lys at gøre godt med set i forhold til tidligere lysfænomener i dansk kulturkød. Desuden skulle der stærkere opløsningsmidler til, for at kunne overmale den analytiske, kinesiske mur, Erasmus monteringsmusenes universitære stats-logikker opRETholder, uagtet at resten af befolkningens åndedræt sad helt oppe i halsen på daværende tidspunkt. Og kommer til det igen, på trods af at indtil flere allerede er døde af det. Ja fordi man brugte/bruger systemet til at oplyse med, men politisk, noget det ikke kan og aldrig vil kunne. Altså, der må ikke være politisk eller retsfascistisk ånd i statslig virksomhed, fordi det oplyste folkestyre handler om det/de nye vidnesbyrd, der kommer af al vort kød og i sandhed som sandselighed kan forløse os som samfund, derved giver os hjertefrie kræfter at gøre godt med, ikke mindst til børnene, perspektiverne for kommende generationer.
Eller fordi man med andre ord for det samme fortsætter en gammel autoritetstro stats-virksomhed og myndighedskultur ovenpå en lang række livserfaringer, der troligt er gjort op gennem de sidste 30, ja 100 år, istedet for at indrømme dem, så nyt deraf kan opstå. Ja, det betyder at man knægter de erfaringer, som menneskelivet troligt gør sig på god vis og som vil vise vort samfund vej. Lægerne har f.eks. stadigvæk ikke fattet at det at udskrive medicin ikke er at helbrede, men at gør syge mennesker til en forretning i medicinal-industrien. Ja, det er ligesom om, at stats-ansatte og dertilhørende kulturer ikke tror at udbud og efterspørgsel stadigvæk gør sig gældende. Det er typisk akademisk-politisk at tro, at det så må sortere under et andet fag, en anden kasse, man følgeligt ikke kan have noget ansvar i forhold til. Og hør, hvad fanden er samfundssigtet i det? At vi skal vænnes til at æde flere og flere stoffer, for at holde gang i hjulene, så det platoniske bedsteborgerskab kan tro gott om sig selv og at der er styr på tingene i hver deres altankasse? Ja det er såmænd bare at vippe hængslerne af og der er sgu langt ned, højtuddannede båtnakker.
Så endeligt måtte han, lille Jens dog alligevel også rykke derfra, de tunge opløsningsmidler, da lyset jo altså ikke er solens skær, men den bibeholdte og vedholdende erfaringsgang med sit livs potentiale til forløsning af et så ganske ulykkeligt og falsk samfund endsige folkefærd. Malermesteren fik læst og påskrevet for sin livsførelse, fordi jeg holder særdeles meget af ham og hans forskellige udtryk, såsom som syv fingre i et røvhul, der er afløseren for ti tommelfingre eller bare for noget galt, der kun meget knebent lader sig gøre. Eller den med: sport i toeren... Jamen, altså, hvad skal man stille op mod den slags. - Nå, men der var hun så: Janne, måske hun kunne støtte mig....
Tilsvarende, her under dette tekniske afsnit kan man sige, at en industri-arbejder rundet af arbejder-romantikken ejheller kan mønstre sand kærlighed i organisk, oplysende forstand. Nej, så det kan deres børn jo heller ikke. Og da slet ikke, såfremt de også har kastet både troen og kongen på porten i deres livssyn. Det véd min søn allerede grundet min tyranniske svigerfars vold i livet, dermed i hans børn. (Men så må jeg jo også bære ham, ganske som jeg som skilsmissesøn bar min far ved at tage mig af mine søstre og min mor i hans sted, sågodt jeg kunne i troen på den tilgivende kærlighed, der jo forsoner vidt og bredt i det lange løb, ja i al evighed. En ting står iøvrigt klippefast i den henseende: Jeg vil hellere holde mig til slægtens naturlige og tro gang, derved agte mine, tillige min søns forfædre i deres livskampe med kærligheden end jeg vil finde mig i retsstatens kværkelse af min søns liv i Faderen, Sønnen og Helligåndens navn. Uagtet om den så ved sit rådgivende ekspert-system vil betone den ene eller den anden af min udkårnes og mine fædre som årsag. Ja som om de var givet ret dertil ud fra så lave og ringe menneskelige indsigter iform af den indsats, de er beskåret at udgøre til dansk samfundskulturliv igen og igen. Føj for satan, det er jo ligefrem at pisse på Gud, dermed livets eget samfund at begive sig af med et sådant arbejdsliv som de forestår. - Også uagtet om det så indirekte foregår via den roskildensiske rejekælling, jeg har sat en sund og rask dreng i verden med og hendes favntag med en tømrer, der bilder sig ind af være af ædel jødisk slægt med værktøjet iorden til både carport, gården og gaden. Og kanske fordi hendes far godt kunne tænke sig at være blevet tømrer og hun altså fortsat troede at hun skulle tilfredsstille ham... Derpå følgeligt en stævning imod min søn, vores familie, der ovenikøbet blev forsvaret på ærlig vis af egen hånd, uden at betone krig, blot fortsat fælles forældremyndighed til vi kunne finde vore ben at gå på igen med vort barn. Men som du sagde udenom, skat: Han er mere moden, for han har allerede ”mistet” sin første familie!!! - Jatak, nå, aha, er du et æble med orm i, står din kærlighed ikke ved barnet, gud, troen i livet? For nej, kære skat, det er du ik' ifølge mig, der er ikke orm i dig. Du skal jo bare lære at høre efter hjertet og supplere mig dermed, så vi kan fungere, fremfor at falde til patten i den kun nærmest faderlige ånd, der på ussel vis henholder sig til retfærdigheden, ja i afmagt ganske som din far, der betonede fornuftens økonomiske logik, da din mor ønskede andre græsgange: Hvordan vil du klare dig. Desuden videre fra hans mund til sin kone: Jeg har valgt ikke at udvikle mig, så det må du om? - Det er socialfascistisk hjernevask, Janne. Overhovedet ikke mit liv- og menneskesyn. Og må altså ikke blive min søns. Det er retfærdighedens afmagt som den kære system-niels i de to udsagn lægger for dagen, ja, men uden at kunne indrømme kærligheden sand, sandselig og trods alt i forhold til det holdbare, livets egen gang med os. Ja det er ærke socialdemokratisk smerte i hjertelivet. Og dét fandt de så ud af, da jeg kom, din bror havnede i fængsel grundet sin selvstændigheds-bevægelse i det autonome miljø i københavn og vold mod politiet, ja fordi hans far er en vatpik i kærlighed og så videre, så det alt sammen nærmest blev overført på mig, hvis kærlighed er af en helt anden slags, langt mere mild og sandselig som den selvgode bondedreng i vækstens miljø, der slet ikke er vant til at klare sig i så brutale svingninger med hjertelivet i det nære... - men de skal sgu sande det. Og dig med, så Bertram kan mærke sit personlige livspotentiale i sit blod, nu hvor hans fars kanske går tabt. De skal indrømme deres skyld i Vor Herres eget navn, ja, for jeg elsker også dem og mit barn ligeså højt som de deres, dig og din bror. Hør efter, for heromkring, der står korset i min og din generation. Og hører du ikke efter bliver det også den næste tildels i ligemageriets storhedsvanvittige navn. Der er ingen af os, der er problemet, bortset fra stats-kulturen, du indtil viderer opretholder som mellemværende imellem os, dermed lige over ånden på vores dreng. Ja, så faktum er, at min søn ikke kan indrømmes i fædrelandet medmindre der falder indrømmelser i Vor Herres eget sande navn. Ikke til fordel eller af hensyn til mig, nej lad Gud ville med mig som han vil. Men vores søn, Niels Bertram Aunstrup Mortensen er døbt som sådan i ligeværdig agtelse for din far, Niels, din mor, Aunstrup og Mortensen for den slægt han tilhører. Dertil Bertram som hans eget, så han kan være på fornavn med sit liv i faderlighedens tro hånd som ånd. - Hvilket levende indhold, hvilken opvækst synes du, der skal fodre hans navn med ægteskabelige oplevelser af livet i det nære, hvar pædagog fra Frøbel-seminariet, der lige var til fest og farver i stat, amt og kommune, ikke sandt? Mener du ifølge en reguleret weekend-plan indover retsstaten? Kom så lille runde Pedersen, datter af FOA og DANSK METAL. Og lad nu være med at spørge din satan, der jo ingen forstand kan have på vores søn. Jeg gentager: Du kan godt bede din pik om at pakke sit afkom og forsvinde ud af min familie, uagtet om du kan opregne nok så mange mangler ved mig, thi jeg har aldrig haft den tone på i hjertet overfor dig - end ikke, da grænsen var nået og du tog statens politi i anvendelse. Hør: Er det ikke faldet dig ind, at du også er givet sand menneske-kærlighed at gøre godt med og at det virker på mig, når du siger den, fordi vores søn da får meget mere at gøre godt med. Ja, du véd, hvor glad jeg er for dig - men den fristelse i magt, ja den kunne du kanske ikke tåle, hvad ved jeg, ja og det er kanske dommen du selv fælder på baggrund af din fars måde med sit liv. Derfor skal du såmænd være taknemmelig for, at jeg holder den tro kærlighed i live hos dig, vores søn, vores familie. Ja, det mener jeg, også om jeg så dør af det, thi min søn skal vide besked i livets rette sammenhæng, af blodets bånd til åndens lod og gave, så hans medfødte åbenbaring kan bestå. Vi er bløde, milde og derved stærke Bertram, ja deri ligger al vor styrke, når også prøvelserne og erfaringerne gøres.
Og din fars blod er altså ikke tykkere end øl, Janne. Nej, hør: Alkoholisme er en grim ting, fordi den skaber en falsk bølgelængde og opfattelse af, hvad der er blødt, sandt og ærligt. Det er du vokset op under og derfor, tror jeg, så du også igennem fingre med den bajerske tilværelse, jeg havde levet mig ind med malermesteren og min skilsmisse-ramte morbror med sine dejlige børn, da vi mødtes og - siden, jeg kom på gymnasiet, højskole, universitetet. Jeg kan vist iøvrigt heller ikke benægte, at det desværre er et kulturelt foretagende, der handler om nok så meget andet, f.eks. Carlsbergs Glyptotek og Vores øl. Så det skal også ses i lyset af følgende: For vikinger drikker øl, når græsk-romantiske system-logikker hærger over det danske land og dermed truer fædrelandet i kongens navn. Ja, du kan jo spørge kordrengen, John Mogensen, nårh nej, men så Kim Larsen da. Og din far er jo hverken kongetro eller slægtstro, nej han vil være statsborger af dansk metal, sågar et mønster-eksempel derpå, når man tæller sygedage. Jeg holder af dine forældre, men jeg håber sandelig for dig, at han holder nallerne fra min søn til jeg er i nærheden. Og hør, det er jeg hele vejen, efterhånden også på hans bølgelængde, thi dér sidder din sande faderlige kærlighed i hans, din fars knægtelse af den. - Hvaa, sig mig engang Danmark, tror I det er psykologi og retspsykiatri eller noget, der kan medicineres bort, hamres i fængsel og lignende alt sammen?
Teknik og teknologisk omverden præger vort sindelag. F.eks. iform af fartbegræsning på vejene, så dem, der ikke sandser "bilens kræfter" - begærets overførsel af længsel via speederen - ikke kører råddent. Vi kan med andre ord ikke sandse mennesket, det kødelige, kropslige, ja alt det jordnære, varige i den erfaringshorisont, de logikker. Og da bekræfter, værdsætter og videreudvikler vi os ikke menneskeligt. Det betyder at vækstpotentialet hos mennesket ikke udfoldes, bliver rørt som unikt levende - og det giver kræft, foruden alle de øvrige velkendte velfærdssygdomme.
Det er et faktum at vesterlandsk system-verden eller bivirkningerne ved den masse-producerende logik, kapitalens, teknologiens og så videre med markedskræfterne ikke blot erstatter vore hænder, krop og egentlig forstandige liv- og arbejdsevne, men tillige præger os, vore sind til at afstå fra, hvad der ellers er menneskenaturligt. Anorexi-børn har f.eks. ingen livs-appetit, da der jo er en hel underholdnings-industri, der tager sig af at holde den "i live". Det kaldes også bare spise-forstyrrelser og det kender mange af os vel til i mere eller mindre grad. Ja, for man mister sgu appetitten, når f.eks. har skullet begå sig i det akademiske miljø og opleve en så ringe sands for livet endsige dømmekraft vælte ud af landets småborgerlige slægter. - Og MacDonald forestår da ikke en masse-produktiv nadver, så vi hurtigt kan komme videre, vel!!! Ja, fortsætter tendensen kan man inden længe købe et knald i den billige ende på enhver rastløs plads!!!
Det er pessimistisk, men joda positivt at være klar over, fordi vi da véd, hvor optimismen hører hjemme, nemlig omkring den forstandige visdom, hænders brug, hjertet, familien, slægten, troen og så videre. Vor livshistorie er samfundets udviklings-potentiale, vor muld og vor grøde. Arbejdsopgaven er dermed iøvrigt også klar nok. Vi skal fortsat udfolde vort liv, give af dét, vi har på hjertet, lade være hørt og så videre. Thi ellers dæmrer det ikke hos det forkvaklede stats-borgerlige folkefærd, vi desværre også er. Et folk, der troede de var medlem af guds evighedsmaskine over skattebilletten.
Både gaven, begavelsen og opgaven dermed er som sagt klar, omend den ikke kan lønnes uden at man bliver en del af maskineriet. Og altså, såfremt man jo er nødsaget til det alligevel på en og anden måde, joda skal være klar over at bære og tage ansvaret som det kendes i forretningsverden, den politiske stats-verden og så videre: Hvor der handles, der spildes!!! - Det véd afghanerne iøvrigt også, foruden alkoholiker-børnene, skilsmisse-børnene, problem-børnene!!! Endvidere de indsatte i landets fængsler og så videre her i samfundet. Jovist, det er kendt: Hvor der handles, der spildes!!! Vel iær når fordømmelsens selvretfærdige dømmekraft ligger bag og ikke kærlighedens tro agtpågivenhed og hensyntagen til det hjertelige velvære iblandt os med al vort under forvandling.
Mere personligt, altså hvad mit lille bidrag, mit lille liv angår, ja så kan jeg med andre ord sige, at jeg efterhånden er ved at være indstillet på den bølgelængde i vort samfund: Hvor der handles, dér spildes!!! Og mit hjerte handler altså, omend det går langsomt. Sidstnævnte skal iøvrigt nok ses i lyset af grundigheden det bærer på endsige hakkene i tuden - alle skal jo være med til det oplysende samfunds videre livs dannelse. Da ikke mindst folkefærdet i by-, land- og højesteret, hvis eksamen ligger lige om hjørnet: Dommedag i Højesterets sande navn. Ja, jeg venter spændt på, hvorvidt de kan genopstå og således bevise, bevidne, bekræfte, kanske ligefrem bekende vor tro - for de er jo dømt til døden af Vor Herre, den oplyste dannelses-tradition, der står og virker i kærlighedens sande navn og ikke retfærdighedens platonisk statsløgn. Desuden ikke løber, nej ikke har sit hjertelige virke i institutionel kontekst. Tværtimod står den oplysende dannelses-tradition i kødet, vore bånd. Og kære pattebørn i De Danske Domstole, det er dér Jeres virke, retfærdighed, dømmekraft og hamrende stupide slag falder. Ja hele livsførelse. Og samfundsførelsen på de kanter dermed. Ja, så det skal den danske befolkning da vide, nu hvor I efterhånden har haft mange år på bagen til at oplyse dem om samfundets ordentlige virke og sigtet med staten. Hva' siger I, kender I det ikke?
Jeg venter spændt til bristepunktet i sandhedens højesteretslige navn. Og dog er jeg naturligvis blot eksaminatoren, der jo skal høre efter, hvad censor siger: Vor Herre kommer jo mange gange i løbet af livet og dømmer mellem levende og døde. Tillige kan man derom sige, at såfremt vi ikke tager hans hjertelige erfaringsdomme alvorligt og søger at lade vore liv og vort samfund oplyse af dem, ja virksomheder, der ligesom glemmer at gøre det, de kommer til at akkumulere satans selvretfærdige åndsmåde og erfaringsdannelse med livet i og omkring pågældende virksomhed. Og da sker der det, at Guds vrede melder sig i samfundet. Ak, ja og mod dén kan end ikke Vor Herre stille ret meget op - ikke mindst set i lyset af, hvor løst han sidder i dansk forstand, hvor man jo ligefrem undlader at tørre røv med højre hånd, såfremt venstre hånd skulle være forstuvet med gazebind. Jovist vi hilser med højre hånd og jeg knytter da gerne næven og slår på mit vikingebryst i agtelse for tro kærlighed på muslimsk. Ja, for vi er sgu da mennesker, uanset abe-lignende tendenser. - Hvor muslimsk hånd anslår Guds hjerte, så giver kristne deres hånd til næsten i Guds navn. Det spegede i vesterlandsk kulturkreds er så, at det ikke er givet at den hånd sidder for enden af amen i kirken, ejheller at den er en håndsrækning til Gudlivets egen kærlighed, helligåndens sigte mellem os. Derfor siger man vel også ofte sit dåbsnavn, sit fornavn, når der hilses. Sindet eller nærværet i den næstekærlige agtelse skal med, så abekattens berøringsangst kan tilintetgøres, kunne man sige. Og det står sgu ikke i modsætning til, hvad Muhammed i sin kultur kunne sige ligeover med Jens i vor, skulle der være nogen, der forfaldt til at gøre sammenligninger uden at være i hjertegod tro.
Det synes jeg iøvrigt at menneskene på landets universiteter, måske især stats-kundskab i deres stats-ansættelse skal være klar over. Ja det byder min livsbårne oplysningspligt mig da i det mindste at gøre. Kan I selv undlade, kan I selv forestå nedrivningsarbejdet, eventuelt selvmordet på dømmekraften eller skal bull-dosereren indover tordenskyen med Thors ene hånd om tømmeret og den anden klar til at kaste Mjølner, så regnbuen opstår i Herrens navn med skattens oplysende formål for enden? Ja, for verden, der vedrører os er jo altså organisk og let genkendelig i sit sande værd. Jeg mener, hvorfor søger I indsigt i statens tomme univers? For efterfølgende at kunne administrere det fælles-menneskelige anliggende på dansk grund på tilsvarende vis, altså i samme ånd?
Men to skridt frem og et tilbage igen. Jeg påstår altså, at vi ikke ret vinder vor forstandige personlighed, før vi så at sige står med ansvaret for hele verden og da naturligvis må give fortabt. Indtil vi måske så, ja forhåbentlig sander det gamle: Verden er af lave, livet er at højne!!! Men det er kun de hjertetro, der kan det. Dem, der uagtet prøvelserne, forførelserne eller bare de ungdommelige erfarings-år, dog er forblevet nogenlunde ærlige i hjertets eget navn. Mao. véd hvor klaveret står, som man sagde i gamle dage, fordi de nye dages dannelses-tradition ikke handler om musiske færdigheder, Wagner-musik og lignende lektor-blomme-traditioner omkring Diamanter og tilsvarende romerske arenaer til underholdning af pøblen, så videre forfaldne Brøndby-hooligans finder sig nødsaget til at rejse vikinge-troens omgangsform ved at drikke mange øl, mens de holder på deres go til de kommer frem til de fremmede bornholmeres arena i Rønne og de blå bonde-blink må sørge for den resterende oplysning!!! Og hvordan går det iøvrigt i kongegravenes by, Roskilde? Tog man det bogstaveligt i skriftlig forstand? Troede man kongen og dermed kongeriget Danmark var begravet, død og borte, altså at der ikke længere var f.eks. fuldgyldig hjertelig oplysningspligt gældende i menneskeslægten på dansk grund. Ja, pligten til at være glad i livet, glad i arbejde, åben og modtagelig for, hvad Gudlivet nu måtte bringe os?
Nå, men kanske har de hjertetro måtte gøre som sagt, fordi de fornemmede, at der intet, ja ingen ånd og glædelige virksomhed ville kunne foregå fremover, såfremt de undlod at tager deres eget liv alvorligt som dét, der på én og samme gang er vort liv- og samfundsudviklende potentiale. Ja det er sågud den sandhed, der har meldt sig på negativ vis i den socialiserende omgang, der er foregået i "vor" tid. Ikke mindst i forhold til hele arbejdsmarkedet. Finanskrisen kom jo ikke bag på dem, der kender levebrødet. Nej for det har jo aldrig blot været relateret til penge og pengenes utallige logikker og påhitsomheder, der desuden i alt for mange år har været filtret uskønt ind i lov og ret. Endog så kraftigt, at der overhovedet ingen tvivl skal herske om, hvilken ånds-tradition, der bærer ansvaret for samtlige velfærdssygdomme, nemlig den ligegyldige, altså den der gør sig gældende ligegyldigt, hvad der er på tale. Loven siger...og den er klar på det punkt... (altså ifølge dem, der lever af dens statslige ideologi).
Og sådan går det vel, for sådan er det jo: nogen forudsiger med alskens analytisk kunstart, mens andre holder sig til forsynet og indstiller sig så godt de kan i tide. Der er jo noget, der ikke kan gå tabt og derfor ejheller må gå tabt i den bredrøvede sammenhæng kaldet verden hen over Danmark. Det er fortsat vigtigt at være på forkant med tiden, så den kan gå sin djævelske gang, uden at få fat i hjertekødet på slægten. Jovist, thi deri står alt det bæredygtige skrevet, der skal indrømmes, så der atter kan bygges og tilleves samfund med det i sin sandfærdige og almindelige helligånd. Thi da vokser den og vor forstand dermed.
Det kan være lidt svært at tale om førnævnte påstand, vort forstandigt personende vilkår på et generelt plan. Det lader sig dog gøre, da det er generelt, at vi alle er præget af folkeskolen, folkekirken, folkestyret. Under ét: folke-statsopfattelsen af samfundet med lov-begrebsligheden som omdrejningspunkt, herunder hele dens skræk-scenariei i vækst forbundet med kapital udi uendelige fordelingsbataljer og rodløse sprog. - EkstraBladet beskriver jo iøvrigt fortsat fint, hvad det konsekvente akademiske statsborgerskabelige virke foranleder. Ja de er s'gu så selvretfærdigt kristne som resten af pøblen i landet, at det halve turde være nok. Kanske er de bare ikke klar over det og derfor nævner jeg det. (Pøblen står for pærevællingen, ja den grød i hjertelivet som nsdap-medlemmerne, henholdsvis socialdemokraterne, herunder den industrielle arbejdsform, altså videnskaberne-teknologien-kapitalens drengerøve samt den statsborgerlige organisation avler i kødet på deres børn).
Selvet, selverkendelse og videre i den dur er satans værk, når det ikke foregår som livserkendelse, menneske-erkendelse, personlig erkendelse og lignende samfundsrelevante, gerne næstekærlige sager. Og ikke finder ytring, ja for en enkel ærlig ytring kan jo rejse hele livet hos mennesket, da vi i forvejen hører vort liv som ytring, et udtryk, en udfoldelse af hele skaberværket. Så altså: fornuftens selv-lovgivende principper og åndelige stadie oplærer, ja har simpelthen fordret af vor tids børn og unge - vel nærmest lige siden ungdoms-oprøret - at vi har skulle leve uden at vide, uden sandselig, kropslig vished om, hvad der var sandt, gyldigt i al evighed. Måske mere præcist sagt, fordi vi i vid udstrækning ikke er blevet dannet til at stå fast deromkring, ja omkring det menneskeligt levende eviggyldige gode, uden at det bliver til tomgangs-snak iform af akademisk-politiske diskussioner og depatter. Endsige modsætningen dertil, resultatet deraf: Den provinselle livsform i sit Erasmus Montanus-vanvid. Jeg har da ikke gjort noget forkert, ergo er jeg uden skyld!!! (Angstens sprog og omgangstone).
Jovist, hvad der udgår fra landets gamle myndigheder sætter sig i hele befolkningen. Og da især den totale mangel på indsigt, der kendetegner de videregåendes administrative tilværelse - ja de er måske ikke de værste, men de er slemme nok, fordi de ikke gør op med det og begynder at leve som almindelige mennesker, ja så netop den hjertelige myndighed i vort liv som samfund kan blive hørt. (Det er de rent faktisk rigtig gode til, men krisen kradser, ja hvad sker der så...). Og opsamling, koncentration af vore erfaringer, sandseligheder med at leve på samme jord, i samme land atter kan blive begribelig. Der sker med andre ord en formidling i det danske land, der imidlertid ikke står i sit rette element - den bæredygtige formidling kan kun ske via vor adfærd omkring levebrødet, der jo tillige angår vor ernæring. Formidlings-problemet, som det så skolastisk hedder i hele det universitære miljø, ja det skyldes altså manglende indsigt i livet på jord indenfor netop det universitær-statslige miljø. Og jeg skal da gerne henrette dem, så menneske-forældre på dansk grund kan undlade at fodre den statslige brancheforening med deres børn, samfundets livs-udfoldende og livs-udviklende potentiale nummer et.
Eksistens-grundlaget i statens mange skoler er børn og unge, ikke levebrødet, hvilket jo især går galt, når indsigten i vort guddommelige vækst-vilkår ikke er omdrejningspunktet i hånd som ånd derved. Hør, forstår I, gymniapladsker i kølvandet: Livets cyklus er jo altså ikke at hverve unge til indlevelse i akademiker-standens platoniske, altså den universitær-statslige idealismes uendeligt knop-skydende fag-tradition, så de efterfølgende begynder at uddanne det samme som de er uddannet i med næste generation som hverve-mæssigt materiale. Nej, den slags er rå og brutal indavl, så værsgo' at begynde at undervise og oplyse på bæredygtig vis, Blommer. Og henvendt til øvrigheden: Har I brug for en greb, min hakke, min skovl og min spade... Mao. det rak og pak, der dagligt mener at forestå noget af samfundsrelevant endsige livs-relevant karakter i statens institutioner, uden kendskab til den enten-eller-fornuft deres usle kød og ånd dermed bekræfter, ja de kan passende, altså i tråd med deres egen personlige udvikling i enten-eller-land, enten smide deres liv på porten eller begynde at arbejde for dets vækst i sandhedens navn. Unge mennesker skal kraft-peter-væltme ikke opvokse med attaché-tasker og falske bryster fuld af selvindbildte skolebøger, men derimod hænder, krop, ånd i disciplinering omkring det jordnære, det kropsnære, dermed samfundsnære. Jeg mener, universitære akademikere og andet stats-ansat godtfolk, hvor længe vil i leve, for ikke at sige, hvor længe vil i forsvare den ulækre, løgnagtige ånd i underviser børn og unge i? Skal vi købe økologisk og gå i sandaler, for at fremme organisk orienteret virksomhed i oldtiden? Ja, for der skal da vel ikke være et formål, førend man kan arbejde hjerteligt for livet, værdsætte dets vækstpotentialer og fremelske dem, så de kan bære - skal der? Jeg mener, hvordan vil I klare det uden vækst-kendskab?
Nej, det er ikke hvadsomhelst, altså det eviggyldige sandhedsgode med vor hjertelighed ihu. Ikke mindst da det kan sandses hos ethvert simpelt og ærligt menneske. - Sandheden er ikke ond, men bliver det uden tro, altså troskaben, der løber med livets egen personende gang, herunder de medmennesker, der står én nær og dermed videre ud til imødekommenhed med næsten. Tro løber i slægtens bånd, hvilket jo f.eks. også betyder, at dem, der lever som om de har gjort op med deres slægt - altså fordi de ikke gider at tager arvesynden på sig i fattelse af deres eget livspotentiale - ja de er naturligvis truslen mod samfundets beståen som et formidlende foretagende, hvor de hjertegode erfaringer sorteres og bringer os høsten i almenvellet. Helligånden. Hørte du dét, svigerfar? Ja, jeg behøver da vel for ind i helvede ikke at undskylde, at jeg er personlig, gør jeg? (Jeg har jo også givet dig noget meget konkret at holde i hånden; hæk-træ med et jern-kors i midten. Sørger du for at pudse det, holde det blank, så Dansk Metal ikke ruster?).
Er der videre virksomhed i samfundet, der forstyrrer eller ligefrem forfører mennesket væk fra den indrømmende gang med livet, ja så skal de bekæmpes. F.eks. ved at undlade at deltage i dem eller på anden vis undlade at lade sit livs arbejds-kræfter komme dem tilgode. Der jo i så fald betyder, at de går til spilde. - Men altså naturligvis undladelse til fordel for arbejdsomhed i anden mere lødig og bæredygtig sammenhæng. Hvad fortæller dit hjerte dig til gavn for al vort?
De vantro må i sandhed sejle deres egen sø, såfremt de vil lege fornuftslogisk dømmende over børns liv og opvækst, thi forstanden løber ingen steder. Sket er sket og står ikke til at omstøde, dog til at indrømme og lade os forvandle af til genopstandelsen er et faktum. Sygdom og dårligdom, som det vise sprog jo siger det, ja den slags kan vi kun rejse os af via raske og sandselig gode domme i erfaringsgangen med livets fortsættelse. Hvor der er tro er der håb, ja: Vej. Og kreativiteten i skaberværket er altså til for det samme. Der er ingen, der har sagt, hvordan dit liv indfries, opfyldes og udfoldes. Ikke udover dit gode hjerte, dine gode erfaringer i og med menneskelivet. Og der er altid noget at finde, der tjener dig bedre og dermed hele din omgivelse.
Men står det imidlertid endnu mere sløjt til, jamen så hør: Kan du gå på lokum uden at svine hele kummen til, for så har du allerede én god erfaring at være opmærksom på. Så kan du noget, ja så er du noget værd, der kan rejse sig over lortens svineri. Ja, for du behøver altså ikke at identificere dig med den som din, endsige føle ejendomsret over den jf. loven, så du tror, at du er ved at miste noget dyrebart under hele livssituationen. - Nej og gid man da kunne sige det samme om det universitære eller masse-medierne for den sags skyld. Men det kommer vel nok, når flere af os trækker og slipper, så udskylningen kan finde sted.
Eller man ønsker måske ikke at menneskets livserfaringer skal tages til efterretning som det samfunds-skabende element, ja man ønsker kanske blot, at det er de ligegyldige verdens-erfaringer i deres systembyggende reference til en mærkværdig uendelig voksende samfundsverden, som intet menneskeligt kan røre, der skal være gældende som orientering iblandt os? Nuvel, hvis og såfremt, så god fornøjelse da. Jada, for da bliver det uden mig.
Nogen af os er jo så måske fra en anden baggrund, der i sit miljø overhovedet ikke er orienteret efter alder, generationskløfter, politik, virkeligheden, verden eller lignende latterligheder, men efter forældre, arbejde, overlevelse, familie, børn og lignende tro almindeligheder, hvor tingene med andre ord ikke er slået i stykker af fornufts-analystisk erkendelse og systembyggeri i storhedsvanviddets drømmeverden: Med land skal lov og hovsada bygges. Altså den drømmeverden, der blandt andet gør sig gældende hos stats-ansatte, visse sektorer mere end andre, fordi de har glemt, at det er en idé, der opretholder deres tilværelse og at deres økonomiske eksistens-grundlag således helt og aldeles er betinget af, hvorvidt de som overmennesker formår at få resten af verdens menneskehed til at betale til deres overførsels-indkomst, altså tro godt om idéen!!! Ja, som de iøvrigt ikke kender spor til længere, hvilket blot gør hele foretagendet endnu værre. - Endsige, hvad der er endnu endnu værre, jadada, nemlig uden at opleve ovennævnte sandt og gyldigt i al evighed som godt, glædelig, taknemmeligt at være klar over og således værd at leve og arbejde videre med.
Hør: Oplysnings-opgaven er ikke at oplyse alverdens dårligdom, verden af lave, nej, men derimod at lade livet oplyse menneskelivets hjertegode personende gang på jord - for kun derved udvikles vor sandselighed, vor almen-menneskelige kropskontakt og sprog i det hele taget. Livets vækstpotentiale kan ikke komme menneskeheden tilgode uden at menneskelivet lærer at lade det udfolde sig i vort sandselige, ja forstandige favør. Og den lærdom eller åndsmåde med sit liv, ja det kan vi så kalde menneskelivets vækst-potentiale. Det er altid personligt stillet og familiært forbundet. Der er ingen personende gang med livet, der ikke også foregår med al vor slægtsmæssighed. Og det er samfundet på jord, som det først og fremmest vedrører os.
En slægt kan ikke isoleres og ligeledes kan en person heller ikke helt og aldeles isoleres. Det betyder omvendt set og sagt, at virksomheder i samfundet, der ved deres åndsmåde eller idé-grundlag isolerer, kommer til at udstøde mennesker, kanske ligefrem fængsle dem - ja de forestår et selvmord. Med fine ord hedder det, at de undergraver deres egen berettigelse eller troværdighed som ligeværdigt menneske på jord. Eller bare deres virksomhed. Og galskaben i den sandhed er ofte, at de ikke selv rammes, hvilket betyder, at det er andre, hjertetro, samfundstro, mennesketro mennesker, som er vokset i indføling med det omkringværende samfundsliv, der ender med først at bære ansvaret, for senere at tage deres eget liv. Fordi de simpelthen ikke kan holde ud at leve i et så sigtesløst samfund blandt så afstumpede mennesker, der intet ærligt kan indrømme henad vejen, dermed ikke vokser af livet til gavn og glæde for kommende generationer. Vore børn. - Ja fordi de simpelthen ikke gider et samfund, der i sin skatte-social-rådgivende og virksomhedsejendomsretslige egenskab f.eks. skalter og valter med arbejdskraft uden at ænse den som personlig stillet livskraft bærende hele vækstpotentialet frem til det videre opstandne samfund. Et potentiale, der såfremt kærlighedens omtanke og så videre finder sin højesteret til at udfolde det løfter hele menneskelivet ud af verden af det lave.
Og det er iøvrigt i den sammenhæng at uddannelses-tænkning kommer på tale, dannelses-temaet. For det er dét, det personligt rørende livspotentiale eller bare vækstpotentiale i Gudlivets eget navn, at vi skal kunne noget med i enhver sammenhæng. Vi skal have øje for det, hørelse og klarhed til at leve opløftende og oplysende, men det kræver en anden dannelse, prægning i det fællesmenneskelige regi end den, der er gående og gældende på slavisk system-defineret vis med klasser, timer, fag, kategorier, rettigheder og så videre. Den foregår nemlig i nærmest konstant angst, frygt og bæven for, hvad hele den ganske politiske handelsverden og alle de andres makværk af lave nu vil sige eller gør, når fejl eller bare misforståelse, mishørelse gør sig gældende...
Fornuftens konsekvenslogikker, herunder de politisk-retsstatslige løn-og-straf-logikker, altså lov-kultur uden kendskab til vor sædelighed som menneske på jord, ja de er alt, alt for hårde mod menneskelivet i sit egentlige forstandigt tro og ærlige sigte. Og det rejser følgeligt den gamle hårde forstand i de kongetro og hjertetro oplyste danske vikinge-slægter, ja lige indtil fornuftens romantiske, universitære, social-fascistiske og social-rådgivende pubertets-børn lægger sig, ja hører op med at misrøgte menneskelivets egen dømmekraft i al vort. Altså med andre ord bliver klar over, hvilket oplysende samfund de tjener på dansk grund. Nemlig Gudlivets eget sigte med menneskelivets SAMFUND, på dansk grund bestående af vore slægter og nye vidnesbyrd deraf, ikke mindst via vore børn, livets børn. Der er ingen race-konflikt eller nationalistisk konflikt i samfundets, altså fædrelandets kongelige sigte med sit dertilhørende modersmål, men der er til gengæld en masse statsborgerlige svin af dansk herkomst, der aldrig har lært menneskelivet at kende på oplysende dansk, så ejheller tilkomne af anden samfundskulturel herkomst kan mærke sand hjertegod medmenneskelig varme på dansk. Og det er fandme synd og skam. - Samfundet er i egentlig forstand et gode og ikke et onde, der skal administreres med hård hånd til det kvæler al tillid og tiltro til sit forehavende. Ja, ligefrem kvæler sit eget vækst-potentiale i sine vanvittige bestræbelser på at få ret, hvor ingen ret gives, da dommen over den slags bestræbelser allerede er faldet.
Den tro kærligheds omtanke er ikke bare noget med ANDRE at gøre, som de fatsvage nørder på fornuftens universitet i Århus så ganske statsborgerligt tænkende nu kan mønstre det, ja altså siiige det. Kære-lighedens omtanke i vor færden er ikke bare et mellem-menneskeligt eller fælles-menneskeligt anliggende, der kan skitseres ved at stille det ene overfor det andet og dernæst gøre sammenlignelige forestillinger om det bedste, det retfærdige og så videre, for så at sætte en autoritetstro i røven på foretagendet og udøve magtens selvbestaltede myndighed til det hele går i opfyldelse. Nej, det er et guddommeligt anliggende, der rub og stub vedrører alt jordisk liv, altså livet mellem himmel og jord.
Formålet med uddannelse er at kunne håndtere menneskelivet omkring den nødvendigvis givne er-næring og at gøre det med glæde. Men videre derved vokse i glædens kundskab, så nye færdigheder dannes. Ja ikke så alt bliver lettere, men så vi får mere ud af det vi altid kreativt har at gøre godt med. Og det er fandme ikke det, der foregår i det overmenneskelige stats-samfund, der på enerverende vis gentager sig selv, fordi lovreligiøs samfundskultivering er og gør sådan over tid! Hør: Det er hverken Gud eller Staten, der giver os lov til at leve på jord; nej, for Gud er ikke lovgiver, men livsåndens vækst-givende egenskab - og staten, ja den er jo ligegyldig for Gud og hver mand. Gudlivet straffer aldrig, nej Han giver kun det hele i al evighed, så vanskeligheden er med andre ord evnen til at modtage, indrømme og vokse med livsåndens vækst-givende egenskab i al evighed. En vanskelighed, der altså gør sig gældende hos os, mennesket. Og det er i den forbindelse af lovmæssigheds-dyrkende kultur bliver en direkte trussel mod vort bestående, vor sandselighed og hjertegode erfaringsgang med livet, dermed samfundets. For kan vi ikke sandse det nye al den stund, at vi lader os optage af love, regler og normer, så vi tilsidst slet ikke tør se stort på menneskets egne, fattige frembringelser - ja, kan vi ikke sandse det nye, som livet kommer med til os, til vort samfund på jord i sit storslåede under, jamen altså, hvorfra skulle genopstanden sandselighed og vækst da komme? Fra staten!!! Nej hold da kæft, ja, for du kan jo bare tage en tier og putte den i jorden, gøde den lidt med Karnovs papir og så se om der dannes grøde, spirer noget frem, der videre kan forplante sig, sætte frø og høstes af. - Sidegevinsten ved håndens brug er åndens rug og det kommer der levebrød ud af. Men sidegevinsten ved åndens brug alene, ja den findes ikke som en gevinst, men som den belastning, der kaldes fagsprog eller bedre sindelag uden håndelags-erfaring med det almindelige liv og vor medfødte krop og åndsevne.
Universiteter er sådanne fagsproglige babels-tårne, dvs. de vidner om den åndstradition, der ikke kan tage ved lære af oplysningen, gudlivets egen fødsel af ordet hos os, ja til vort sandselige formål, så vi kan høre, se og sandse, hvad der foregår i vort kød og indrette samfundet derefter. Ellers går det galt, ja for vi lever i overensstemmelse med vort kød, ikke blot jeg med mit og dig med dit, nej med vort kød, menneskelivets, menneskeslægtens, hele baduljen. Først og fremmest dansk grund, for os, der lever her på den. Og kan vi ikke høre, kender vi ikke vor begræsning, magten, æren og så videre, ja reagerer vi ikke på det vi hører, så... Altså, jeg siger: Helligånden står altid til rådighed, men da aldrig uafhængig af hjertets ytring i Gudlivets eget navn. Nej tværtimod kan man sige, at det eneste, der i sandhed går helt af sig selv, det er stats-og-universitets-kulturens selvmord på den danske befolkning. Det forstyrrer jo netop menneskelivet at have så mange forskellige sprog gående med hver deres rettigheder og forbundsfæller, tvister om afgrænsede områder og pludselige konflikter - og det kvæler simpelthen hjertets eget sprog, sandheden og sandseligheden, der jo ellers er givet en hel krop at gå med til gavn for al vort.
Som jeg nu så mildt siger det - ja, jo, jovist, for det var sådan set mildt sagt om den universitære administrationskultur og den dårligdomsgivende kultivering, den har forestået på europæisk grund, ikke mindst dansk grund. Det skyldes ikke desto mindre, at den akademiske tradition finder sin grund, sin græsk-romerske arv før år nul, VOR TIDSREGNING. Så lad mig sige lidt mere om det, tiden.
Vor Tidsregning står lige midt i hjertet og op-hører dermed til fuldstændig gavn og glæde for al vort liv, vort samfund ganske som du og jeg er. Vi er ikke underlagt tiden, ejheller dens utallige fagsprog, der ingen veje fører. Ejheller juraens. Så ved du dét, men jeg gentager: Det hedder f.v.t. og e.v.t - altså eventuelt. Så efter vor tid betyder ifølge vor tids hændelser, hvor "vor" jo altså betyder menneskelivet på jord ifølge Vor Herres, altså menneskeslægtens medfødte og indfødte hjertelige dømmekraft i Gudlivets eget kreativt levende navn. Ganske som den blev åbenbaret første gang for os, i vor kulturkreds i de dage... Og gudlivets eget navn betegner jo altså bare hele forstandigheden i livet, at hele livets måde, dagsorden og sigte er givet på forhånd, altså at det vokser og udfolder sig. Det gælder også det personlige eller i en bedre formulering: det personende liv i menneskeslægten. Vi er indfødte, fødes af moders indre til faders udstrakte hænder. Og den efterfølgende vækst i barnets personlige forstand er direkte betinget af forældrenes sands for livets trolige, helt naturlige forvandling af mennesket. - Det er ikke ligegyldigt om man følger med i livets egen gang og vækstfaser med os, vor krop, vor ånd, vort samfund. Og i den forbindelse finder jeg det værd at nævne, at forplantningen af menneskets hjertelige åndserfaring altså sker helt naturligt fra generation til generation - men ligeledes at den forstyrres i sin gang, når man rykker barnet ud af sin slægt, for at indkode det i en bedrevidende statsborgerlig kultur og sprogdannelse, der på selvlovgiven vis selv vil skabe det perfekte, blankpolerede samfund bestående af ligestillede og sammenstilte individer med hver deres absolut ukrænkelige rettigheder her på jord!!! Ja, for da er man kraftedme ikke rigtig klog, men gået direkte i rette med Gudlivets eget skaberværk og glæden i ethvert barn til videre opvækst og udfoldelse af sin vækstgave i al vort.
Der faldt erkendelsen, den faldt i år nul, den faldt i tidsløsheden, den faldt i al evighed med røverbuler, omstyrtede templer, og kors i hytten hos vanens autoritetstro folkefærd - ja den faldt altså også i en samfundsmæssig kontekst, omend den ikke først og fremmest angik den i sin gamle orden. Nej, det gjorde den ikke, men de, det etablerede ordens-system sad jo på ørerne, ganske som i dag. Protesten i protestanten angår menneskebarnets kærlighed og almindelige vækst, derunder vort næringsvilkår, arbejdsliv mv. Men den bliver dermed naturligvis også ofte til en protest, der provokerer de døve, de stumme og dumme, altså dem, der henholder sig til døde sprog, latin, løgn, sorg, penge, ret, magt... etableret objektivitet, idealitet, normale normer, som ingen vel at mærke kan tage ansvaret for endsige modsvare. Undtagen dem, der kan høre menneskelivets trivsel i gudsandhedens navn naturligvis, thi de har ikke noget valg. De véd med andre ord, at man ikke kan snyde den sande sandselighed i menneskelivet, der også altid er unik, personlig stillet, men fordi den er direkte forbundet med helligdommen - helligåndens videre kundskabende livsførelse omkring det samfundne vilkår på jord. Sand menneske-varme er ikke et begreb, men hjertets ånd, der giver sig tilkende på medmenneskelig indrømmende vis, ofte i afmagt, men tillige i al almindelighed, når man blot bliver løftet af næstens nærværd: Jeg er glad for, at du er til eller den her: At du har levet som du har og fortsat lever, det glæder mig. Sådan, ja der står kærligheden i sin forventningsløse medmenneskelighed og helligånden bliver da et faktum at kunne sande.
Den største kærlighed, man kan vise et medmenneske, næsten, det er Gudlivets egen - og den er helt og holdent betinget af din troskab og indrømmelse i Hans foretagende, Gudsandhedens eget, dermed menneskelivets plads på jord i sit dertil indrettende organiske, næringsgivende og åndbare vækstvilkår. Forsynet er intakt, men vor forstand dermed skal renses for alle de umulige rationaler og rationaliseringer, vi har været udsat for. Ja, for ellers kan vi ikke indrømme den gave, vi hver især udgør til gavn og glæde for al vort - den personlige begavelse i Gudlivets eget navn som hjertet er bundet til: samfundets vækstpotentiale i den medmenneskelig forstand, der bærer det forsynsgivne sigte videre frem mod vort sande værensmål. Og såmænd helt fra barns ben og på naturlig, upåklagelig vis, såfremt de mange rationaler ikke ødelægger og forvitrer det hele, ja den personlige ånd i sin naturlige kontakt med al vort.
Den næstekærlige pligt eller opgave står med andre ord ikke overfor næsten, men sammen om næsten, medmenneskeligheden, i Gudlivets samfundne vilkår på jord. Hvorfor opmærksomheden altid også skal henledes på sagen, vi hver især måtte være involveret i. Bekræfter den pågældende sag og arbejdslivet deromkring vort samfundne vækst-vilkår og almindelige udviklings-foretagende? Oplyser det os, opløfter det os, så sand retning for vor sandseligheds videre uddannelse kan gives og udfoldelse finde sted? - Næsten kan ikke isoleres som et andet menneske eller som andre, der er én ligegyldig, uvedkommende eller ubekendt. I det mindste ikke uden at gudlivets egen ånd, livskraften og den sandselige klarhed, man kropsligt måtte være givet dermed også forsvinder. Og det er da ikke rart, nej og det kan da iøvrigt heller ikke medicineres bort, såfremt en sådan utroskab skulle ramme et menneskes liv, lægevidenskab.
Gudlivet, lille jeg og lille næsten står i samme helligånds-sigtende virksomhed. Og det var såmænd treenighedslæreren, der kom frem der: Faderen, Sønnen og Helligånden. Mennesket bliver først erkendt i år nul, altså i al evighed og uafhængig af tidens omverden. Det er sandheden om menneskelivets hele livs-situation på jord, der undfanges i år nul, altså uafhængig af tidens og omverdens normer - og som man siden har forsøgt at lade kultivere os, oplyse os, så vor livsførelse og samfundsudvikling aldrig skulle ske uden glæde, uden taknemmelighed, uden begavelse, uden menneskelig klarhed, uden retning, mål og med. Ja, så efterfølgende generationer ikke slavisk skulle gentage deres forældre, men finde deres egen glæde til gavn for samfundets nød og omvendelse deraf. Det var og er de oplyste samfunds sigte og tillige en naturlig overlevelses-mekanisme, fordi det menneskehjertelige røre i sand glæde er afgørende for, at vor forstand ikke degenererer, så vi tilsidst æder hinanden eller lignende misrøgt af menneskelivets ånd og erfaringsmekanisme. Det er desuden indbygget i menneskets slægtsnatur, at vi forplanter vore forældres ånd i håndteringen af vore egne børn, jeg mener, at vi erindrer, hvordan det var at være barn, når vi selv får børn - hvorfor det, bortset fra vanskelighederne med den naturlige erindrings-bevægelse, såfremt man som barn har oplevet ondt, er centralt at samfundsvilkåret i det hele taget også indrømmes undervejs gennem ens opvækst. Menneskelivet undergår en forvandling med sin omgivelse, der også skal indrømmes, så ikke den efterfølgende generation skal genopdrages eller gentages i en kopi af ens egne forældres måde med livet eller holdning til samfundet. Ja og det er i og for uanset om den måde har været god eller dårlig. Sker der ingen indrømmelse af samfundsvilkåret og det samfundshistoriske kendskab, fortællingerne, sangene, hændelserne, der måtte komme for dagens lys, ja så starter den efterfølgende generation på bar bund, altså uden åndelig kontakt med det ægte samfund i sin skabelse, som den netop foregår via kødet. Konsekvensen er et menneske, der er fremmed for sin slægt, sit eget blod, sin egen ånd - og aldeles opslugt af verdens mange fristende frembringelser og tilbud, men uden sands for det bærende, uden forstand at holde sig til. Ja og dermed ejheller kan genkende det livsbårne, ægteskabende leje hos næsten, der kan give os nye ben at gå på, føde nyt bæredygtigt liv.
Gudlivet eller Gudsandheden har bare ikke været erkendt som sagen i sit konkrete jordiske element, indtil også jeg kom og gentog opgaven på al-vor-lig vis: Gudlivet er det organisk levende på jord, hvorfor al den snak om dig og mig og os alle sammen ingen veje fører, medmindre det vækst-vilkår vi er betinget af, ja afhængige af også er på tale som sagens omdrejningspunkt. Levebrødet, vore næringsveje og læringsveje i deres almindelige livsmæssige sammenhænge med mad-fremstilling, materiale-fremstilling, hus og hjem og så videre. Tillige dermed sagt vor sandselighed og medfødte, kropslige arbejdsevne i livsbekræftende udfoldelse deromkring. - Og det kan den romantiske stat og autoritetstro skriftskultur endsige masse-kulturen med sine mange direktioner og teknologier altså ikke tilvejebringe på dansk grund. Nej, tværtimod har den undertrykt den naturlige sandseligheds kræfter via sin utålelige idé, idealismen gående ud på, at alt og alle skal rettes til og bringes i overenstemmelse med... skriften? teknologien? maskinen? teknokratiet? facit? bonus på bundlinien? National-bankens regnskab? EMSen? Momsen? Fadbamsen? Valuta-slangen? - Psss!
Der er ikke andre til at bære livet frem til samfundet, nej, men altså vi bærer helt grundlæggende, ganske inkarneret gudlivets faderlige sigte med menneskelivet i egen personlige, unikke, kropslige skabning og dertilhørende ånd. Det betyder først og fremmest at det sigte skal indrømmes. Og er vi på det rene med dét, jeg gentager på det rene med dét, ja så bærer vi ligeover med Jesus, Vor Herres budskab i Gudlivets sande grundvold: Helligdommen. Altså Gudlivets sande kærlighed til menneskelivet at være samfunden omkring og vokse videre med, så helligånden kan føde vort viderebringende sigte med livet på jord og vor trivsel troligt indrette sig derefter. Og hør da er budskabet altså ikke hans længere, nej men ens eget ansvar i Gudlivets eget navn nøjagtigt som det var for Vor Herre - ja såfremt man altså er på det rene med det.
Det ER reformationen og ligeledes det egentlige friheds-begrebs fødsel, eller genfødsel i hjertets al-minde-værdige-lige borg, glædens sande som sandselige og kreativt levende "vold". I det oplyste samfunds orden, om det så regeres af kongen eller folkestyret, der gælder friheden og friheds-rettighederne retten som pligten til at adlyde i Gudlivets eget navn og sigte med menneskelivets glidsomme glæde til vækst og genopstanden trivsel. Ytringsfriheden f.eks. er direkte forbundet med det nye vidnesbyrd, altså dét et menneske kan have på hjertet for al vort. Man har ret og pligt til at sige frem, så hjerter kan blive rørt og mennesket hørt. Og den ret og pligt har ikke noget med lovgivnings-systemer at gøre. Det er ikke lovens systemer, der sikrer lov og orden, nej det er ikke lovsovsens systemer, der giver lov og ret, der så videre fører til orden og ordentlige livsvilkår. Nej, for det er omvendt: Ordet, der blev til kød, altså ordet talt af vort kød, dermed i sigte for vor hjertelige trivsel. Det er ordet, der som sådan udtrykker den ånd, vi må indordne og indrette os på. Ja og vi er mange om budet, hvorfor koncentrationen af, hvad der bliver sagt og gjort rundt omkring er den egentlige ledelses-mæssige opgave. Den omstændighed skal indrømmes hos enhver, så al vort fortsat kan ånde frit i takt og tone med hjertets eget bud i Gudlivets eget navn. Du skal jo for fanden da ikke adlyde andre endsige loven eller arbejdsmarkedets normaler, såfremt det koster dit eget barns liv, helbredet eller kærligheden i dit, dermed også vort liv!
Det, der sker i samfundet vidt og bredt sker i vort samfundssind, vort kød og det er jo altså kun, hvad der er hjerteligt godt, der skal indrømmes og bekræftes personende til det viderebringende komme tilsyne og måske falder os i hænde. - Og f.eks. menneskerettighederne, ja de betoner rigtignok omdrejningspunkter for menneskelivets trivsel, men kan man ikke være den trivsel bekendt i Gudlivets eget navn og nærværende sigte, vor livs-situation og livsførelse på jord omkring brødet, næsten, barnet osv. ja så er menneskerettighederne fuldstændig ligegyldige, da magten og æren, taknemmeligheden og hele glæden i sit konkrete element dermed ikke er placeret. Ja, ligegyldige jævnfør guldets ligevægts-gudinde, Justitsiass, der jo ingen magt og ære er givet i al evighed.
Læg mærke til at sidstnævntes magt-egenskab kun gør sig gældende via belønning og afstraffelse, der videre administreres via det græsk-latinske civil-samfund eller med andre ord: bedsteborgerlige hieraki-dannelser eller i sin flade, matematiske struktur: Alle statsborgere som funktion af loven og dens administrationskultur. Det ligger nemlig også indlejret i logos-fanatismen, at det højere bestemmer det lavere og følgeligt, at det gælder om at være højt på strå, for at kunne overleve i dens ordens-mentalitet. De mekanismer, løn og straf, er f.eks. ikke sjove at have gående som psyko-logik i ægteskabet, mellem kønnene og børnene, læreren og eleven, arbejdsgiveren og arbejdstageren, lederen og dennes undersåtter... Men det er jo altså svært at oplyse den danske befolkning om, at det er dén ordens-mentalitet, de opretholder over skatte-billetten og indkoder hele pibetøjet i. Børn, unge, mennesket og vort samfundne værd i det hele taget dermed.
Den omdiskuterede manglende samhørighed eller sammenhængskraft de sidste 10-20 år skyldes med andre ord opdagelsen af, at statens virksomhed kun kan håndhæve sig selv i tråd med fornuftens selvlovgivende, selvretfærdige åndstradition - den gudløse, troløse, magt og retfærdigheds-dyrkende social-fascisme, fremfor den forstandigt kærlighedsdyrkende, indrømmende, vækstgivende og kreative i tråd med skaberværkets organiske og almindeligt kropslige menneskevilkår. Og altså opdagelsen af, at den ikke har kunnet løfte oplysnings-opgaven i samfundet lige siden grundloven. Man både uddanner og oplærer mennesket på dansk grund til at gå i opløsning. Ja og man skal jo klare sig selv, ik!!!
Grunden til at det først er blevet opdaget, sådan i bredere forstand de sidste 10-20 år skyldes murens fald og dermed altså også de politiske ideologiers fald, fornuftens fald, viljens fald, you name it - idealisme kræver altid modsætninger, fjendebilleder, for at virke. Ja, så langt om længe faldt den platoniske, retsfascistiske, romantiske statskultur i vesten til jorden. (Pånær lige, hvad Danmark angår, skampletten, Afghanistan: Krig rejst via den politiske rets-stats storhedsvanvittige dannelses-tradition). Nå, men nu skal vi jo altså også bare lige have universitetet og hele uddannelses-sektoren dermed jordet. Og EU, ja, men lad da bare dem parlamentere med slangens tvedelte tunge omkring ligevægtens gudinde, Justitsias og hendes slæng, Psyke, Hippokrates og de andre olympiske guder i den blå lufts opkast - til budet i al vort almindeligt hjertegode, europæiske livsvilkår på jord også kan høres dér. Forskellen på EU og Hitlers drøm er, at førstnævnte kaldes europæisk, fremfor bare tysk, jeg mener, den græsk-romerske stats-idealistiske fornuftsarv og kulturelle baggrund er den samme. Og den udgår, ja formidles iøvrigt fortsat af akademikerstandens traditioner for viden, metode og system. Den uden forstand og indsigt i livets eget foretagende med al vort kød og organisk sigtende næringsvilkår, vort givne paradis på jord. Desuden via alskens teknologi og teknokrati, der allerede er på markedet af samme troløse grund. Ja, tag ikke fejl af dét!
Det blev så skriften og skriftskulturen, jeg mærkede ordets opstemmende fordring imod og søgte at trænge igennem med - men jeg ville da hellere have arbejdet mere med stemme, krop og hænder, så svinene kunne håndteres mere direkte. Altså få at mærke, hvorved og hvori vort menneske er givet. Hvilken ånd i hånd. Det fortæller imidlertid også noget om dannelse-traditionen her i landet, tillige hvorfor jeg har fundet det nødvendigt at bidrage sådan som jeg gør det. Ordet er jo vel at mærke ikke med i langt størstedelen af den skriftlighed, der tages i anvendelse til på karnovskisnovski vis at regere, skalte og valte med menneskelivet på dansk grund.
Mit under er, at det er mig fuldstændig indlysende i al sin helt almindelige sandselighed. Ja så dét jeg vel nærmest ikke har kunnet forstå var, at der ikke var noget underligt. Jeg kunne med andre ord ikke fatte, hvorfor vi levede som vi gjorde, når alt nu var på plads og sådan set bare skulle vokse frem af sine rødder, derved at man skulle bidrage med sit, yde, nyde, så og sætte sit bedste videre. Og så lade resten gå sin gang. - Ja jeg var nok en typisk gammelklog dreng, der til tider har fundet det gevaldigt åndssvagt at vokse op og skulle gøre en hel masse, der overhovedet ikke handlede om vort storsslåede, men altså helt almindelige samhørige vilkår. Alt voksede jo fortsat fint op af jorden og menneskene havde deres huse, så hvorfor i alverden skulle vi lære alt muligt om alt umuligt, der overhovedet ikke havde med livet at gøre som man var skabt til det.
Det hedder også, hos mig: Hvorfor skulle vi lære det samme, når vi ikke er de samme og sågud aldrig bliver det. Og da det iøvrigt overhovedet heller ikke er meningen med samfundet, der jo handler om, at det vi er skabt til kommer, vokser op og lærer os, hvad gudlivet vil med al vort til det viderebringende. Hele tiden og så igen, indtil tiden ikke længere er i bred forstand og vi da ikke behøver at planlægge nogetsomhelst stress-kultiverende, da livet i sit hjerteligt afstemmende menneskekød nok skal føre os. Ja, vi er jo nye vidnesbyrd, så hvorfor ødelægger det historiske slavesamfund livets børn, det potentiale de kommer med ved at ensrette dem omkring det samme, men udenfor livets egen sandselighed, vort levende kød og jordiske omgivelse, ja samfundne gang dermed i almindelige familier?
Jeg forstod ikke skolen, men lavede da lektierne og fik mange kammerater. - I dag kan jeg dog se, at de fleste fortsat går i skole: læreren er blevet lederen og skoleinspektøren er blevet statsminister, fagene er blevet til faglærthed, der gives karakterer for i form af penge og så videre. I frikvarteret går man ikke til butikken eller i tasken efter madpakken, men hen i kantinen og når man kommer hjem får man ikke et glas mælk, men en øl, nok en kop kaffe eller te. Kysseriet bag cykelstativerne er afløst af lagengymnastik og kæresten bliver et juridisk-økonomisk anliggende, der gør det hele meget ægte iform af beviser på at man elsker hinanden. Jeg mener, ægtepagten står i vid udstrækning desværre ikke længere i Herrens navn, hvormed afkommet ikke længere vokser op i sand kærlighed, den hjertetro menneskeånd i sin naturlige gang med livet og levebrødet. Og da går samfundet i opløsning, fremfor genopstanden oplysning med nye generationer.
Jovist opgaverne bliver fortsat løst, rettet og afleveret, så det kan se pænt og nydeligt ud i systemet, rutinerne og så fremdeles resultaterne skabes. Sålænge det varer, ja for det kan ikke vare særligt længe længere, førend flertallet begynder at forstå, at de er blevet taget ved røven siden 1. klasse i een stor moon-bevægelse, der lige gjorde hjertet sort som satan eller blot sindet blankt som uskylden selv hos psyko-pædo-paten!!! - Gad vide, hvornår lederen eller statsministeren kommer med den næste opgave, der skal løses, så jeg og alle andre jo kan opretholde mit værd, mit liv, mine rutiner, min bil og mine børn lære, at det er sådan man lever her i Danmark!!! At være noget for andre, hedder det vist nok også!!! Men nå, han kom ikke lige forbi, så det var vel så det liv og der skal jo også friske kræfter til!!! - Farvel og god rejse, ja for jeg siger her som Eric Clausen: Slip hestene løs og lad vognen stå som det grundstødte skib, den er. For vi er ikke i samme båd, når det er statens pøbelvældige fornuftsånd, der råder og kultiverer os alle som om vi var mennesker per excellence i prutskid hele verdens universitære koordinatsystem. Nej, for det er vi lige bestemt ikke, i dét system er vi kun statsborgere eller skatteborgere uden navn og livshistorie i det danske. At tjene samfundet kan følgeligt ikke blive andet end misforstået: Hvad koster du?
Et vilkår, ja en falsk værdsættelse og værdi-opfattelse, vi ikke kommer væk fra gennem ligelig fordeling af penge, så alle kan bliver lige meget værd i løgnen, sorgen og satans-statens mareridt på ussel mammon - nej det vilkår kan vi derimod kun komme væk fra ved at hengive os til vor hjertesande livserfaring med vækst, trivsel og næring i det levende her på jord. Så hvem adlyder ikke?
Hverken skolen eller samfundet er et system, men det sidste er jo altså lettere at indse end det første. Skolen. Og det er vel egentlig her som et andet udtryk derfor, at vor oplyste menneskenatur finder sin plads, jeg mener, hvordan skulle vi ellers kunne se eller mærke mennesket uafhængig af den prægning, vi stort set alle har været udsat for. Ganske vist ikke som noget rent negativt, dårligt, når man tænker på de dejlige mennesker, man har mødt, men dog heller ikke som noget eviggyldigt holdbart, der kan bruges til at retfærdiggøre hvadsomhelst, der måtte opstå i kølvandet derpå. I det universitære sindelag siger man f.eks.: Sådan har vi valgt at indrette os... hvilket er helt galt. For det første fordi, der ikke kan være tale om et valg på det plan, for det andet, fordi det VI, de benævner ikke er menneskeligt, men statsborgerligt. Ja, såmænd universitært stillet tilsvarende den ånd, der ville genetablere et romersk kejserige. Det var i min bedstefars tid. - Når man med andre ord først er spist af satan, så taler man jo altså ikke længere på menneskets hjertelige, dermed også vækstgivende samfunds vegne, men kun på egne, derunder den stand, man tilhører, altså labber penge i sig fra. Autoritets-troens selvlovgivne og selvretfærdige stand.
FOR MIG AT SE ER BØRN HELE MENNESKER UDEN ONDT SKABT I LIVET, der blot skal vokse op omkring det sandseligt befordrende, helt naturligt legende omkring det organiske vækst-livs arbejds-vilkår på jord. Alt, hvad de ellers måtte have nødigt at lære handler om de vantros måde med livet i umindelige tider, altså de kulturelle efterladenskaber, vaner og traditioner, sprog og logikker, der ingen veje fører. Dem skal børn og unge, altså mennesket i det hele taget, naturligvis lære at holde på afstand og tillige forvandle gennem deres egen livsførelse. De efterladenskaber må ihvertfald ikke gå helt ind og lamme dem på bekostning af det medfødte hjertegode, de er, kommer med og nok skal bringe frem.
Når børn indfanges og lemlæstes af vantro sjæles efterladenskaber i vort samfunds-kulturelle miljø, så bliver jeg sgu gal i hjertet. Vred. Og jeg lægger altså ikke skjul på, at den statslige virksomhed også efterlader en sådan arv. Dens dannelses-mæssige, både retsmæssige, forvaltningsmæssige og skolemæssige foretagender umyndiggør det personlige menneskeliv i sin egenret på rigtig mange områder. Og det hænger sammen med, at den ikke kender sin administrative ånd, sin kulturelle arv, hvormed den naturlige arv, der kommer op med livet går hen og bliver undertrykt. Ja, måske kan man sige det sådan. Altså det er ikke fordi, at alle offentlige ansatte er dumme, nogle røvhuller, der gør alt forkert, nej bevar mig vel - men hvad er udviklingssigtet, følger det livets gang på jord? Altså, altså, hvad er det nu lige, der er samfundet og hvori er det nu lige at dets vækst og trivsel består?
Konsekvensen er ihvertfald klar nok i sit negativ, fordi det dermed f.eks. bliver ok at stjæle, sålænge det ikke bliver opdaget. Og videre kan man tilføje, at tyveri, det at stjæle også handler om at stjæle opmærksomheden, forfører menneskelivet væk fra sin ærlighed, sin nærings-horisont, sin livsopgave, sin familie og så videre. Du må hverken stjæle eller begærer næstens hustru, fordi det skaber en værre ballade - altså stjæler opmærksomheden fra den eneste ene glade gang med livet, der ellers gør det hele værd at deltage i vidt og bredt. Og iøvrigt er helt afgørende for, at der overhovedet kan koncentreres en befordrende kontinuitet i livets egen gang med os. Altså leves og læres, uden at alt skal læres forfra som om livet skal leves forfra.
Jeg er f.eks. ikke uden skyld i, at min familiære gang med livet er blevet tyvstjålet fra mig og således foregår under hånd som ånd af en vantro sjæl, en stedmand for min udkårne og en stedfar for min søn. Nej, jeg kunne f.eks. bare have undladt at tage det videregående uddannelses-miljø alvorligt, altså undladt at indse konsekvenserne af deres uddannelsesmåde med ungt liv, tillige den arbejdsmæssige dagsorden og kultivering, der følger deraf i det omkringværende samfund. Via institutionerne. Så, jadada, det skulle jeg sørme have undladt, for det stjal opmærksomheden fra "mit eget" liv!!!
Med andre ord er der ligesom også andre involveret, tillige samfundsforhold uden det mindste ærlige skylds- eller ansvarsbegreb gående. Endsige sigte. Ja og jeg synes da ærligt talt, at vi snart må kunne tale om, NEJ indrømme vanskeligheden med den pligtskyldige, troskyldige ansvars-bevidsthed, der dannes hos det unge skoleliv i sin umiddelbare tillid til den gældende vantro samfundsorden. Skal de lære noget nyt i tråd med, gerne forvandling af gammelgodt eller skal de lære det samme gamle bras i sin fuldstændige adskillelse fra alt nyt, hvormed begge lejre kollapser. - Og hvad med livserfaringen hos forældrene og bedsteforældrene. Skal den ikke høstes, ja skal vi ikke være i kontakt med den?
Oplysnings-pligten som almindeligt liv, der oplever, at der er noget galt bliver jo gang på gang fejet ind under gulvtæppet. Ja ligefrem tilintetgjort af dem, der render rundt med et nærmest udelukkende selvretfærdigt skyldsbegreb, altså til hver en tid kan argumentere sig frem til at være uskyldige. (Det lader sig kun gøre i magtens gamle lejre og ikke udenfor dem). Begrundelses-kneb kunne det kaldes og er først og fremmest tidspilde at have med at gøre, da intet holdbart kan grundlægges og opretholdes af mennesker udover kanske lige dét: Intet holdbart. Ja og som Erasmus monteringsmusene så vil bryde deres hjerne sammen over, da de ikke kan fatte, hvorfor han, jeg, lille Jens kan sige som sagt, da det jo må kræve kendskabet til alt. Ja. (Det i egentlig forstand holdbare i livet foregår som indrømmelse og ikke som en grundlæggelses-industri. Uden indrømmelser kan intet bæredygtigt, ingen bæredygtig livsudfoldelse og samfundsudvikling opstå i og med vort lille lystige land. Og spørgsmålet er ikke hvad eller hvem, der skal indrømmes, nej for det er gudhjælpme da givet med livet i vort kongetro slægtskød: Glæden til glid i vækst og trivsel, lyst og nød, medgang og modgang...)
Nå, men værre endnu er det imidlertid, at de færreste tilkendegiver, hvordan vi forlader vor skyld og skyldnere, tillige giver et videre sigte for en sådan gang med livet, ikke mindst samfundslivet som det så er. Og det er jo altså ikke afladshandlen i søndags-kirken, jeg taler om eller blot "evnen" til at bede fadevor. - Min skyld i tabet af den almindelige, familiære og hjertegode gang med livet kan altså ikke løsrives fra den gode skyld, jeg ønskede og bestræbte mig på også at bære for samfundet. Og det er fandme ikke min egen dom, men en svær indrømmelse af, hvad det danske samfund altså giver anledning til hos pligt-opfyldende unge mennesker. Ja, jeg véd lige bestemt, hvor hårdt ramt jeg er i forhold til de mange, der allerede er døde af det! Skal jeg gentage? Skal jeg gentage successen, så der fortsat bliver masser af succes fremover?
Skal jeg identificere DEM, hvis livsførelse ikke er båret i ansvar af deres eget hjerte hos Herren og dermed har drabet på næsten på samvittigheden, samfundets trivsel omkring levebrødet? Skal jeg dét? Skal jeg dét, byretsdommer i Herning, der gudhjælpme underkender mit ønske om fortsat fælles forælder-myndighed i en skilsmisse-sag, blot fordi loven ikke er trådt i kraft. Hvilket siger så meget som, at du selv retter dig efter loven uden så meget som at ænse sagen i Gudsandhedens eget navn? Sig mig engang: Kender du ikke sandheden i al evighed? Ja, du kender jo ikke engang din plads, fordi du selv-selv har pisset i bukserne hele vejen ind på sædeligheden? - Nå, men nej, ro på, jeg skal nok undlade at nævne dit navn og ødelægge dit liv indtil videre, til gengæld vælter jeg hele din kategorisk retfærdigheds-tilbedende standPUNKTUM
Ja, jovist. Og så må de jo lægge trykket, hvor det dem behager, thi det skal ikke ligge over min søn, det kan jeg med hjertegod samvittighed fortælle dig. FØJ FOR SATAN, siger jeg bare til dig. Og hør, hvis jeg nu var tro, hellig og from som såvel djævleøens Roskilde og de universitære branchers udgave af folkemunden sågerne kategorisk vil sige, hvad religion eller lignende, Det Mørke Jylland er, så ville jeg også ønske, at du måtte brænde op i helved. Det undlader jeg imidlertid, da jeg jo er en handlingens mand som sagtPUNKTUM
Såvidt bar jeg altså den gode skyld - ja inden jeg blev stævnet og hele den historie kom på tale, dog derved på hjerteskærende vis blevet tvunget til en genopfriskelse, da det nu blev stillet i mit eget barns kød. Jeg bar den almindelig gode skyld i benævnte regi - folkeskolen, gymnasium og universitet - lige indtil jeg så opfattede stats-konflikten og den farlige skizzofreni, der kan opstå mellem statsborgeren og mennesket. Man kan blive hørt helt forkert, ja... og det angår skriften og manglen på almindelig troskab i det hele taget.
Skriften kan indkode en hel åndsmåde, der ingen steder hører hjemme i vort liv. Så vær opmærksom på det. Og ikke mindst, da der findes røvere og banditter, der har læst sig til en viden, der videre baner vej til ledende poster i samfundet, men uden at være givet for fem flade øre indsigt i, hvad de egentlig har læst, lært om samt videre skal håndtere derved. Den almene dannelse gives ikke længere via de institutioner, man pumper ungt liv ind i, for at "skabe" levebrød til de hårdt pumpede, der blev færdige og vil kræve at alt det de har lært er godt. Altimens Bertal Haarder givetvis ifølge deres tunge stadigvæk er et dumt svin, fordi hans far var vestjyde og højskolemand, der i det mindste også lod undervisning opstå med livet, som det så formede sig... Det hedder hørelse og den skal adlydes, så vi ikke socialiserer os i lejre og ledløse skuldre, der kun kan løfte rygklapperi og plastic-hamre. Jovist. For eftertiden bliver enhver rets-dommers brug af plastic-hammeren endsige dømmekraft i det hele taget til et udtryk for den leg som barn, hvor man bliver sat til at slå pløkker igennem et bræt, for dernæst at vende det om, så gentagelsen kan finde sted og vi alle blive udlært som tømrer af ædel slægt!!!
Der står korset mao. den dag i dag. I det mindste hos mig. Korset betyder egentlig bare, at Gudlivets naturlige vej med menneskelivet i sin personende og slægstbårne gang bliver KRYDSET af falske magter, verden af lave. I psykologien hedder det overførsel, i politik og filosofisk kultur hedder det overbevisning og i det universitære miljø hedder det metodisk eller systematisk bevisførelse i henhold til det forgangne, altså det døde, der følgeligt gøres gældende som ånds-miljø!!!
Kun Ordet talt af kødet kan bryde skriftens bibliomaniske stats-kultur. Og da begynder troens prøvelse, dens videre livsførelse med at bære et ansvar, hvor intet svar gives på forhånd. Din person bliver bærer af mennesket i Guds vold og den oplysende dagsorden i samfundet bliver indrømmet og sigtet påny. I sit slægtsbårne blod, vort kød vel at mærke, fordi det er samfunds-elementet, vore bånd og indrømmelsen deraf, omsorgen deromkring, som det hele handler om i al vor ånd. - Ganske som ens person kanske hele tiden har været og bæret, ja her slipper mit sprog... Måske kan man sige, at barn-dommen stiger op til een, så man/du kan mærke, at du allerede var den du skulle blive. Tillige måske nærmest at menneskelivets barndom, altså samfundets oprindelige ånd, stiger op til en. Ja, det er genopstandelsen, der giver os livet tilfulde igen. Det er vist dét, mit liv gør i en mere helbredende sammenhæng, men sig det ikke til nogen!!!
I det mindste kan det her løseligt sagte forklare, hvorfor at alle bestræbelserne på at dygtiggøre sig, lære, løse og løfte opgaver på samvittighedsfuld vis pludselig også viser sig som, ja eller bare fortæller om de forlorne forventninger, falske forventninger og formål, der er foregået henad vejen. Dårligdommens dannelse eller præg i det mindste. Ikke blot i ens eget lille liv, nej de foregår i det samfund, man har været givet at gøre godt med. Og mere specifikt de steder og miljøer, man har færdes i. De foregår, sigtesløshedens uendeligt lange baner, der stjal vor energi er også foregået hos andre og det er i den boldgade at arbejdet ligger for eftertiden og erfarings-udveksling kan have sin ret. Ja altså ikke hos andre, men omkring den falske, forlorne omstændighed ved vort samfund. Beskæftigelse uden reelt sigte, arbejde uden arbejdsglæde, uddannelse uden oplysning og uendelig handel og vandel, der jo også nødsages til at skærme og forskanse sig hårdere og hårdere rundt omkring i verden. Indil bunden så i ny og næ går ud af utopien og finanskrisen f.eks. melder sig. Det er da tosset. Ja de bevægelser det skaber er vanvittige og mange bliver revet med i deres kølvand. Det er ikke bæredygtigt og først og fremmest ufatteligt svært at fortælle de traditionelt ledende poster i vort samfund, fordi de ikke kan fatte, at de ikke blot har undsagt deres eget liv i de rigide bestræbelser på at tilgode se andre, men livet slet og ret. Endvidere altså fører kommende generationer den vej, ind i samfundet, staten, men ud af livet.
Det er skørt og tosset, at vi ikke kan komme videre, men skal gentage dårlige livsbevægelser endsige samfundskulturelle bevægelser med livet - sagt sådan i den udstrækning, at de altså kan knyttes til en åndsmåde, en adfærd med livet, der vedrører størstedelen af samfundet i kraft af de institutioner, vi dannes og præges i til tider voldsomt medhør af. Voldsomt, fordi det skaber en falsk forpligtelse, falsk ansvarsfølelse, falsk skyldsbevidsthed og lignende, der ovenikøbet dømmes i henhold til, ja for der skal jo statueres et par eksempler i ny og næ!!! (Tiden er med andre ord kommet dertil, hvor de retslige myndigheder, de universitære traditioners folkefærd skal trækkes ved håret gennem byerne, så de kan mærke den kærlighed, der udgår fra deres videregående uddannelse og administrative system-mentalitet. Ja for det skulle da være forholdsvis let at få statsborgeren til på den vis at mærke menneske-samfundet på jord og hvor vi så er nået til!!! Præster er naturligvis undtaget, dog ikke teologer).
Lad mig tage et eksempel: Når man siger at langt de fleste klarer den godt og dermed betoner at vore institutioner gør det godt, ja, men hvad så med fængslede, hvad så med de velfærdssyge, hvad så med de udstødte, hvad så med den efterhånden normale skørlevned, den utro ægteskabelighed, de forsømte børn og så videre - er de skæbner så lige pludselig undtagelser, der kommer af naturen. Og altså ikke ramte på deres liv og helbred eller hvad sagen nu er, så det kunne have nogetsomhelst at gøre med en åndelig pladsmangel eller manglende åndsevne udgående fra samme institutioner og socialiseringsform. Alt afvigende, alle undtagelser i det normal-fikserede, læs rets-fikserede danske samfund har sjovt nok ikke noget sprog!!! Eller det bliver sjovt nok ikke hørt, indoptaget, opfattet som noget, der angår midten, middelklassen, mængden, massen endsige hele vort velvære!!! Det samme gør sig gældende i forbindelse med skyld, placering af ansvar og lignende, der på tilsvarende vis føres over på en syndebuk, som det så hedder.
Der er mange flere Stein Bagger-typer rundt omkring i samfundet siger man identificerende som om man har opdaget noget nyt - eller bedre: Fordi man ikke har fattet at stats-kulturen aldrig kan blive hele samfundet og det således tvinger nogen til selv at klare den med alt, hvad remmer og tøj kan holde. Det var iøvrigt en Mickey Mouse bag en computer, der "opklarede" den sag. - Skal jeg oplyse hendes bidrag til trædemøllen i retning af, hvor let det er at sidde og snuse ude på sidelinien med dommer-skaftet? Altså, hør nu, Danmark er Anders Sand-land, det er for mand og and, men ikke lus og mus.
Jeg mener, for nu at sige det bidende pænt: Kunne det ikke tænkes, at afvigere og undtagelser, sygdoms-ramte og lignende alt sammen har med den døve masse og de sprog, der forvalter den at gøre. Hovsa, ja, for det betyder jo at massen, flertallet ikke bærer samfundet, ingen opfattelse af det er givet. Og så er der jo altså hverken ansvar, skyld, kærlighed, sandhed, tilgivelse, ægte skabelse og så videre gående, nej så er det simpelthen blot indkodede referencer, der udleves og gentages i et væk ifølge masse-ånden: Masse-lovgivning, masse-produktion, masse-medier - masser af succes...
Det er balladen mellem stat og kirke, deres to vidt forskellige verdensbilleder, der ridder hele Europa som en mare, ja hele vesten gang på gang som en gammel sort ganger. Hesten kaldes fornuften og den vil omgivelsen, ja forventer omgivelsen så at man sætter sig op på igen, skulle man være faldet af den. Og det skyldes jo altså angsten forbundet med at skulle slippe tøjret forbundet med bidslen, altså angsten for at se, at frihed og ret ikke gives uden forstandig tro kærlighed. - Den ballade går imidlertid i kødet på os, hos nogen mere end andre. På dansk grund siger jeg gerne, at staten jo altså ikke er givet noget gangbart livsbillede at tage udgangspunkt i, så... Men videre, da vi jo som personlige mennesker af slægt ikke kan tage udgangspunkt i institutioner, siger jeg, at det er det oplysende element i livet, der overhovedet kan vise vej ud under åben himmel. Og altså tæmme fornuften i såvel sit begær, sin magtliderlighed, sin angstfremkaldende adfærd via systematisk logik, teknologi, teknokrati og lignende blind asfaltering af vort vækstvilkår og vor ånd dermed. Det forstandigt oplysende element, ja, fordi det står i midten af vor egen, danske kulturarv, vort kød.
Fornuftens sprog og ånd dannes omkring iagttagelser af verden, naturen - på baggrund af græsk-romersk kulturarv. Ifølge dens traditioner bliver mennesket uheldigvis også gjort til genstand for samme iagttagelses-iver. Deres midte er logos, opfattet som universitær lovmæssighed, alt i en stor logisk sammenhæng. Og faren ved de sprog og dén ånd, de giver anledning til dannelsesmæssigt og kultiveringsmæssigt er, at uanset, hvad mennesker, der måtte være indtaget af den har med at gøre, så søger de overensstemmelse i henhold til alt. Nu slog jeg lige en skid, så hvordan retfærdiggør vi nu den på lovmæssighedens retfærdige vej? Skal jeg straffes? Hvilket samfundsmæssigt bidrag kan det udtryk nu bruges til? Kan det supplere vort varme-energi-regnskab, så vi kanske skulle uddanne et helt nyt hold funktionærere udi prutskidning? Skal de så sidde ude under vindmøllerne? Ja, det er fornufts-sygdommen, der tænker sådan. - Forstandens sprog udgår derimod fra livserfaringen som tro eller bare hjertesandseligt menneske, altså fra også dit personlige bryst, værnet omkring hjertet. Og dens åndsmagt sætter dagsordenen i al evighed, fordi den angår vort liv, vor glæde, vor trivsel og sameksistens, samhørighed, samfund, samarbejde... Forstandens sprog kan med andre ord ikke institutionaliseres. Nej, Gudlivet eller Gudsandheden, der giver anledning til al vor sandselighed med vort kød, det er ikke en institution.
- Fik I dén, sataner i de Danske Domstole og statskundskab på statens overførselsindkomst-financierede grundlag i det hele taget, ja for det er vel fortsat strafbart ikke at tale sandt i HØJESTERETS navn. Vær derfor venlig at fremlægge Jeres samfundssigte og arbejde for al vort her på jord, så vi, ikke mindst min søn, kan høre sandheden i højesterets navn. Jeg mener, kan I ikke tale så højt og videregående på uvedkommende andres vegne? Nå, hovsada, kan I ikke dét - nå, men så for ind i helved da, farvel! Næstekærlig hilsen, Jens I Vor Herres navn inde som ude, først som sidst og under som over Kongeriget Danmark.
Det oplysende element... Vi skal nok ned til væksten for at kunne håndtere det i bred og bæredygtig forstand. Oplysning er ikke opadgående mod solen som højere og videregående uddannelser, den er opstanden og oprettende som væksten, altså også vækst og trivsel vidt og bredt. Og i menneskeligt regi, mere personende, er det troskaben mod menneskebarnet, der retter liv og samfund op, så der bliver lys i øjnene at se det opstandne samfund i al vort med. Det levende kan ikke dø og sådan er det med den sande tro.
Selvoptagetheden siden 70'erne har handlet om dét, en afstandtagen fra den borgerlige, altså myndigheds-kulturen, autoritetstroen og dens samfundsløgn. Ikke mindst fordi den også bar den sorte skole, rets-fascismen, revselses-straffen og nazismen frem i samfundet i sine utallige dagsordner og forsøg på at opretholde løgnen som sand. Ja, dengang var det alt for sort-hvidt, hvilket imidlertid først kommer for dagens lys i vor generation. Fornuften er altid enten-eller sort-hvid, grundet sin kultiverings-bedrift hårdt nedtrykt i skriften. Især når ordet ikke lyder deri, hvilket kræver personlig ærlighed og udlevering af sin ånd som menneske, ganske som den næres i sit almindelige livs gang. - I dag hedder fænomenerne så vel nærmere velfærdssygdomme: anorexi, alkoholisme, skilsmisser, incest og lignende livslede, uforløst personligt liv, der har måtte lægge al for mange bånd på de naturlige bånds givtige ånd gennem opvæksten. Det er ikke løgn, når jeg siger, at statskulturen fjerner barnet fra sin egentlige vækst, altimens den fortsat tilskriver forældrene opgaven. Den har de også, men de støder da imod både et arbejdsmarked og en uddannelses-sektor, der administreres ud fra principper gjort gældende for alle, der videre bliver til: over alle. Og undervisnings-differentiering samt skånejobs eller lignende særlige hensyn, jamen altså det foregår alt sammen i et sindelag, der bilder sig ind at kunne løse problemer, uden at hive hele nældens rod op og så noget helt andet.
Dem, der blev født af efterkrigstids-generationerne kender også krigens efterladenskaber i kødet, angsten og sorgens arvesynd. Og det er ikke indrømmet; man har ikke set eller opfattet deres måde at te sig på, som de/vi jo gjorde helt op i 80-90'erne, som en reaktion på den store ulykke det er at vokse op på jord og skulle være del af et samfund, en kulturkreds, der sådan uden videre gasser 6 millioner jøder. Mennesker. Eller det var måske løgn, hvad vi lærte i skolen? Eller vi er måske ikke europæere kultiveret over samme latterlige oldtid? - Iøvrigt er angsten for teknologi, derunder teknologi-kritisk sands også forbundet med dens slags "uheldige" samfunds-fænomener, hvor man altså ganske hurtigt og effektivt kan transportere folk i togets kvægvogne, for at belønne dem med et lægende bad i den kemiske industris blå fremskridtstro!!! - 1900-tallet var fornuftens, systemernes, teknologiens århundrede og krigene havde vel at mærke karakter af Verdens-krige, ja for det var ikke bare krige mellem lande, nej det gjaldt hele den ganske verden, for at man nu kunne være sikker i sin grundlæggende princip-sag!!! Man kan såmænd også kalde 1900-tallet for de græsk-romerske akademikeres festdag i folkelivet. Deres kultiverings-bedrift via staten, via autoritetstroen, skriftens ædle medie og dens moderne direktiver, ja det slog virkeligt igennem, hold da fest mand, helt til Jerusalem!!!
Hvor er EU-toget iøvrigt kørt hen med sine mange passagerer ifølge den romantiske kejsertros stats-traktater? Hvilken nationalitet skal præsidenten, der vel før eller siden opstår i et sådant foretagende have? Skal præsidentskabet gå på omgang, altimens landenes stats-ministre sidder ved det runde bord og der så bliver to med den samme nationalitet - medmindre vi henter en kineser ind som præsident!!! Eller skal landenes statsministre til at være skatte-konsuler i mere end én forstand, så de blandt andet skal sørge for at indkræve skatter til vort fælles-menneskelige anliggende på jord, europæisk grund? Er vi da alle arbejdere? Hvilket sprog skal vi tale? Hvordan vil man have parlamentarismens resolutioner ratskificeret i medlems-landene - skal de flettes med loven? Nej det siger I da ikke, gør I? Hvilken, altså hvilket lovkorpus? Har den et territorium? Er der en menneskeslægt på det område, hvor den skal gælde? - Ja alt det var gode spørgsmål for 15 år siden. Så hvor er det akademisk-politisk-teknokratisk fødte tog kørt hen med sine mange passagerere? Ind i det modernes vold eller ud af den? Kan I magte det? Kan I styre det? Eller kører det allerede på skinner i den helt rigtige, henrettende retning? Hvordan går det politiske kultur, får I kultiveret nogle sind via stats-administrationen?
Fik du din lyst stillet Platon, grundlæggeren af stats-idealismens selvsving, ja for det er jo efterhånden mange år siden, at du blev sur over, at miste din bøsse-ven, Sokrates. Og det skulle jo så lige gå ud over nogen. Jovist, hele den efterfølgende akademiker-stand og de samfund, de havde med at gøre i den politiske stat. Farvel løgnens mareridt med hundredevis at mennesker på samvittigheden. Er I snart færdige, Jer, der er involveret i ovennævnte virksomheder? Er I snart færdige med at ødelægge almindelig hjertegod, ja faderlighedens sandselighed, også kaldet fædrelandenes sandselighed i menneskelivet på jord? Er I snart færdige latterlige intellekter i det universitære? Jeg mener, hvor fanden kommer I fra? - Jorden uden grøde og uden himmel?
Mellemøsten, både den jødiske konflikt og araber-konflikten, de lever i frygt for Vesten grundet vores brug af systematik, systematisk fornuft, systematisk dannelse eller som det også kaldes instrumentel fornuft. De klassiske idealer. Og deres dannelses-historie, der jo helt grundlæggende gør os upålidelige. OG DET I, VI DANSKERE, MENNESKER PÅ DANSK GRUND SKAL FORSTÅ ER, AT GYMNASIUM, UNIVERSITET OG STAT OPPEBÆRER DEN ARV - videre, at det bebyrder det oplysende, de oplysende erfaringer i og med folkekirken, folkeskolen og folkestyret. Det skal med andre ord renses ud via oplysning af det almindeligt nære hjertegode, vi er som mennesker, men videre også i sammenhæng med såvel uddannelses-livet, forvaltningslivet som arbejdslivet, da det altså ikke må være adskilt og iøvrigt hverken kan eller skal fortsætte med at handle om papir. - Vi er f.eks. ikke et stats-folk eller et race-mæssigt folkeslag, vi er et oplyst kongetro, altså slægtstro folk, der lever og ånder for alt det hjerteligt befordrende. Vi er blevet oplyste om, hvad livet handler om på jord, nemlig at have det godt med livet i det hele taget.
Ja, for angsten er jo ligeså stor i vore egne samfund på grund af den fornuft. Det bedste er derfor nok at undlade at beskæftige sig med den, altså staten, universitetet, teknologien, teknokratiet, kapitalen, folkemasserne, folkeskolen, folkestyret, folkekirken i sin fordrejning af dens ånd ....!!! Instrumentel fornuft, sagde jeg: Soldater er f.eks. stadigvæk et godt eksempel på, hvordan unge mennesker bliver brugt instrumentelt. Men det er folkefærdet på kommunen og på universiteterne da også. Ja, de forvalter jo statens ånd, så hvad er den?
Har man stadigvæk ikke forstået at ledelses-problemet i Danmark, især hvad angår staten, handler om en afstandtagen til hieraki-dannelse - men videre, da ledelse er nødvendigt, at skrækken for hieraki-dannelser er direkte forbundet med den hjernevask sådanne kan forestå. Og fortsat gør det. Altså kort sagt: At ingen ledelse kan glide uden oplysningstro sandselig glæde i såvel top som bund i bredden omkring al vort kød. Og i nærmere sammenhæng, hvad sagen, virksomheden nu måtte angå i din dagligdag. - Den tro glæde, ærligheden og sandheden som den sagligt melder sig i hjertet, kødets ånd, er med andre ord altid, endda i al evighed, den primære del af livet, arbejdet og sigtet med vore frembringelser og gøren og laden. Vi skal ikke elske hinanden, men Gudlivets egen vækst til os, for dernæst at kunne genkende lyset, kærligheden i sveden på panden til at frabede os fanden og hans pumpestok i vort humpende og bumpende liv. Thi først da opstår vort egentlige vækst-potentiale som personende mennesker, ja først da kan vi se vort værd i samfundets oplysende navn hver især.
I dag er den bevægelse, der kaldes ungdoms-oprøret vel så kommet dertil, at vi også gerne vil have benævnte klassiske idealer ud af kristendommen, altså kirken... Fornufts-kristendom kan være ligeså farlig som enhver anden ideologi, fordi idealisme og dannelses-bevægelser deromkring fjerner dømmekraften fra hver vort personlige hjerte, placeret i sin slægt, bundet i sine bånd og sin tid, som man siger, altså stillet med sit gudgivne livsansvar for samfundet, der jo er godt i sin mangfoldighed.
Nævnes skal det dog, at vore forfædre af nød var så snedige også at formulere kristendommen i fornuftsånden - altså i kunstfærdige skriftligheder med baggrund i Luther. Men sådan at forstå, at dem, der ikke kunne undlade romantiske fristelser nok før eller siden skulle lære det via fornuften, hvis midte nemlig er retfærdighedens ligevægt: Justitsia!!! Jovist. Hun var vel kommet til med den romersk katolske skolastik, da den i sin tid indtog landet. (Senere grundlagde Århus Universitet). - Men det går altså ikke stille af sig at skulle sandse og forstå kristendommen skriftligt med magt og universitær rets-historie i både baggrunden og forgrunden, ja for der dømmes jo fortsat rask væk efter forgodtbefindende. Nej, så fornufts-kristendom, det er den hårde vej ned, rundtenom, op og ud igen, hvis altså vedkommende når så langt. FOR IND I HELVED DA, I KAN IKKE LÆRE HVERKEN KRISTENDOM, OPLYSNING, FRIHED OG KÆRLIGHED I STATSLIG ELLER UNIVERSITÆRT REGI. Nej, for det læres kun i livets eget navn, ja, så hvad hedder De, hvad er Deres navn om jeg må bede?
Det var med andre ord ikke alle i den såkaldt sorte skole, der var sorte endsige sorte grundet de klassiske idealers dannelses-tradition. Nej, det var de ikke, men de var nødsaget til at elske deres fjende og betalte altså prisen ved at dø hele livet igennem, så ikke de klassisk idealers sorte utopier skulle sejre i det danske samfund. De var tro bag fornuftens rænkespil og uagtet at de også blev fordømt som sorte. Hvor der handles, spildes jo.
Desuden havde daværende borgerskab jo for vane at rette sig efter adelen, der igen og ikke mindst på mere eller mindre selvbestaltet vis gennem referencer og anbefalinger rettede sig efter kongen. Det forlorne hof-leverandøriske spil brugte man så fornuftsevne til at opløse - indtil så ånden sprak og oplysningen skulle reddes i de kongetro danske slægter, godtfolket underneden, på landet, i arbejder-kvarterene, mv. Og det krævede forstandighed, ja som jeg opfatter det i folkeviddet: At lade forstanden i hjertet råde. (Det er her det udtryk finder sin plads, eftersom fornuften er selvretfærdigt dømmende, dermed til hver en tid projicerer sit JEG. Fornuften er virkelighedens strøm, der med vor umiddelbare sandselighed kan være stærk, dog kortsigtet og altså modbydelig når den grundlægges som et langsigtet perspektiv i tidens vold. Fornuften arbejder i tid, har planlægning af tidens djævelskab nødig, mens forstanden jo véd, hvad klokken har slået i al evighed og derfor kan tage trykket og sige fanden nej, vende den anden kind til, mv.).
Hjertemodet, forstanden i hjertet krævedes og det var uagtet at det kom fra Vikingen i sin tid, naturligvis. For man må jo bruge, hvad man har at gøre gott med i Kongens navn. - Oplysningen skulle altså udredes, da opløsningen tog overhånd og fordi det underdanige godtfolk underneden nemlig også var hjertetro i det kongetro navn, her i landet. Kongehuset lod sig oplyse meget længere tilbage og hjertegodet derved kan ikke fjernes. Men det delte altså den såkaldt sorte skole, åndsretningen i oplysningsvirket, undervisnings-branchen, forkyndelses-branchen, kultiverings-foretagendet i livets eget samfund. Det var som sagt ikke alle, der var sorte i hjertet. - Tillige delte det vel også vandene i stridigheder omkring magtens orden og administrations-kulturen. Jeg mener de løse ender i hele det demokratiske virke grundlagt med grundloven, en stat, der kunne udskænke friheds-rettigheder til Gud og hver mand sagde skål og skide være med det mod at forlange pligttro undervisning og menneskeligt medansvar for samfundet i Justitsias hellige navn!!!
Fornufts-arvens efterladenskaber udi f.eks. politik er jo altså bare ikke slut, nej desværre og sagt sådan, fordi det i denne sammenhæng fortæller, hvori politiker-leden består. Politisk "tradition" er græsk-romersk, statens "tradition" er græsk-romersk og vor almindelige fornufts-evne har det med at blive indtaget af græsk-latinsk mentalitet, fordi man stadigvæk dyrker det på landets universiteter og i statens forvaltningskulturer. Det har aldrig været sigtet på dansk grund eller for det danske samfunds menneskelige ånds-udvikling i livet, nej, jeg gentager: Vor gældende samfunds-ordens-kultur er gået fra et Oplyst Enevælde til et Oplysende Folkestyre. - Kan I høre, hvad der er stammen, altså fælles-nævneren i den kultur? Ja, for I kommer den unten-lynme til at underlægge Jer sigtet i livets eget navn, satans statsborgere. Ellers går det sådan, at kirken og kongen må trække sig fra samfunds-kulturen, altså at de danske slægter i kærlighedens hjertelige som tillige kongetro navn må trække sig - så vi kan se, HVEM, der står tilbage og vil selv, uden ånd, uden sandfærdig undervisning, uden forsyn, uden ansvar, uden menneske, uden forstand, uden noget somhelst. Fik I den, lejemordere på landets universiteter eller skal vi lege BUM i matematik-timen?
På det personlige, personligheds-søgende plan var fejltagelsernes strøm altså, at selvet ikke kan erstatte mennesket. Man kunne ikke bare være sig selv, ejheller sig-selv ifølge en kollektiv dagsorden, der ikke fornyer sig, ja ikke indrømmer sig med livets naturlige gang. Altså idealisme. Socialismen i kollektiverne gjorde f.eks. den erfaring. Man fandt ikke sig selv, ejheller et vi og det Vi, man så fandt i den sammenhæng, ja det gjaldt som bekendt kun en gruppe. Der videre velsagtens lå på enerverende kant med det omkringværende samfunds normdannelser, igen og igen. Det hedder det vidst iøvrigt fortsat på RUC: Individ, gruppe, samfund. Hvorimod det på AU kun hedder det første: Individ. Ja, fortsat, da ånd jo ikke kan løsrives sin institution. Nogenlunde som anført kan åndsmåden og dannelses-præget, der udgår fra de to steder karakteriseres. Ærgerligt nok er der ikke noget menneskeligt sandt som ære-ligt i dem, nej for de er teoretiske, ikke blot i deres beskæftigelse i fagene, men som institution. Staten er én stor management-teori eller som man også kan sige i dag: Et simpelt computerspil mellem animationer.
Hørte I dét, statsborgere og kan I nu, dermed forstå, hvorfor at demokrati ikke er et socialt demokrati baseret på universitære kræfter, men et oplysende foretagende baseret på menneskelivets hjertetro ånd. Og med andre ord at hele stats-problematikken kun kommer på tale, når nsdap-medlemmerne i deres selv-bestaltede faglige og universitære organisationer begynder at bruge dem til skabelse af deres eget samfund i samfundet. Christiania gjorde tilsvarende og fik på puklen, men det hed og hedder fortsat Kristiania, ja underligt nok var det dem uden ressource-stærke baggrunde, der skulle slåes med knipler. Altså, kan I snart fatte noget, fascistiske statsborgere? Jeg mener, hvor længe vil i leve i henhold til bystaten, Athen, polis, den politiske stat, der som bekendt aldrig kan blive velfungerende på landsplan - medmindre at det såvel hjertetro som kongetro oplysende i vor hørelse vinder i magt, vort kød. Vi skal da elske hinanden, herunder hinandens vidnesbyrd, forslag, mv.
Hør man kan ikke flytte forstanden, vor skyld, vort ansvar og så videre. Nej, for der er ikke andre til at bære den, vende sorg til glæde, indrømme, omvende, forvandle, formulere og give nyt håb, nyt sigte med al vor gamle menneskeslægt. Jeg siger: Det kan man ikke selv og det var fejltagelsernes strøm frem til i dag. Man kan ikke selv sætte dagsorden for hele samfundet, endsige bære al skylden, al sorgen og lignende. Og det er i dag klart, at universalismens ånd: matematikkens alle, for alle X, for alle statsborgere gælder, at de er en funktion af staten, af loven eller på tilsvarende vis: for alle beboere af bofællesskabet gælder... eller på tilsvarende vis: for alle medlemmerne af fagbevægelsen gælder... det er i dag klart at det foretagende og en sådan måde med virksomhed, ja en sådan åndsvirksomhed har forledt og forført os i den gale retning med al vor kærlighed som indsats. TAB, tab og atter tab. Men såvidt er det klart, fordi intet sandseligt kreativt nyt kan foregå og opstå på holdbar og stærk vis, sålænge en så angstbetonet, ja logisk konsekvent alle-fornuftens ånd hærger over menneskelivet. I vort samfundskød.
Det er med andre ord dén ånd, der fortsat gøres op med, det er dens logikker, det er dens teknologier, dens teknokratier, vi skal have ud eller i det mindste være klar over ikke må stå som vor menneskelige eller samfundsmæssige orientering. Thi da er der intet sigte i hverken det lille personlige liv, altså vort udviklingspotentiale eller samfundet som sådan. Nej og jeg er altså ikke en funktion af noget andet, en skjult dagsorden eller hvad fanden min læser i sin statskultiverede paranoia nu ville kunne hitte på. Og skulle det endeligt komme på tale, skal jeg være en funktion af noget andet, så ligger det andet, jeg eventuelt måtte være en funktion af langt over alle og tillige helt ind i hjertet på alle mennesker, der har levet i det danske de sidste 30 år. Og hør, da ophører det med at være en funktion til fordel for almindelig indrømmelse.
Så for nu behørigt at gentage og sætte det i et videre relief til lille latterlige statsborgerlige Danmark: Kirken og præsterne kan altså ikke ifølge stats-funktionalismens onde arv sørge for kærligheden, glæden, den oplysende arbejdsglæde med videre. Det er ikke sådan, at de tager sig af det, mens alle vi andre tager os af andre funktioner, der tilsammen så kan udgøre det gode samfund med fornuftig lov og orden. - Vig bort, satans fornuftige statsborgere og social-demokratiske NSDAP-ånd! Ordet står ved forstandig oplysende kongsmagt i slægtskødet på dansk grund og I kan ikke flytte den hos nogen somhelst endsige alle andre, uden selv at knække halsen på Jeres vantro liv og børn. Skam over dig, Svigerfar, socialdemokratiske hustyran og indrøm din skyld i kærlighedens sande navn og almindelige familiære gang med livet, så din datter og ikke mindst min søn kan sættes fri af statens vold. Kender du mig ikke, kan du ikke genkende mennesket og livets såvel oplyste som frie samfund?
At jeg kan indrømme skyld, ansvar og sandhed, mildhed, godhed og sandse den slags er ikke noget, der kommer fra skolen. Og derfor kommer det iøvrigt også sjældent på tale, ja gør jeg mig sjældent gældende, når skolede sindelag er på tale i omgivelsen. Uanset hvilke faggrupper, der er på tale. Tænk engang over forhøret på politistationen, for det er jo samme ånd og virksomhed, der foregår ved eksamensbordet hele vejen op gennem statens skoler. Det er dét, der er autoritets-troens dårligdom og den kan ikke aflades ved at lege god og forstående politimand eller god og forstående eksaminator, udflippende lærer, "stor og stærk smed" i dansk metal eller lignende "mure-arbejdsmænd". Vi skal ind til hjertet, altså indrømme de erfaringer, der rører vort hjerte på sund, trivsels-betonet vis, ja vi skal altså have forstandigt fat, for at kunne forløse os at dét, der her kommer på tale - og dermed atter kunne tro godt om den vækst, der er os givet og ligefrem vælter ud af livet. Mit forslag i det større samfundsperspektiv er, at vi for at kunne gøre det her sagte, så at sige er nødt til at komme ned på jorden igen, altså gøre brug af den vækst, trivsel, grøde, vi organisk beskafne véd er vort eksistens-grundlag, altså vort miljø. Som jeg siger i den videns-produktive sammenhæng: Universitetet skal omvendes til et Organitet. Fordi det er omgangen med de sande vækst-elementer, der giver os, ja placerer vor unikke menneskelige sandselighed, forstandighedens.
Videre. Når mennesket har erfaret noget som ondt eller bare forkert sigtende, så har det erfaret det. Og så vil det efterfølgende være særdeles påpasselig i den kontekst, den lignende sammenhæng, som vedkommende har oplevet dårlig-dommen i. En hund, der får et spark af en mand med solbriller vil for eftertiden gø ad en hvilken-somhelst mand med solbriller - kanske lige indtil den dag han tager dem af og ser den i øjnene, kæler med den på almindelig godmodig vis. Og den historie eller nærmeret betegnet det erfaringsleje kan bortset fra sidstnævnte forsoning jo altså være stærkt uheldigt, såfremt f.eks. en mand eller kvinde, der bliver forsmået på sin kærlighed, dernæst tror at alle mænd eller kvinder er sådan og sådan. Ja, det er jo altid i kærlighedens sammenhæng, at fornuftens sprog og logikker afslører deres løgn, forstillelse, retfærdighedskrav, mv. Det gør det desværre farligt at elske i vor kulturkreds. Og det er altså åndssvagt ifølge lille Jens, fordi der jo ikke er noget bedre sindelag her i livet end dét, der både har fat i hjertet og hånden, dét, der elsker at være gørende på rørende vis. Samtidigt.
Ovennævnte fatale kategoriserings-tendens er jo f.eks. også sygdommen i Ulla Dahlerups virke i sin tid, rødstrømperne. Jovist, men de er altså blot et velkendt eksempel på, hvordan fornuftens kategorisk generaliserende virksomhed er grusom mod fortolkningsevnen eller i det daglige grusom mod vor sandselighed som almindeligt hjertegodt menneske, der overhovedet ikke er vokset op i en sådan umåde med livets ånd. Nej, det lærte vi netop først i institutionerne, da der jo skulle være plads til alle...Dog må vi derfor velsagtens også ærligt sige, at vi har skullet trækkes med efterslæbet af den slags ballade.
Ja, hvad fanden skal jeg gøre, for at fortælle de mange intet-anende statsborgere om, hvad de betaler skat til, nemlig fornufts-staten Danmarks lige lovlig forstilte åndsvirksomhed, da den jo efterhånden elsker at kategorisere, for således at gøre systematiske erfaringer, videnskabelige erfaringer eller "gode metoder" i postvæsenet gældende. Det sindelag har jo det ved sig, at det ikke kan sandse den kvinde eller mand endsige det egentlige arbejde, der røres ved som helt personligt, unikt menneske, der tillige har sin helt personlige, unikke sandselighed at lade være hørt, mærke, ja gøre godt med som det allerstørste, aller-ærligste bidrag. Eller bare jordnært sagt en simpel måde at tilkendegive, ja vise sin åbenhed som menneske på. En sandselighed, der skal vækkes, såfremt den sover. – For at skide på dét er at fornægte Gud i sit levende, åbenbarne element hos mennesket og så kan fanden jo stå i det!!!
Prøv at sige det kategoriske erfaringsleje i folkeviddet, prøv at sige det omkring lægens nedarvede, altså indkultiverede autoritet, præstens, advokatens, osv. De stillinger er jo lidt ligesom at være pop-star i gamle dage og udnytte fan-pigerne, der allerede var våde i trussen på grund at lidt skønsang. Læs: Magtens stemme. - Ja, misforstå mig ikke, det er synd for de unge mennesker, også dem, der bevæger sig ind i de kulturelt nedarvede autoritets-tro og særdeles myndighedsgivende traditioner uden at ane uråd, altså typisk lægen, præsten, advokaten og lignende. De bakser jo med det i eget liv og kan ikke forstå, hvorfor - ja hvorfor at stridighederne mellem de universitære fagsprog forplanter sig ud i hele samfundet. Og tillige forlængst har sluppet folkeviddet. Dommen er forlængst faldet.
Så hør, så må deres universitære bagland altså for fanden da også snart vågne op i forhold til, hvad statens funktionalisme, den idealisme, der har grundlagt staten er for en størrelse. Og hvor hårdt den sidder i folkeviddet. - Staten er et dannelses-mæssigt foretagende og derfor er det langt fra ligegyldigt hvilket livssyn, menneskesyn, samfundssind og i det hele taget bæredygtig livsførelse, det fremelsker på sigt på dens foranledning og altså i kølvandet på dens overførsels-indkomster. Det skulle jo nødigt hedde sig, at det var smart at tage en uddannelse indenfor det offentlige alene af den grund, at staten har sat sig på det vitale ordforråd, som ingen jo kan komme udenom: Børnene, de unge, de syge, de gamle...!!! Hør kan I ikke tro fanden nej, ja for I lever da forhåbentlig ikke på en selvretfærdig argumentation gående på, at I gør gott? Gør I, vuf, vuf?
Nej plus-ord som menneskesyn, livssyn og samfundssind, fortjener det foretagende overhovedet ikke, jeg véd det godt, men det var sådan, at den var tænkt, sådan den skulle virke. Det kunne den så bare ikke, fordi der lå og ligger en grum historisk arv i dens tænkning, dens administrative sindelag. - Privatiseringen af statens opgaver handlede ikke om økonomi, men om det kategoriske læs af idealisme, der fandt sted hos den stats-ansatte, fordi man over-symboliserede magten og retten som offentlig ansat. Det skete ved, at man underkendte det ulige forhold, der opstod via overførsels-indkomst-grundlaget. Den offentlige ansat blev med andre ord både sikret en løn samt givet en større myndighed ved så at sige at være hjemme i loven, administrations-kulturen. Man kan også sige, at rets-begrebet i stigende grad blev koblet til loven i sin administrationskultur, fremfor som tidligere til det forstandige skøn i den medmenneskelige situation.
SLUT – tidens djævel er fortsat yt og gudlivet i al evighed et faktum at erfare hele sit personende, næstekærlige menneskelivs liv i lyset af, tillige samfundet dermed og al arbejdets sigte. Må Gud være med al vort.
Jens Haarup Mortensen
Om mig
- JENS HAARUP MORTENSEN
- OM MIG? - JEG ER MENNESKE, MINE PLIGTER STÅR I KONGENS FORSTANDIGE NAVN AF OPLYSENDE HJERTE og IKKE I KAPITAL-STATSLEDELSENS FOLKELIGE FORNUFTS-FASCISTISKE NAVN AF STORHEDSVANVITTIGT SIND! Nej, kære medmenneske,IKKE I ALLE-FORNUFTENS UNIVÆRSITÆRE MATEMATISK-JURIDISK SELVRETFÆRDIGE SPROG OG VIRKSOMHED. Du véd nok: de utroskabende sprogs virksomheder i tidens omverden, dem, der ikke bekræfter livets organisk-åndelige krop i sin vækst-omgivelse i al evighed! - SMIL OG HØR! Nkh. JHM.
The Best Links ******************************************************
